Manden bag seriemorderfilmen ‘Longlegs’, årets mest hypede gyser, er tilbage på det store lærred i starten af 2025. Nu er første trailer til Osgood Perkins’ nye film landet, skriver Deadline.
Med the ‘The Monkey’ går instruktøren (der i øvrigt er søn af ‘Psycho’-stjernen Anthony Perkins) sammen med to af gyserbranchens største stemmer. Filmen er således baseret på Stephen Kings novelle af samme navn, og James Wan (manden bag ‘Saw’, ‘Insidious’, ‘Malignant’ og ‘The Conjuring’) producerer.
»I evigheder var der ingenting. Men så dukkede det op. Et udyr, der ikke var fra denne Jord – der ramte dem, som fortjente det, dem der ikke gjorde, og alle derimellem. Den, der kontrollerer det, kontrollerer liv og død. Og de dødsfald er virkelig fucked up«, lyder det i den nye, til tider blodige trailer.
Udyret er en legetøjsabe, som tidligere har tilhøret tvillingebrødrene Hal og Bills afdøde far. Da drengene støder på det gamle legetøj, begynder de snart efter at bevidne en række grusomme dødsfald. Derfor beslutter de sig for at smide aben ud.
Flere år senere oplever de nu voksne mænd (begge spillet af Theo James), at en række bizarre og blodige dødsfald igen sker i deres liv. De må ødelægge aben og sætte en stopper for dens dødelige kraft for bestandigt.
‘The Monkey’ får dansk biografpremiere 27. februar 2025.