Det er egentlig et paradoks.
Den ene store musical efter den anden er faldet igennem ved billetlugerne, fra Steven Spielbergs ’West Side Story’ til Lin-Manuel Mirandas ’In the Heights’.
Alligevel mødes vi af en hel bølge af syngefilm i biograferne i disse år.
Todd Phillips og Joaquin Phoenix tog en massiv chance ved at forme deres biografaktuelle ’Joker’-opfølger som en sangduet, en idé, alle i dag nok ville ønske, at de ikke havde fået.
I november kommer første del af Broadway-filmatiseringen ’Wicked’ med Ariana Grande og Cynthia Erivo.
I januar kommer Jacques Audiards usædvanlige gangstermusical ‘Emilia Perez’, der regnes for en af årets Oscar-favoritter. Og til februar lander ’The Act of Killing’-instruktør Joshua Oppenheimers længe ventede ’The End’ med Tilda Swinton i de danske biografer, noget så sjældent som en postapokalyptisk musical om en familie i en bunker.
De mest kommercielt succesfulde musicals uden for Disney-liveaction-regi har de senere år været film, der i markedsføringen har gjort deres ypperste for at skjule, at de var musicals, som ’Wonka’ med Timothée Chalamet, og ’Mean Girls’-remaket baseret på en teatermusical. Samme strategi lykkedes altså ikke for ’Joker: Folie à Deux’, men tilgangen siger noget om, at musicals i dag som udgangspunkt er en finansiel dødssejler, samtidig med at genren sejlivet holdes i live, lidt som når western-genren genopstår, så snart nogen erklærer den død.
Som genre deler syngefilmene da også vandene, og selv blandt inkarnerede cineaster er der mange, som ikke kan fordrage musicals under nogen omstændigheder.
Og dog – for nogle gange er omstændighederne bare de rette. I ny og næ mødes man med vovestykker, som leger frydefuldt med konceptet og genopfinder formlen.
Det har skabt oplevelser, som alle bør se, også selvom man betragter sig selv som musical-fornægter:
1. ’Pigen med paraplyerne’
Det virker oplagt at starte med filmen, som både ’Joker: Folie à Deux’ og ’La La Land’ flittigt citerer, og som på mange måder står som klassikeren over alle klassikere for moderne auteurs med musicaldrømme.
Jacques Demys franske film fra 1964 gav Catherine Deneuve det store gennembrud som paraplybutiksekspedienten Geneviève, der forelsker sig hovedkulds i bilmekanikeren Guy, inden han sendes i krig.
Filmen er vel ret beset en operette, eftersom alle replikker synges, og lyder det irriterende, så giv det en chance alligevel, for Michel Legrands charmerende-melankolske musik og Demys ikonisk farverige æstetik skaber en drivende romantisk oplevelse, der går lige i hjertet.
Kan ses på Filmstriben, Prime Video, Blockbuster og Viaplay.
2. ’Annette’
Vi bliver i det franske. Kultbandet The Sparks Brothers skrev den forførende musik til den franske instruktørmester Leos Carax’ ’Annette’, hvori Adam Driver spiller en komikerstjerne og Marion Cotillard en operadiva, der får deres første barn. Hun hedder Annette og er … en dukke af træ.
Det er lige så bizart, som det lyder, men det er også stærkt fascinerende, som det pakkes ind i Carax’ dystert smukke iscenesættelse og nogle overraskende sangsekvenser, der er lige dele opulente, creepy og følsomme med ’So May We Start’ og ’We Love Each Other So Much’ som uimodståelige højdepunkter.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay.
3. ’Once’
John Carney har om nogen genskabt formlen for den charmerende romantiske musical til en ny tid. Det startede med den knuselskelige ’Once’ om en gademusikant og en tjekkisk immigrants møde over en uge med musik og kærlighed i Dublin. Noget så sjældent som en totalt jordnær og samtidig hjertevarmende fortælling, der genialt inkorporerer sangene i handlingen uden musicalens typiske »nu bryder jeg lige ud i sang«-logik – og i øvrigt lavet for en bøjet femøre.
Carney fortsatte i samme spor med først den lidt undervurderede ’Begin Again’ med Keira Knightley og Mark Ruffalo, der forflyttede den musikalske romance til New York, og siden coming of age-film ’Sing Street’ tilbage i 80’ernes Dublin.
Carney går en svær balanceakt mellem melodrama og sentimentalitet, men han slår benene væk under os ved at skabe karakterer og relationer, der føles langt mere naturlige og autentiske, end hvad man er vant til i genren.
’Once’ kan ses på Blockbuster, Apple TV og YouTube Movies.
4. ’Distant Voices, Still Lives’
Man kan diskutere, om Terrence Davies’ britiske mesterværk er en musical, men nu er dette jo også en liste over alternative musicals, og sangene er alt andet lige i centrum for den engelske instruktørs selvbiografiske skildring baseret på sin egen opvækst i 40-50’ernes Liverpool.
Her møder britisk socialrealisme med fokus på en arbejderklassefamilie præget af en tyrannisk far med en forkærlighed for populærmusik, der gennemsyrer mange scener, hvor musikken er det fællesskab, der holder menneskene oven vande gennem det hårde liv, og hvorigennem deres følelser for alvor kommer til udtryk i surrealistiske tableauer inspireret af de Hollywood-musicals, Davies selv fandt lykke i som barn.
Originalt og uforglemmeligt.
Kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay.
5. ’Dancer in the Dark’
Forholdet mellem Björk og Lars von Trier var herostratisk eksplosivt under optagelserne til den danske instruktørs musikalske tour de force, der vandt Guldpalmen på Cannes-festivalen i 2000.
Men resultatet var en genial omkalfatring af musical-genren med fortællingen om den tiltagende synshæmmede fabriksarbejder og tjekkiske immigrant Selma, som i USA sparer op til en operation for sin søn, så han undgår at blive blind som sin mor.
Selma er besat af musicals, og undervejs forvandler hun og Trier selv den tragiske fortælling til et skrøbeligt sangstykke, der ikke ligner noget andet i genren med Björks skiftevis fragile og kraftfulde stemme, der blandt andet hylder klassikerne fra ’Sound of Music’, og Triers afsøgende håndholdte kamera og afskrællede stil.
Med filmen ville Trier presse melodramaet så langt ud, han kunne, i en følelsesmæssig manipulation, som mirakuløst både virker på det simple emotionelle plan og som intellektuel provokation.
Kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster og Nordisk Film+.
6. ’Sweeney Todd’
På sin vis er ‘Sweeney Todd’ måske ikke en alternativ musical, for den oprinder trods alt fra en Stephen Sondheim-opsætning helt tilbage fra 1979.
Men det føles alligevel som en afstikker at se Tim Burtons gotiske og morbide æstetik møde historien om den hævngerrige barber (Johnny Depp), der i flæng forvandler sine kunder til ophakkede kødtærter i ledtog med sin partner Mrs. Lovett (Helena Bonham Carter).
Burton vækker historien til live med frydefuld blodig horror, der går elegant op i en højere enhed med de ørehængende sange, der puster farve i det beskidte victorianske London med Johnny Depp i en veloplagt hovedrolle og med indtagende upoleret sangstemme. Sacha Baron Cohen har også en mindeværdig rolle som barberkonkurrenten Pirelli.
Kan ses på Blockbuster, Apple TV og Viaplay.