’The Piano Lesson’: Denzel Washingtons søn debuterer som instruktør med overraskende okkult familiefejde
En stor familiesammenkomst er i centrum for den Netflix-aktuelle film ’The Piano Lesson’ – både når det kommer til fortællingen og filmholdet bag.
33-årige Malcolm Washington debuterer som instruktør på filmen, der er produceret af hans verdenskendte skuespillerfar Denzel Washington og søsteren Katia Washington. Foran kameraet indtager storebror John David Washington tilmed en hovedrolle, mens mor Pauletta Washington og søster Olivia Washington spiller den samme birolle i to forskellige aldre.
I ’The Piano Lesson’ – historiens anden filmatisering af August Wilsons Pulitzer-prisvindende teaterforestilling fra 1987 – mødes en sort amerikansk familie også, men her er der snarere tale om konflikt end kollaboration.
Den unge mand Boy Willie (John David Washington) ankommer til Pittsburg i 1936 sammen med sin ven Lymon (Ray Fisher) og en stor vognladning vandmeloner, som skal sælges i midtbyen.
Hovedmålet for turen er dog at besøge søsteren Berniece (Danielle Deadwyler), som, efter sin mand Crawleys tidlige død, bor i et hus med sin datter samt onklerne Doaker (Samuel L. Jackson) og Wining Boy (Michael Potts).
I stuen står et gammelt klaver, som Boy Willie føler sig berettiget til at arve. Han agter at sælge det for en klækkelig gevinst, som han vil bruge på at opkøbe jord af en afdød plantageejer ved navn Sutter.
Den handel er Berniece overhovedet ikke interesseret i. Klaveret skal blive stående i hjemmet, selvom hun aldrig spiller på det. Familiens smertefulde historie er nemlig forbundet til pianoet, der er indgraveret med portrætter af slægten – helt tilbage til slavetiden, hvor instrumentet stammer fra.
Hvorfor betyder klaveret så meget for Berniece? Og hvorfor nærer hun så stor mistillid til sin ihærdige bror? Det er i starten svært at afkode for publikum, mens karaktererne diskuterer og danser om den varme grød.
En ledetråd finder man i filmens første scene, et flashback fra 25 år tidligere, hvor en gruppe sorte mænd en nat, oplyst af blinkende fyrværkeri på himlen, stjæler selvsamme klaver fra førnævnte Sutter. Og hvor én af tyvene efterfølgende bliver jagtet med fakler af fem fjendske hvide mænd, der råber, at han skal »brænde i helvede«.
45 minutter inde i ’The Piano Lesson’ kommer endelig en forklaring på konflikten. Samuel L. Jacksons Doaker bryder næsten den fjerde væg i en grundig gennemgang af klaverets og familiens triste og sorgfyldte historie.
Det giver sædvanligvis mening at holde noget information tilbage i et drama som dette for at tale til publikums nysgerrighed. Men i ’The Piano Lesson’ går der simpelthen for lang tid, hvor man ikke helt forstår, hvad karaktererne er så misfornøjede over. Grebet får den modsatte effekt: Man taber interessen.
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan det fungerer i det originale teaterforlæg, som jeg ikke selv har oplevet. Netop det originale værk synes dog at tynge filmatiseringen, som forsøger at rumme for mange elementer fra stykket på én gang.
Scenerne er dialogtunge, med en del patosfyldte monologer og flere små sidehistorier – eksempelvis en kortvarig flirt mellem to karakterer – der får filmen til at føles relativt tung og retningsløs gennem meget af spilletiden, som kommer op på 127 minutter.
Det hjælper ikke, at John David Washington indtager sin hovedkarakter med en voldsomt teatralsk repliklevering, der passer ret dårligt sammen med Danielle Deadwylers anderledes veltempererede præstation.
Mod slutningen begynder de mange tråde dog at samle sig i en overraskende okkult og ganske medrivende spids.
Ved hjælp af et opfindsomt genreskift lægger Wilsons kammerspil et ekstra lag over fortællingen om de to søskende, der er uenige om, hvorvidt man skal bevare mindesmærket for den traumatiserende fortid eller ofre det til at bygge en ny og bedre fremtid.
For ’The Piano Lesson’ er ikke bare et periodedrama om sorte amerikaneres virkelighed, men en regulær spøgelseshistorie. Afdøde Sutter, som Berniece mistænker Boy Willie for at have myrdet, viser sig tidligt som et genfærd i huset, og senere bliver familiesammenkomsten endnu mere omfangsrig end først antaget.
Måske skulle Malcolm Washington have fokuseret mere på dette overnaturlige aspekt for at fremme pointen om de frie sorte amerikaneres unægtelige forbundethed til tidligere generationer. Et tema, som sidste år blev udfoldet med mere finesse – og med langt færre replikker – af den ligeledes spillefilmdebuterende instruktørkollega Raven Jackson i ’All Dirt Roads Taste of Salt’.
For selvom det dramaturgisk set ikke fremstår synderligt velkalibreret, når spøgelsesfortællingen til sidst i ’The Piano Lesson’ stikker helt af, er det omvendt tiltrængt oven på de mange fyldige samtaler mellem de stridende søskende.
Kort sagt:
Malcolm Washingtons instruktørdebut synes tynget af sit prisvindende teaterforlæg. I hvert fald gaber det 127 minutter lange kammerspil ’The Piano Lesson’ over lovligt mange elementer, der dog til slut samler sig i et ganske medrivende og overnaturligt klimaks.