‘Interior Chinatown’: De stereotype biroller erobrer rampelyset i syret Taika Waititi-produceret serie
Stereotyper er Hollywoods evige bagdør.
Nemme – om end dybt problematiske – genveje til at få en karakter og et plot til at passe ind i historien. Den lidenskabelige latinamerikanske elsker, den sjove afroamerikanske sidekick, den gådefulde kinesiske mand.
Men hvad sker der, når stereotyperne nægter at stå i baggrunden og i stedet kræver rampelyset?
I grove træk handler serien om Willis Wu (Jimmy O. Yang), en nobody, der serverer nudler på sin onkel Wongs (Archie Kao) restaurant i bydelen, mens drømmen om at blive en cool »kung fu guy« som sin mystisk forsvundne storebror (Chris Pang) ulmer i baghovedet.
Virkeligheden er en grå hverdag, som han – på ironisk meta-manér – opsummerer over for sin kollega Fatty Choi (Ronny Chieng): »Er du med i den første scene, er du enten offer eller vidne«. Selv befinder han sig netop dér: I første scene. Men pludselig er det Willis selv, der står midt i en forbrydelse. Eller gør han?
For hvad er egentlig virkeligt, og hvad er bare noget, der sker i Willis’ hoved? Med skiftende lys, musik og perspektiv lader producer Taika Waititi og instruktørerne Jaffar Mahmood, John Lee og Alice Wu os aldrig helt lande i én sandhed.
Resultatet er en sjov, skæv og opfindsom fortælling, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed er lige så tågede som det neonoplyste Chinatown.
I serien møder vi ‘Law & Order’-spoofet ‘Black & White’, hvor detektiverne Turner (Sullivan Jones) og Green (Lisa Gilroy) regerer som kålhøgne karikaturer – dårligt spillende pun-maskiner og altid ulideligt seje. Som prikken over i’et skifter lys, kamera og stemning, hver gang de træder ind på scenen, og universet forvandles til et karikeret detektivshow.
Turner og Green bemærker selvfølgelig ikke Willis’ bikarakter-vibes – han er jo bare endnu en anonym statist i baggrunden. I stedet opbygger Willis en forbindelse med detektiv Lana Lee (Chloe Bennet), der som ny i afdelingen og med asiatisk baggrund lynhurtigt bliver reduceret til rollen som Chinatown-ekspert og/eller detektiv-powerparrets sidekick.
I ‘Interior Chinatown’ er det de typiske bikarakterer, der stjæler spotlightet. Allerede tidligt i serien bliver det klart, at hvert afsnit graver dybt i de stereotype asiatiske roller, Hollywood elsker at genbruge. Willis når omkring hele paletten: Generic Asian Man, Delivery Guy, Tech Guy (men kun med briller på) og selvfølgelig Kung Fu Guy.
Komiker Jimmy O. Yang træder ganske overraskende ind i seriens forskellige roller med både dybde og charme. Han har tidligere spillet sterotype roller, som Jian-Yang med tung dialekt i ‘Silicon Valley’ og den excentrisk rigmand Bernard Tai i ‘Crazy Rich Asians’.
Serien leger skarpt med klichéerne, og selvom det er morsomt, er det også en syrlig kommentar til en branche, der stadig trives lidt for godt med at sætte folk i bås.
‘Interior Chinatown’ bygger på Charles Yus prisvindende roman, og man kan næsten høre siderne rasle, mens serien hopper ind og ud af sit eget manuskriptunivers.
Bogen, skrevet som en blanding af manuskript og meta-satire, blev hurtigt en darling i litterære kredse, og serien fanger tilsyneladende bogens skæve energi med en respektløs charme.
Her lever de stereotype roller videre, men serien vrider absurditeten op og bruger dem til at belyse problematikken. Den bekæmper ild med ild.
Med sine ti afsnit på cirka 45 minutter trækker serien visse steder sine koncepter en tand for langt ud. Den er sjov og idérig, men den konstante meta-satire og det hektiske tempo kan blive udmattende, og efterhånden når man et mætningspunkt.
Som serien nærmer sig sin afslutning, begynder den at miste sin gnist. Det, der i første halvdel virkede skarpt og engagerende, falmer, og bag facaden afsløres en grundfortælling, der ikke matcher seriens ambitiøse koncept.
Til sidst sidder man stopmæt som en metatekstuel foie gras-gås. Alligevel vidner gåsehuden om, at man endte med at blive bevæget. Bare en smule.
Kort sagt:
Den Disney+-aktuelle serie ‘Interior Chinatown’ er en småsyret meta-satire, hvor birollerne kræver rampelyset og giver Hollywoods stereotyper et los. Skarp og sjov – men de mange meta-lag kan godt give åndenød undervejs.
Anmeldt på baggrund af hele serien.