’Maria’: Angelina Jolie som verdensberømt sanger føles som en billedskøn byvandring med lip-sync

’Maria’: Angelina Jolie som verdensberømt sanger føles som en billedskøn byvandring med lip-sync
'Maria'. (Foto: Pablo Larraín/UIP)

Pablo Larraín har unægtelig et blødt punkt for legendariske damer.

Den chilenske instruktør står bag de vellykkede værker ’Jackie’ og ’Spencer’, hvor han med æstetisk og psykologisk tæft skildrede nogle af moderne tids store (og afdøde) kvindelige personligheder: Henholdsvis Jackie Kennedy efter hendes mands død og Prinsesse Diana over tre helvedesdage med kongefamilien.

Som et afsluttende værk, i hvad man kunne betragte som en biopic-trilogi, kommer nu fortællingen om den verdenskendte operamastodont Maria Callas, gestaltet af Angelina Jolie.

I ’Maria’ følger vi den 53-årige pensionerede kunstners allersidste dage og hendes øre- og hjerteskærende kamp for at genfinde sin stemme, så hun kan fremføre den ultimative svanesang.

Ja, præcis som de fleste operaer er dette et dramatisk værk om liv, død og den nådesløse tilværelses omvæltende tragedier – og præcis som de fleste operaer er dette en film med store kunstneriske armbevægelser.

Allerede fra første sekund ­– og med hjælp fra Ed Lachman langsomme kameraføring ­– drages man af ’Maria’s glimrende visualitet. Den er spækket med smukke montager af det celebre livs champagnetårne og gennemgribende besnærelse, og det er særligt frydefuldt at nyde den melankolske hovedkarakters lange spadsereture og portrættet af 70’ernes bourgeois Paris.

‘Maria’. (Foto: UIP)

Det – og den fuldstændig vidunderlige garderobe ­– er dog muligvis det eneste rigtigt gode at fremhæve ved melodramaet. For modsat sine filmiske storesøstre føles ’Maria’ ikke som en nuanceret og dybdegående skildring af en kompleks kvindefigur, men snarere som en virkelig smuk byvandring.

Jovist, filmen indeholder bestemt momenter, hvor det føles, som om man kommer ind under huden på den velklædte flanør. Sorgerne og glæderne ved rejsen fra nazistyrede gader i New York til underfulde La Scala opleves malerisk, når sangerinden – gennem biopic’ens yndlingsgreb: interviewformatet – skænker sin livsfortælling til en ung journalist (Kodi Smit-McPhee).

Eller er han overhovedet journalist?  Og er han overhovedet af kød og blod?

Nok ikke. I en lidt for udpenslet pointe deler han nemlig navn med titelrollens receptpligtige medicin mod sindsuro, Mandrax, og i selskab med ham bevæger den pilleslugende kunstner sig konstant ind og ud af den virkelige verden og en forestillet én.

Ulig trilogiens to tidligere og stærkere film benyttes der ikke effektfulde horrorelementer i ’Maria’, men snarere surrealistiske sekvenser til at skildre Callas’ indre spaltning i ganske fine sekvenser.

‘Maria’. (Foto: Pablo Larraín/UIP)

Desværre bliver skellet mellem den fysiske verden og de mange eskapistiske hallucinationer konstant påtalt, hvorved det ellers spændende grænseland mellem virkelighed og fantasi ikke udforskes eller forløses på tilfredsstillende vis.

Det samme gælder uheldigt nok i dramaets vigtige sangsekvenser. For uagtet, at vi her kan nyde den historisk korrekte supersopran (hvilket bestemt har en kuldegysefremkaldende kvalitet i sig selv), og uagtet at både instruktør og hovedrolleindehaver har haft fokus på ansigtsmuskulaturens fortællende og dirrende træk, føles det hele som en ikke så overbevisende lipsync-seance.

Angelina Jolie kaster ellers krop, hjerte og sommetider egen spæde sangstemme efter ’Maria’, men den tidligere Oscar-vinder formår ikke at indkapsle eller viderebringe den amerikansk-græske kunstners magnetisme. Hun viser dog glimtvis en særlig rørende skrøbelighed, og i nogle af filmens bedste scener er den store diva som et lille barn, der modtager omsorg fra sin husholderske, Bruna (Alba Rohrwacher), og sin butler, Ferruccio (Pierfrancesco Favino).

Angelina Jolie i ‘Maria’. (Foto: PR)

Og omsorg behøver hun. For tilbedelse har der været masser af, men ikke nødvendigvis nærende hengivenhed.

Ovenstående er et centralt tema, og kendis- og kvindelivets begrænsende skyggesider fremmales i særdeleshed i selskab med Marias store kærlighed, Aristoteles Onassis (Haluk Bilginer), og den damebedårende JFK (nok engang gestaltet af danske Caspar Philipson, der ligeledes indtog rollen i ’Jackie’).

Med tungsind leveres her en fin fortælling om en nattergals flugtforsøg fra besidderiske rigmænds ­– og et savlende publikums – indespærrende bure. Men desværre får hverken fugl eller film nogensinde ægte vind under vingerne.


Kort sagt:
Pablo Larraíns psykologiske melodrama om en verdensberømt operasangers både store og skrøbelige ego er som en billedskøn feberdrøm. Filmen når dog aldrig egne høje ambitioner – eller Maria Callas’ magnetiske toner.

’Maria’. Spillefilm. Instruktion: Pablo Larraín. Medvirkende: Angelina Jolie, Pierfrancesco Favino, Valeria Golino, Alba Rohrwacher, Kodi Smit-McPhee, Haluk Bilginer, Casper Phillipson, Spilletid: 124 minutter. Premiere: I biografen 30. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af