’Prime Target’: Thrillerserie med Leo Woodall og Sidse Babett Knudsen spreder en tynd idé ud over syv lange timer

Jeg var så forberedt på at elske ’Prime Target’. Leo Woodall var skøn i ’One Day’, og præmissen lød som ’Da Vinci Mysteriet’, hvis den var skrevet af Pythagoras.
Men så gik serien i gang. Eller rettere: Så prøvede serien at gå i gang. For det er immervæk en kraftanstrengelse at nå hen til noget, der minder om et plot.
Woodall spiller Edward Brooks, et akavet, misforstået geni, der er på tærsklen til en matematisk opdagelse, der vil ændre verden for evigt (noget med et mønster i primtal, der kan hacke enhver form for cybersecurity – det er alt, hvad min gymnasiematematik gjorde mig i stand til at forstå).
Men inden han når at knække koden, dukker den mystiske Taylah op for at advare ham om, at der farlige mennesker på sporet af ham, og hvis de får fingrene i ham – og hans opdagelse in spe – vil det få katastrofale konsekvenser.

Man skulle måske tro, at ovenstående er en beskrivelse af seriens første afsnit, og det ville da også have været en ret spændende og hæsblæsende start på den her talthriller. Men nej, vi skal helt hen til tredje episode, før noget, der så meget som minder om et plot, kickstarter, og det er først i episode fem, at det bliver – lad os være lidt søde – spændende.
Seriens største problem er, at den har taget det, der i bund og grund er en filmidé, og spredt den ud over otte næsten timelange afsnit. Som Bilbo så fint formulerede det: »Thin, sort of stretched, like butter scraped over too much bread«.
Og så har den tilføjet en masse fuldkommen ligegyldige karakterer, som jeg kunne nævne i flæng, men lad mig bare tage de tre første, der lige falder mig ind: Eds college-ven, der bidrager til hverken plot- eller karakterudvikling, Taylahs nye kollega, der dukker op i første episode og har replikker og et navn og alt muligt, men hvis formål det simpelthen ikke lykkedes mig at gennemskue, og Sidste Babett Knudsens Professor Andreas kollega Charan, som hun af uransagelige årsager sender til en udgravning i Baghdad i stedet for selv at tage afsted (hvilket hun så alligevel gør lidt senere).
I sidste ende bliver det bare kedeligt. Mysteriet er simpelthen ikke spændende nok eller originalt nok – en hemmelig algoritme, der kan bryde ind i alverdens computere, lyder som en skrottet ide til den 50. Bourne-bog. Det krævede uanede mængder af selvbeherskelse ikke at second-screene mig vej igennem alle otte episoder.

Det hjalp heller ikke, at dialogen indeholdt tåbelige floskler såsom det her guldkorn: »We all have choices. What I’ve learned is, it’s the ones we make that define us«.
No. Shit.
Woodall gør det fint i hovedrollen, men det er på ingen måde en præstation, der vil gå over i historien. Han spiller sin rolles særhed på en lidt finurlig måde, som om han konstant er en smule søvnig, og det er svært rigtigt at komme ind under huden på ham og heppe ham i mål. Heldigvis besidder han også en ret kærkommen puppydog-charme, som hjælper ham godt på vej.
Sidste Babett Knudsen er måske det bedste, serien har at byde på (hvilket kan lyde ekstremt dansker-biased, men den er altså god nok), da hun bringer noget naturlighed og jordnærhed til en ellers ret karikeret serie med nogle ellers ret karikerede figurer.
Kort sagt:
’Prime Target’ er en alt for lang popcornthriller, der skulle have været en strømlinet b-film i biografen i stedet. Når den omsider kommer i gang, er den underholdende nok, men havde det ikke været for denne anmeldelse, var jeg nok aldrig nået så langt.