»Er film ikke blevet længere?« spurgte Soundvenue-kollega Johanne Lerhard over frokostbordet forleden, og svaret måtte samstemmende lyde: Det føles i hvert fald sådan.
Formelt set er den slags svært at måle entydigt og overbevisende, for hvor mange og hvilke film skal man måle på? Men da Soundvenue-skribent Mikkel Medom gjorde forsøget i 2023, lød hans konklusion, at de mest populære film i hvert fald var steget fra 121 minutter i 00’erne til 129 minutter i 2020’erne.
I sidste års Oscar-felt vandt tre timer lange ’Oppenheimer’ Bedste Film-prisen foran blandt andet tre en halv time lange ’Killers of the Flower Moon’, og i år er tre en halv time lange ’The Brutalist’ en af favoritterne i et felt også bestående af to halve film, der varer over to en halv time hver (’Dune: Del 2’ og ’Wicked’, del 1).
Selv en komedie som ’Anora’ og en horrorfilm som ’The Substance’ er to timer og 20 minutter, og det er måske den største forskel fra før til nu: Også genrefilm, man tidligere forbandt med skarpe halvanden time, er begyndt at flirte intenst med to timers-grænsen. Netflix’ juleferiehit ’Carry On’ var 119 minutter. Den burde have været 90 minutter, skrev vores anmelder. ’Mufasa: The Lion King’ var ligeledes et minut under to timer. Den originale ’Løvernes konge’ var to minutter under halvanden.
Årsagerne bag dette tidsskred er flere, heriblandt den digitale teknologi (man er ikke længere begrænset af de besværlige og dyre filmruller hverken på optagelser eller i distributionen), streamingtjenesternes indtog og færre magtfulde superproducere a la Harvey Weinstein, der skånselsløst svinger kniven over for de magtfulde skuespil- og instruktørstjerner.
Den lange spilletid kan samtidig også hjælpe film til at opnå status som events, som man bare må og skal opleve i biografen – som med James Camerons alenlange ’Avatar’-film og historiens klassiske eposser fra ’Lawrence of Arabia’ til ’Ringenes herre’ i tidligere årtier.
Men der er også en slagside. Biografen bevæger sig i hastige skridt fra hyppig hverdagsaktivitet til sporadisk kulturoplevelse på linje med at gå i teateret eller til koncert. Og det skyldes nok blandt andet, at det både er en dyr og tidskrævende fornøjelse.
I dag kan man roligt regne med, at biografturen varer i omegnen af tre timer, inklusive mindst 20 minutters reklame- og trailerblok. Plus transport, selvfølgelig. Mon ikke mange føler, det bliver for uoverskueligt en hverdagsaften, hvor man skal tidligt op dagen efter?
Det er sådan med film, at 80 minutter kan føles for langt, og fire timer kan føles for kort. Men lige i disse uger minder tre fantastiske biografoplevelser os om, hvor velsignet det er, når film virkelig kender deres besøgelsestid og rummer en stor historie på ganske lidt tid.
Alle tre forstår, at less is more, og at mange af de bedste fortællinger ikke efterlader én så stopmæt, at man er ved at kaste op, men sulten efter mere. En sult, der får filmen til at leve videre i hovedet, forvandlet til tanker, refleksion og måske endda et savn – et savn efter at opleve filmen og dens karakterer igen.
Sådan er det med denne trio:
1. ‘A Real Pain’ – 90 minutter
Roadtripgenren egner sig perfekt til en koncis fortælling, og Jesse Eisenberg får det yderste og ypperste ud af sin historie om to meget forskellige fætre, der rejser på Auschwitz-ferie på deres afdøde jødiske bedstemors ønske.
Eisenberg spiller selv den ordentlige og (små)borgerlige familiefar David, mens Kieran Culkin er den charmerende, uforudsigelige og umiddelbare fætter Benji, og filmen iscenesætter deres forhold og dynamik, så man hele tiden får pirret sin nysgerrighed.
Dialogen er knivskarp og sjov, og den lille historie – og deres interaktioner med de andre i tour-gruppen – rummer vægtige tematikker om traumer, skyld og eksistentiel smerte.
Havde filmen varet længere, var man muligvis blevet træt af de i vid udstrækning irriterende karakterer, men filmen økonomiserer og doserer følelserne, så man i stedet både griner af og græder med dem.
Når man forlader Benji i et slående slutbillede, er man slet ikke færdig med ham. Filmen og figurerne arbejder videre i én. Dét er fintfølende fortællekunst.
Kan ses i biografen
2. ‘Elskling’ – 101 minutter
Kan man skildre et mangeårigt parforhold på kun en time og 41 minutter?
Det kan spillefilmdebutanten Ilja Ingolfsdottir med sin overvældende præcise norske film ’Elskling’, der rammer og rummer forholdet mellem Maria og Sigmund sjældent nuanceret og genkendeligt.
Tonen læner sig op af Joachim Triers’ ’Verdens værste menneske’ (og det er da også denne films producere, der er inde over), men Ingolfsdottir går endnu dybere i friktionerne, der opstår, når to mennesker – med både fælles og egne børn og fælles og egne ambitioner – støder sammen i mikrokonflikter med afgrundsdybe lag.
Genistregen er, at filmen fortæller denne større historie om et forhold med konkret afsæt i bruddet og alle de specifikke situationer omkring det – men derfra spinder ud til små glimt af parrets historie fra deres første møde.
Også her føler man, at man oplever hele og afrundede mennesker, selvom man ikke får alt at vide – resten må man jo tænke sig til og spejle ind i sit eget liv, hvilket man uvægerligt gør.
Hvis du tog din bedste ven, søskende eller fætter med til ’A Real Pain’, kan du tage din partner med til ’Elskling’. Hvis du tør.
Biografpremiere på torsdag
3. ‘Dahomey’ – 68 minutter
Kolonihistoriens både symbolske og meget konkrete konsekvenser iscenesættes tankevækkende og opfindsomt i Mati Diops dokumentar ’Dahomey’, der vandt Guldbjørnen på Berlin-festivalen sidste år.
Udgangspunktet er, hvordan 26 kunstværker, som blev stjålet af den franske kolonimagt i 1892, afleveres tilbage fra Paris til Benin efter 130 år.
Og én af statuerne – værk nr. 26 – fortæller sin historie i en forvrænget poetisk voiceover, der giver et særligt mystisk lag til den ellers nøgternt registrerende historie, som både følger værkets indtog i det kongelige palads i Benin og en stærk nuanceret borgerdiskussion af afrikansk identitet og kolonihistorie, som rent faktisk gør én klogere.
Rulleteksterne fraregnet varer filmen en time og et par minutter, og den skulle nok heller ikke vare længere, før man ville begynde at rykke sig utålmodigt i sædet. Men i netop denne længde er man lige dele fascineret, hypnotiseret og oplyst.
Kan ses i biografen.