‘Mr. K’: Tung Kafka-efterligning kan ikke hamle op med sine surrealistiske forbilleder
Biografaktuelle ’Mr. K.’ skilter klart og tydeligt med sine inspirationskilder.
Titlen på den engelsksprogede, europæiske co-produktion refererer uden tvivl til hovedpersonerne i Franz Kafkas omtrent 100 år gamle romanklassikere ’Slottet’ og ’Processen’, der hedder henholdsvis Josef K. og K.
De surrealistiske limbofortællinger om desperate karakterer fanget i bureaukratiets fremmedgørende og uforståelige system har som bekendt lagt grund for selve adjektivet kafkask.
Romanerne er blevet filmatiseret af mestrene Michael Haneke (’Das Schloß’, 1992) og Orson Welles (’The Trial’, 1962) og har ydermere inspireret Hollywood-auteurs som Charlie Kaufman, Terry Gilliam, David Lynch og Coen-brødrene. Og nu også norsk-hollandske Tallulah Hazekamp Schwab, der har skrevet og instrueret ’Mr. K’.
Med sin anden spillefilm udfolder hun arketypen på en kafkask fortælling. Her bruger en sølle tryllekunstner stort set hele filmens spilletid på febrilsk at lede efter vejen ud af et gammelt, mystisk og foranderligt hotel, hvor han egentlig kun havde tænkt sig tilbringe en enkelt overnatning.
Den titulære hovedrolle indtages af den garvede amerikanske karakterskuespiller Crispin Glover, der nok er mest kendt for sine roller før årtusindeskiftet i film som ’Tilbage til fremtiden’ (1985), ’River’s Edge’ (1986), ’Wild at Heart’ (1990) og ’What’s Eating Gilbert Grape?’ (1993).
Hr. K får sig hurtigt en overordentlig forskrækkelse, da han tjekker ind på hotellet. En langlemmet mand har nemlig gemt sig (dårligt) under sengen, og en stuepige befinder sig i klædeskabet. De to fremmede trisser ordløst ud af værelset, og herfra bliver det kun meget mærkeligt.
På sin vej rundt i hotellets utallige gange med løst, mørkegrønt tapet støder tryllekunstneren på en lang række mere eller mindre skæve karakterer og situationer. Han ender for eksempel som en del af brigaden i et fransk køkken, der udelukkende tilbereder æg. Her formår han ufrivilligt at stige hurtigt i graderne og at indgå en kortvarig affære med chefkokkens datter.
Med tiden opdager K, at hotellet tilsyneladende skrumper. Han sætter sig for at finde en løsning og træde ind i den frelserrolle, nogle af beboerne allerede har placeret ham i.
Schwab skildrer det labyrintiske hotel gennem en stilsikker billedside med elegant kameraføring, der afholder sig fra håndholdte rysteture. Den organiske bygnings mange lyde dominerer også i det gennemførte lyddesign, der løbende runger og knirker omkring sine gæster.
’Mr. K’ har enkelte bizarre højdepunkter, særligt en meget kropslig slutscene, som ikke skal afsløres her. Alligevel savnede jeg endnu flere vanvidsscener og overvældende visuelle idéer som stimulans til den retningsløse fortælling.
Min interesse dalede derfor i filmens sidste tredjedel, hvor Schwab har valgt at skrue ned for tempoet i stedet for at bygge effektivt op til det store klimaks. Her følger vi i lang tid hovedpersonen lægge en kortlægningsplan, som vi ikke indvies tilstrækkeligt i, mens han småskændes med sit efterhånden store følge.
’Mr. K’ kommer ellers med nogle vedkommende og aktuelle pointer om menneskehedens manglende evne til at rykke i fællesskab og skabe egentlig forandring.
»Alle mennesker er et univers i dem selv. De flyder rundt i evigt mørke«, lyder hovedpersonens første replik, der afspejler de fleste af filmens karakterer. De vil generelt hellere blive i ulyksalighed og ensomhed end forsøge at vælte det system, der holder dem nede. De tumler rundt i mørket i stedet for at søge mod lyset.
Desværre er den rammende allegori ikke nok til at løfte den tunge filmoplevelse.
Kort sagt:
Det er en svær kunst at holde gang i publikums engagement med en kafkask fortælling, der netop dyrker gentagelse og tomgang. En kunst, som den nye film ’Mr. K’ ikke lykkes med.