’The Gorge’: Superstjernerne Miles Teller og Anya Taylor-Joy redder charmerende actionbrag ud af klichéernes kløer
Der bliver givet vidunderligt lidt information i begyndelsen af den underholdende actionthriller ’The Gorge’.
Det eneste, vi og den toptrænede amerikanske krigsveteran Levi (Miles Teller) ved, er, at han efter en kort jobsamtale med en sammenbidt, anonym militærkommandør (Sigourney Weaver) har fået en hætte ned over hovedet. Nu er han på vej med helikopter til en tophemmelig lokation på den nordlige halvkugle.
Her befinder sig en lang, tågedækket kløft omgivet af et smukt bjerglandskab, med høje graner og et brusende vandfald. Det svært at forestille sig, hvorfor to ekstremt veludrustede vagttårne på hver sin side af sprækken må holde skarpt opsyn med dybet, dag og nat.
Siden en mærkelig naturkatastrofe skabte tågen for snart et århundrede siden, har en vestlig og en østlig supersoldat haft til opgave at bemande et tårn hver i et år. Og nu er det Levis og en kvindelig, litauisk snipers tur.
Uden nogen form for kommunikation med hinanden skal de på hver sin side tjekke pigtråd og landminer samt genopfylde tomme magasiner i store automatgevær, der peger ned i afgrunden kaldet The Gorge.
Der går dog ikke længe, før Levi og kvinden på den anden side med navnet Drasa (Anya Taylor-Joy) falder i snak på tværs af kløften. Alt imens tager skrigene fra afgrunden mellem dem til. Og en skæbnesvanger nat begynder noget rallende og blodtørstigt at bevæge sig op ad de barske klippesider.
At instruktør Scott Derrickson (manden bag ’Sinister’ og ’Doctor Strange’) holder sig i skindet i godt 20 minutter, før han lader helvedet bryde løs, må siges at være det mest elegante og unikke ved ’The Gorge’.
Snart laver it girl’en Anya Taylor-Joy og ’Top Gun: Maverick’-sexsymbolet Miles Teller nemlig ikke andet end at levere tæsketunge, uelegante ekspositionsreplikker, flirte, så vandet driver, og skyde onde monstres hoveder til mos.
Det er totalt for meget. Men takket være kemien mellem de unge stjerner, er deres vilde eskapader alligevel lige akkurat fornøjelige og charmerende nok til, at ’The Gorge’ holder sig på linen og ikke styrter i dybet som en fiasko.
Taylor-Joy er kendt for at kunne tale flere forskellige sprog. Drasas litauiske udtale sidder dog ikke helt i skabet – det lyder mere som genbrug af den overdrevne russiske accent, som skuespilleren også brugte i floppet ’The New Mutants’.
Hun og Teller (som også er producent på actionbraget) gør det ellers overbevisende som elitesoldater. Musklerne arbejder og spændes, og i intense nærkampe er det tydeligt, at de har styr på deres stuntarbejde.
Samtidig er Levi og Drasas uundgåelige, klichéfyldte romance så sexet, at det er lige før, mundvandet begynder at løbe. For trods de faretruende monstre og afstanden mellem dem går der ikke længe, før de opfindsomme soldater bliver venner på tværs af kløften. Og en ekstremt veltrænet Miles Teller smider sin trøje (igen!). Der går komplet rom-com i den når de, udstyret med kikkerter, toucher og skriveblokke, gør, hvad de kan, for at komme tættere på hinanden.
Når Drasa banker Levi i skak, og han til gengæld tager revanche med en flot trommesolo på en bunke potter og pander, som hun ikke kan matche, er det svært ikke at få et smørret smil på læben. De bedårende forsøg på at flirte er naturligvis samtidig hilsner til Tellers gennembrud i jazz-mareridtet ’Whiplash’ og Taylor-Joys corona-hit ’Dronningegambit’.
Samtidig slapper man så meget af med deres akavede bejleri, at skæmmeeffekten stiger et nøk, når Scott Derrickson igen fører os tilbage på sporet om mysteriet i kløften.
Problematikken i ’The Gorge’ afsløres hurtigt som ren økohorror. Menneskeheden har – selv om den ikke burde! – leget Gud med naturen. Som det så ofte går på film, når vi blander os i jordklodens urkræfter, får vi tifold retur, for hvad end skade vi har gjort.
Tænk ’Annihilation’ tilsat træsvampe-zombier a la ’The Last of Us’ med en god sjat ’Stranger Things’ oven i hatten.
’The Gorge’ har dog ikke tid til at dvæle ved moralen om at lade naturen stå. For giver man først Levi og Drasa en stor gun i hånden, kommer der så megen fart over feltet og smadder på menuen, at undersøgelsen af spændinger mellem menneskeheden og naturen ikke får et ben til jorden.
Det gør absolut ikke noget at de to hovedpersoner brænder træer af med kæmpe ildkanoner først og stiller spørgsmål bagefter. For ville man se, hvordan menneske og natur kan arbejde smukt sammen i harmoni, kunne man bare have sat ’Befri Willy’ på.
Kort sagt:
To soldater bekæmper monstre i et mystisk dyb i ’The Gorge’, som styrer mod afgrunden af klichéer og fjollede påfund, men alligevel, takket være de to unge superstjerner i front, lykkes med at holde sig på linen.