‘Running Point’: Netflix’ platte girlboss-fortælling lefler for laveste fællesnævner
Mindy Kaling har turneret adskillige store komediehits gennem årene, ikke mindst de charmerende ’The Mindy Project’ og ‘Never Have I Ever’, båret af skarpe replikker, frustrerende relaterbare karakterer og en varm og indbydende atmosfære.
Helt så vellykket er hendes seneste projekt, Netflix-serien ‘Running Point’, som hun skabte med Elaine Ko, Ike Barinholz og David Stassen, desværre ikke.
Komedieserien begynder, da den tidligere partypige Isla Gordon (Kate Hudson) får den ultimative forfremmelse.
Gordon-familien ejer det fiktive basketballhold The Los Angeles Waves, og som den eneste kvinde i en søskendeflok på fire er hun parkeret i en symbolsk stilling i holdets velgørenhedsafdeling, hvor hun ikke kan gøre skade.
Men da storebror Cam (Justin Theroux), som er præsident for The Waves, i en crackrus kører galt og tvinges i rehab, bliver hun til alles store overraskelse udvalgt som overhovedet for familiens imperium.
En opgave, hun som kvinde må tage ekstra alvorligt, fortæller hendes stabschef Ali (Brenda Song). For fejler hun bare en lille smule, vil det reflektere negativt tilbage på alle forretningskvinder i al fremtid. No pressure.
Og der er rigeligt med faldgruber, mens hun forsøger at genoplive det skrantende basket-hold. Som den tidligere stjernespiller Travis Bugg (Chet Hanks i en for det meste sjov white boy summer-svanesang), der ikke længere præsterer og hellere vil fokusere på sin karriere som rapper. Eller da holdets hovedsponsor pludselig trækker finansieringen tilbage, da de som kristent madrasfirma ikke vil identificeres med hendes partygirl-image.
Islas nedture og triumfer sælges som en fortælling om en stivnakket girlboss, der tager tyren ved hornene og bryder det sagnomspundne glasloft. Men en i forvejen enormt rig og enormt ukvalificeret kvinde, som får en højprofileret lederstilling gennem sine familieforbindelser, føles mindre charmerende og empowering. Det sender snarere tankerne i retning af dit livs værste chef.
Hendes totale mangel på et relevant cv kunne tilgives, hvis man bare kunne holde en lille smule af hende. Men romcom-dronningen Kate Hudson får for lidt at arbejde med i rollen som Isla, hvis definerende karaktertræk er, at hun 1. Råber meget og 2. Nok burde booke et synstjek.
Hun slår sig talrige gange på skuffen i sit skrivebord, får sine øjenvipper fanget i sin øjenvippebukker (?) og går ind i glasdøre. Første gang er det lidt sjovt at se Hudson råbe »Den er for ren!«, mens hun stavrer væk fra den skyldige dør. Tredje gang knap så meget. Og de platte falde-på-halen-øjeblikke gør Isla til en omvandrende tegneseriefigur.
Meget bedre går det ikke med hendes højre hånd, stabschefen Ali, der i en fordummende leflen for laveste fællesnævner er defineret af, at hun (gisp!) bander meget.
Seriens bedste øjeblikke opstår i stedet mellem Isla og de to resterende brødre, den firkantede finanstype Sandy (Drew Tarver) og den kaotiske og følsomme Ness (Scott MacArthur). Deres interne magtkamp når aldrig ’Succession’-højder, men de skarpe og hurtigt leverede replikker holder en perfekt balancegang, hvor hver scene kan slutte i et kram eller en slåskamp.
I flere rørende scener bevæger de sig frem mod en fælles erkendelse af, at deres afdøde fars intense opdragelse unødigt har vendt dem mod hinanden. Som da Sandy indrømmer at have skjult sin kæreste for sine søskende i et helt år, fordi han skammer sig over kærestens virke som hundefrisør.
Familiedynamikken bliver endnu mere seværdig, da søskendeflokken finder ud af, at deres afdøde far var lidt for glad for familiens mexicansk-amerikanske rengøringsdame. Det femte Gordon-barn bliver et charmerende indspark, der tilføjer liv til serien som en outsider, der ikke er vant til deres velstand eller dysfunktionelle måde at omgås hinanden på.
Særligt hans blomstrende broderskab til Ness er et absolut højdepunkt. Kontrasten mellem Scott MacArthurs mandede udseende og Ness’ overraskende åbensindede og følsomme personlighed er konstant underholdende, som da han i et fejlslagent, men meget oprigtigt forsøg på at forstå det nye familiemedlem, installerer Duolingo.
Den forfriskende omvæltning af den belastede Gordon-familiedynamik er desværre ikke nok til at redde en serie, der alt for ofte fallerer til det nemme og platte.
Kort sagt:
Sportskomedieserien ’Running Point’ vil gerne være en empowering og humoristisk fortælling om at overkomme sexisme i familien og på arbejdspladsen, men kan ikke modstå fristelsen til at lefle for laveste fællesnævner.
Anmeldt på baggrund af otte afsnit.