‘And Just Like That…’ sæson 3: Jeg har heppet og hatewatchet, men nu er der kun rendyrket had tilbage
»Jeg har opdaget glæden ved hatewatching!«, udbryder Miranda henrykt i sæson 3 af ‘Sex and the City’-spinoffet, hvor den engang så opdaterede sladderbladsgnaskende dame opdager magien ved reality-tv.
Fra serieskabernes side kan det ikke være andet end et lille memebaitende ‘fuck jer’ til alle de seere, der trofast har svinet serien til fra første færd, men tilsyneladende også set det nok til, at miseren ved navn ‘And Just Like That…’ kan fortsætte.
I denne ombæring fremstår serien dog så åndsbollet, at der simpelthen ikke er noget tilbage at nyde ved den.
Jeg forsvarede sæson 1, der hurtigt blev affejet som en hjerteløs genoplivning, men i mine øjne var et herligt, selvbevidst spektakel med dødsfald og bizarre orgasmer.
Anden sæson gled lige akkurat ned, men det var meget tydeligt, at ‘And Just Like That‘…’ havde hengivet sig til at være tidsfordriv for fans, der blev fodret krummer af fordums tæft centreret om ligegyldigheder som Carries pinlige forsøg på at bruge en iPhone, Mirandas pinlige kattebakke-date og Charlottes generelt pinlige tilstedeværelse som en tegneseriefigur, hvis følelser man ikke kunne tage alvorligt, selv hvis hun kunne udtrykke dem.
Nu er sæson 3 landet, og selvom vi er to skodkarakterer nede (farvel Che, farvel Dr. Nya Wallace), fatter jeg stadig mindre end nogensinde, hvad serien har gang i. For første gang kan jeg dog ærligt sige, at jeg desværre også er ligeglad.
Som dedikeret student af ‘And Just Like That‘s vanvidsbedrift af et popkulturelt fænomen med et næsten ufortjent dedikeret og mangefacetteret memeliv, siger jeg op. Denne gang har serien præsteret en handling så tylskørttynd, at ‘Sex and the City the Movie’ næsten fremstår som Bergman til sammenligning.
Den evigt analogliderlige Carrie er flyttet ind i sin nye villa på Manhattan, hvis historiske vingesus inspirerer hende til at skrive en historisk kærlighedsroman. Hun læser papiravis og kommunikerer med genfundne Aidan i Virginia på postkort uden tekst, når hun altså ikke dikterer sine sms’er til Siri med tegnsætning og det hele.
Romantikken bliver dog afbrudt, da haven er inficeret med rotter, og den ellers følelsesmæssigt intelligente mand pludselig er en laggende telefonsexelsker og ovenikøbet også en lang umulighed af dumme emojier. Thumbs down til behovet for at trække Aidan gennem sølet endnu en gang.
Som blev den udspyet på lydbesked, er der stadig noget forpustet over al dialogen, der dog kun stjæler fokus fra handlingstråde, som alligevel er så godt som umulige at engagere sig i.
Charlottes hund Richard Burton bliver falsk anklaget og cancelled for at bide nede i parken. Klipperen på LTWs dokumentar om glemte sorte kvinder bliver headhuntet af Steve McQueen, hvilket gør hende rasende. Seema og Carrie bruger næsten et helt afsnit på at få fat i noget fried chicken, der ender med en gang mistænkelig KFC-product placement.
Der er også nogle af historierne, der er marginalt mindre dumme. Miranda har et engangsknald med en nonne spillet af Rosie O’Donnell, fordi de er de sidste gamle damer tilbage på den lesbiske bar. Men moralen lader til at være, at lige meget hvor gammel og kikset du føler dig, er der altid nogle andre, der er værre end dig, som du kan skamme dig over at knalde.
Det giver efterhånden ikke mening at kritisere ‘And Just Like That…’ for at være urealistisk eller tonedøv, for det har været dens kiksede charme hele tiden. Alle spor af kant er dog nu slebet væk, og det udmønter sig til en serieoplevelse lige så tilfredsstillende som at klø sig med et plysdyr.
Jeg har elsket at dedikere timer, tanker og samtaler til ‘Sex and the City’-karaktererne, siden før jeg helt forstod, hvad sex overhovedet var. Nu håber jeg næsten, de kvæles i den made to order-guacamole, en tjener i et afsnit tilbereder for dem fra en vogn ved bordet – en fjollet restauranttrend, der i seriens gode gamle dage i øvrigt var blevet gjort tykt grin med.
Kort sagt:
Jeg har heppet, jeg har hatewatchet, og nu har jeg kun rendyrket had til overs for ‘…And Just Like That’.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.