‘Echo Valley’: Sydney Sweeney og Julianne Moores sammenspil er de mange komplicerede plottwists værd i medrivende thriller
Fandtes der en pris for årets filmmor, måtte den gå til Julianne Moore i ‘Echo Valley’.
Da Claire (Sydney Sweeney) efter længere tids fravær og et langvarigt destruktivt stofmisbrug en dag dukker op på Kates (Moore) dørtrin, modtager moren datteren med åbne arme.
Og datteren kommer sent hjem med sin (eks)kærestes blod på tøjet og et ikke-metaforisk lig i lasten, træffer Kate en hurtig beslutning:
No body, no crime.
Den Apple TV+-aktuelle film er instrueret af Michael Pearce. Han har tidligere stået bag det genreblandende psykologiske sci-fi-drama ‘Encounter’, hvor en mand forsøger at redde sine børn fra en alien invasion – eller er det bare noget, han tror?
På samme måde er ‘Echo Valley’ konstant medrivende med en struktur, der hele tiden sår tvivl om, hvad der virkelig foregik den skæbnesvangre aften.
Manuskriptforfatteren bag ’Mare of Easttown’ Brad Ingelsby ryster nemlig plot-posen flere gange, mens Kate (og publikum) tvivler på, om hun gjorde det rigtige ved at dække over sin datters forbrydelse. Som da Domhnall Gleeson i en sjældent uhyggelig rolle som den skumle narkobaron Jackie dukker op med ny information om mordet.
Den konstante tvivl om Claires egentlige motiver er spændende, men de mange twists når aldrig helt at bundfælde sig, før man skal forholde sig til en ny udvikling.
Når Kate ikke er ved at dække over et mord, forsøger hun at holde sin rideskole økonomisk oven vande – primært med penge, hun får fra sin eksmand. Hun er i sorg over tabet af sin kone og lytter til hendes gamle telefonsvarerbeskeder i sine (Apple!) airpods, mens hun muger ud i stalden og reparerer hegn.
Det beviser for det første, at ingen krimi er immun over for den træge dead wife-hjemmevideo-trope, hvor den afdøde ikke tjener andet formål, end at vores hovedperson skal have noget, hun kan gå og være ked af.
Det beviser heldigvis også, at Julianne Moore kan løfte selv de trætteste krimiklichéer til et højere niveau. Som Kate balancerer hun på en knivsæg mellem lammelse og livstræthed og handlekraftig ‘Taken’-energi.
Hendes præstation gør det nemt at forstå, hvorfor Kate er villig til at gå så langt (og ignorere nogle rimeligt skumle bekendtskaber) for sin utilregnelige datter. Deres komplicerede forhold ville i hænderne på en mindre sofistikeret skuespiller falde helt til jorden.
Hun er særligt fantastisk i sammenspil med Sydney Sweeney, som har taget en pause fra at sælge sæbe af eget badevand for at minde os alle om, at hun faktisk er en mageløs skuespiller.
Claires teenage-agtige surmulen og sukkersøde smil gør hende til en elskværdig og genkendelig karakter, på godt og ondt. Sweeney får lovlig lidt skærmtid, men hun er enestående intens og nuanceret i hver en scene, hun får.
Som da hun i ren desperation slår, sparker og skriger af sin mor, mens hun truer med at kidnappe familiens højtelskede hund og lade den sulte ihjel, hvis hun ikke får en slat penge.
Med blot én så rystende og hjerteskærende scene kan man tilgive selv de mærkeligste plottwists.
Kort sagt:
Krimithrilleren ‘Echo Valley’ kløjes i sine mange twists, men brillerer med Julianne Moore og Sydney Sweeney som suveræn (og kompliceret) mor/datter-duo.