’Bob Trevino Likes It’: Velment dramedy med ’Euphoria’-stjerne får tænderne til at hvine
25-årige Lily er ensom, men ukuelig.
Hendes far Robert Trevino (French Stewart) afbryder kontakten med hende, fordi hun ikke dur til at være en slags wing woman, som han kan bruge på sine dates med hotte ældre kvinder. Så hvad gør man, når ingen liker ens Facebook-opslag, kæresten har slået op, ens mor er udvandret for længst, og ens far, som det fremgår, er et narcissistisk kæmpesvin?
Lily bliver spillet med hjerte, troskyldighed og munterhed-på-trods af Barbie Ferrara fra ’Euphoria’ og ’Unpregnant’. Hun kommer til at sende en Facebook-venneanmodning til en person i en anden delstat med det samme navn som sin far. Det viser sig, at den anden Bob Trevino er en go’ fyr, som liker alle, som i alle hendes opslag med sekunders responstid.
Bob Trevino (John Leguizamo) er en bygningskonstruktør omkring de 50 år, der gemmer sig på sit arbejde efter tabet af et barn. Konen har kastet sig over konkurrencer udi scrap-bøger, og den bundhæderlige mexicaner fører et resigneret liv uden venner og arbejder alt for meget, på trods af at han har en douchebag-kompagnon.
Bob og Lily bliver venner trods aldersforskellen på omkring 25 år, og Bob bliver en slags surrogatfar, der eksempelvis kommer og hjælper med at fikse et ødelagt toilet.
En sådan ukunstlet og velspillet indie-dramedy om et platonisk forhold mellem en yngre kvinde og en immigrant kan jeg godt forstå, man har haft lyst til at se i et dybt polariseret USA, hvor filmen da også har vundet flere amerikanske festivalpriser i 2024. Det er da også befriende at se en relation mellem en yngre kvinde og en ældre mand, uden at det skal ende i romantik, som vi kender det fra alt fra ’Manhattan’ til ’As Good as It Gets’
’Bob Trevino Likes It’ er desværre i fare for at blive for sentimental, for ufarlig og for retlinet, og komedie-momenterne rammer aldrig rigtig tyreøjet. En psykolog bryder grædende sammen, mens Lily opruller sin triste livshistorie.
Det lød i referatet som en scene, der kalder på sørgmodig latter, men filmen får aldrig humoren til at bruse tilstrækkeligt. Det er problematisk for filmen, at den biologiske far, det dumme røvhul, faktisk i nogen grad stjæler filmen med sin uhørte optræden i den lille håndfuld scener, han optræder i.
Robert Trevino møder på et tidspunkt op til en genforeningskaffe med sin datter. Med sig har han en bunke krøllede noter: Her har han opgjort alle udgifter, Lily har påført ham, helt tilbage til babymad, og han nævner i samme ombæring, at Lilys biologiske mor havde lovet ham, at hun spiste P-piller, inden de blev gravide.
Formålet med genforeningskaffen er slet ikke genforening, men at slå Lily for nogle penge, selvom hun lever som handicapmedhjælper og er uden uddannelse eller sundhedsforsikring. Nå ja, faren har også klippet Lily ud af alle sine familiebilleder, fordi det på et tidspunkt var ubekvemt for hans dating-liv, at hun figurerede i hans fortid.
Som en modsætning til denne rædsel har vi Bob Trevino, der tager Lily ud at kigge på meteorer under åben nattehimmel. De besøger også en hundekennel og aer hvalpe i scener, som er sødladne og troskyldige uden en strejf af ironi. Slutningen, der indeholder scrap-bøger og gruppekram, skal ikke spoiles. Men den fik mine tænder til at hvine og vil få enhver med en livsnødvendig trevl af kynisme i kroppen til at kigge efter biografens exit-skilt.
Instruktør Tracie Laymon har baseret Bob-figuren på en lignende historie fra sit eget liv, om en Bob Trevino, som hun også mødte via Facebook, og som også blev en støtte i en svær tid, hvor familien svigtede.
Denne afsløring, som kommer til sidst, giver naturligvis filmen et lille emotionelt puf i hjertet. Ikke desto mindre synes jeg, ’Bob Trevino Likes It’ er for tuttenuttet og renskuret, når altså den gennemført skrækkelige far ikke er på skærmen.
Kort sagt:
’Bob Trevino Likes It’ er en godhjertet indie-dramedy om at finde sin sande familie, når den biologiske er røv og nøgler. Det er unægtelig velment, men der er noget renskuret og overdrevet troskyldigt over store dele af fortællingen, som gør, at jeg slet ikke blev tilstrækkelig berørt af den sukkersøde tåreperser-finale.