’Vermiglio’: Billedsiden i biografaktuel film må være blandt årets smukkeste
Den italienske instruktør Maura Delpero har kun lavet to spillefilm, men hun har allerede markeret sig som en væsentlig ny stemme i europæisk film med talrige internationale priser i baggagen.
Hendes debut ’Maternal’ modtog i 2019 en special mention ved filmfestivalen i Locarno for sit portræt af en gruppe unge mødre og deres dagligdag på et kvindehjem drevet af nonner i Buenos Aires. Og med biografaktuelle ’Vermiglio’ modtog hun sidste år Sølvløven ved filmfestivalen i Venedig foruden et hav af efterfølgende priser på festivaler rundt omkring i verden.
I begge film demonstrerer Delpero et uhyre præcist formsprog af slående tablauer, velafstemte ellipser og afmålt dramatik, som i begge tilfælde viser konturerne af et stortalent, man gør klogt i at holde øje med – også selvom det i anden ombæring stadig ikke helt føles, som om Delpero indfrier sit store potentiale.
’Vermiglio’ udspiller sig i en landsby i de italienske alper i de sidste dage af Anden Verdenskrig. Selvom den store verdenshistorie er i hastig forandring, er familiens intime mikrokosmos uberørt: Dagligdagens rutiner fortsætter ubemærket deres gang, når Lucia – ældstedatteren i en søskendeflok på syv – malker køer og tager sig af sine små søskende.
Filmen skildrer den lille familiehistorie over for verdenshistorien, de små mennesker over for det bjergtagende landskab.
Her synes fremtiden uden for rækkevidde for familien, der i stedet hænger fast i fortiden: Den strikse, men også varme patriark docerer for sine børn på landsbyens etværelsesskole og udvælger nøje, hvem i søskendeflokken der kan få lov at fortsætte sine studier på familiens beskedne budget og få en chance for et liv uden for det selvforsynende og religiøse landbrugssamfund.
Lillesøsteren Ada fører en minutiøs sortbog over sine synder, blandt andet når hun rører ved sig selv, og går konstant i skrifte for at leve op til religionens uopnåelige dogmer.
Men familien bliver indhentet af nutiden, da den sicilienske desssertør Pietro melder sin anmkost i landsbyen og begynder at sende små kærestebreve til Lucia, og familiens intime, forskansede liv støder sammen med den store verden.
Delpero viser os tidligt i filmen, at denne verden ofte viser sine tænder. I en karakteristisk scene får patriarken at vide, at hans nyfødte barn, søskendeflokkens syvende medlem, formentlig ikke kommer til at overleve længe.
Han holder dødsdommen fra sin hustru, der optimistisk forsøger sig med forskellige alternative kure. I næste klip forstår man, at barnet er dødt, og da vi ser moren næste gang, er hun allerede gravid igen. Det er ikke første gang, hun har mistet.
Verden er grum, men filmen svælger ikke i lidelsen. Langsomt afdækker den hvert familiemedlems drømme og aspirationer, som deres traditionsbundne levevis afskærer dem fra at forfølge. Men de portrætteres ikke kun som ofre for en dogmatisk og bagudskuende samfundsorden – modsat årets overhypede Cannes-vinder ’Sound of Falling’.
I stedet dvæler Delpero på forbilledlig vis ved de små interaktioner, der giver deres liv mening. Mange scener er centreret omkring søskendeflokken i deres soveværelse, hvor henholdsvis de tre drenge og de tre piger deler senge. Her finder de en ømhed og nærhed, som hverdagens realiteter ikke altid efterlader plads til.
Delpero har et flot blik for dynamikkerne i den store familie, hvor hver karakter får sit eget liv i stedet for at fortabe sig i flokken. Samtidig anlægger hun et horisontalt blik, der vægter landskabet og rutinerne lige så højt som de sporadiske dialogscener. Det gør, at verden føles stor, selvom den er begrænset til de få lokaler, som karaktererne er bundet til.
Billedsiden må være blandt årets smukkeste. Instruktøren finder skønheden i hverdagen med fænomenale digitale billeder, der indfanger det landlige livs tekstur – nogle gange med så smukt lysindfald, at det næsten føles overæstetiseret.
Når ’Vermiglio’ ikke helt løfter sig til slut, skyldes det dels, at dens tematik føles en smule for velkendt, hvilket skurrer, når filmen halvvejs igennem forsøger at lægge en dramatisk kurve ned over det fint observerede levede liv.
Her går instruktøren efter følelserne på en måde, der synes ude af balance med resten af filmen, fordi den ikke veksler den afmålte, observerende stil til den følelsesmæssige investering, melodramaet kalder på.
Det er dog en mindre skønhedsfejl i en af efterårets mest interessante æstetiske biografoplevelser.
Kort sagt:
Italienske Maura Delpero markerer sig som en af europæisk films væsentligste nye stemmer med Sølvløve-vinderen ’Vermiglio’, der kandiderer til en af efterårets største visuelle biografoplevelser.