‘Diamanti’: Instruktøren vil allerhelst have, at vi kigger på ham – desværre
FILM. ‘Diamanti’ er en seværdig metafilm – af de helt forkerte årsager.
Film om film er en svær størrelse. Bedst lykkes det i værker som Quentin Tarantinos Hollywood-fantasi ‘Once Upon a Time in Hollywood’ og Federico Fellinis ‘8½’ om en filminstruktørs kreative krise. Nyligt har Paolo Sorrentino fortsat tradizionen med ‘Den store skønhed’ og autobiografisk i ‘The Hand of God’.
I ‘Diamanti’ er det den tyrkisk-italienske filminstruktør Ferzan Özpetek, der prøver at gøre dem kunsten efter i et forsøg på at afdække instruktørrollen med et nostalgisk afsæt.
Özpetek har samlet et helt kuld af sine yndlingsskuespillerinder for at lave en film om dem. De sidder til middag ved et langbord, men instruktøren ved fortsat ikke, hvad filmen (som ender med at blive ‘Diamanti’) skal handle om.
Først da han hører talemåden »klæder skaber folk«, ved han endelig, hvad filmen skal kredse om. »I er mine diamanter«, fremlægger han fra bordenden.
Derefter følger historien søskendeparret Alberta og Gabriella, som driver et prestigefyldt familieskrædderi i 1970’ernes Rom, hvor de skal styre deres store kvindehold af syersker og designere med hård indvirkning fra det konservative patriarkat.
Alberta er chefdesigner i skrædderiet, som en dag modtager en omfattende ordre fra den Oscar-vindende kostumedesigner Bianca Vega, der bestiller kostumer til en storslået spillefilm. Herfra afspejler Özpetek instruktørrollen gennem Albertas rolle i skrædderiet, hvor hendes kreativitet skal trives midt i kaosset – lidt ligesom en filminstruktør på et filmset.
Özpetek drog selv fra Istanbul til Rom for at studere film som blot 17-årig tilbage i 1976, og han befandt sig ofte i skrædderierne for de italienske film.
Sidestillingen mellem de to roller fungerer fint, da der er interessante kreative friktioner – en vej, man håbede på, at ’Diamanti’ ville fortsætte ned ad for at få iscenesat det store kvindelige ensemblecast. I stedet er Özpetek selviscenesættende forhippet på at lave en film om film og ikke mindst sig selv.
I ‘Diamanti’s velsagtens stærkeste scene – en forsoning mellem Alberta og Gabriella – klippes der pludseligt tilbage til et table read fra langbordsseancen, hvor de kvindelige skuespillere har tårer i øjnene, imens Özpetek ser stolt på som manuskriptforfatteren for bordenden.
Det bliver mere navlepillende end dybsindigt, fordi konstruktionen står så meget frem.
Værst er det, da Özpetek går rundt i ‘Diamanti’s tomme kulisse, imens lommefilosofiske citater fylder lydbilledet: »Alene er vi ubetydelige, sammen er vi stærke«.
Kjolerne, der pryder filmens reklamekampagner (se bare den vanvittigt flotte plakat), får heller ikke deres fortjente plads i spotlyset. De forbliver mærkværdigt meget i baggrunden for en film, der ellers skulle fremdrive »diamanter« og klæderne, de iklædes.
‘Diamanti’ kommer til Danmark efter et stort billetsalg i hjemlandet, hvor den også vandt en pris som årets film. Den rider også på bølgen af fænomenet ‘Vi har stadig i morgen’, som solgte over 100.000 billetter, med hjælp fra Biografklub Danmark.
Samme rygstød får ‘Diamanti’ og Ferzan Özpetek ikke, og det gør måske ikke noget. Sjældent har en æstetisk ladet film været så banal at beskue. Måske fordi instruktøren hellere vil have, at vi kigger på ham.
Kort sagt:
Ferzan Özpetek er forhippet på sin egen fortælling og misser en gylden mulighed for at iscenesætte sit smukke ensemblecast.