For nogle er ‘This Is Spinal Tap’ selvskrevet på listen over verdens bedste film.
Noget af det sjoveste, der nogensinde er lavet. En revitaliserende genistreg inden for mockumentary-genren, der siden har infiltreret mainstreamen i allerbredeste grad, fra ‘Borat’ til ‘Modern Family’ og ‘The Office’ gange to. En film, der har givet verden hyppigt citerede fænomener som den om bandets speciallavede højtaler, der »går helt op til 11«, og af samme grund er verdens eneste film, hvis IMDb-rating gør det samme.
Med tiden har Rob Reiners 80’er-kulthit om et af »Englands mest højlydte bands« dog også været så svær at få fat på, at den lever i nostalgien. Din fars mere end 40 år gamle yndlingsfilm om din fars mere end 60 år gamle yndlingsbands.
Nu er den heldigvis mulig at leje på streaming igen, ligesom opfølgeren ‘Spinal Tap: The End Continues’ fik amerikansk premiere i september godt 41 år efter originalen.
Men giver den gamle fiktive dokumentar om et fiktivt rockband i deres puddelæra – med opblæste egoer og agurker i deres stramme spandexbukser – overhovedet mening i dag, så mange år efter the day the music died? Hvor den slags rockstjerner, der bliver parodieret, er døde eller fortidslevn?
‘This Is Spinal Tap’ er et klenodie og lige så kitsch som frisurerne på bandets frontfigurer Nigel Tufnel, David St. Hobbins og Derek Smalls spillet af Christopher Guest, Michael McKean og Harry Shearer, for så længe siden, at sidstnævnte ikke engang var nået til sin egentlige claim to fame endnu: at være stemmeskuespiller i ‘The Simpsons’). Ligesom Christopher Guest (der skrev Spinal Tap-manuskriptet sammen med Shearer) endnu ikke var blevet instruktør i egen ret med flere mesterlige mockumentarys som ‘Waiting for Guffman’ og ‘Best in Show’.
Udgangspunktet for Spinal Tap er banddokumentarer som Martin Scorseses ‘The Last Waltz’ om The Bands legendariske afskedskoncert, og udover at være den egentlige films instruktør medvirker Reiner også som banddokumentarens fiktive instruktør Marty DiBergi (et Scorsese-nik), der kommer helt tæt på de excentriske musikere i en lang komisk pastiche over den maskuline rockkultur og mytologi, der dominerede perioden.
Men faktisk er der også flere ting, end man lige skulle tro, der vækker genklang i 2025.
»Hvad er der galt med at være sexet?«
Jeg kom for eksempel til at tænke akut på Sabrina Carpenter i en specifik scene tidligt i filmen.
Her skal Spinal Tap i gang med deres USA-turné, “dokumentarens” omdrejningspunkt, i anledningen af albummet ‘Smell the Glove’.
De er ikke engang gået i gang med at spille koncerter endnu, men der er allerede problemer.
Det amerikanske pladeselskab protesterer nemlig over pladens kvindefornedrende og sexistiske motiv:
»En olieindsmurt nøgen kvinde på alle fire med et hundehalsbånd om halsen og i snor«, der ovenikøbet holdes af en mands udstrakte arm, mens man ser en sort handske presset mod kvindens ansigt, som det lyder vredt fra pr-damen Bobbi Flekman (Fran Drescher).
Forargelsen bliver ikke mildnet, da Spinal Taps manager Ian Faith prøver at forklare hende, hvor meget værre det oprindelige motiv var: »ikke en handske, siger jeg dig«.
Det samme – og alligevel helt noget andet – som i sommer, hvor den 26-årige Carpenters letpåklædte, underdanige positur på forsiden til sit eget album ‘Man’s Best Friend’ trak overskrifter og medførte mærkelige feministiske ramaskrig. »Hvad er der galt med at være sexet?«, som forsanger Nigel Tufnel svarer på sexisme-beskyldningen.
Derfra står katastroferne faktisk bare i kø. Og selvom det er både opdigtet og helt vildt fjollet, kan man i den outrerede fluen på væggen-dokumentar fange sig selv i at længes efter, at nogen slog en lignende hammer i nutidens stjernefacader, der kun er blevet tykkere med tiden.
Ikoniske øjeblikke på stribe
Listen over ikoniske øjeblikke i ‘This Is Spinal Tap’ er mere eller mindre én per minut ud af filmens spilletid på 82 af slagsen.
I front står to mænd, som ingen af nutidens performative males vil kunne sætte en finger på, som de poserer i alt fra alpehuer til kilte foran gamle engelske slotte, ejer guitarer så sjældne, at man ikke engang må kigge på dem og skriver Bach og Mozart-inspirerede numre som ‘Lick my Love Pump’.
Mellem dem står bassisten Derek Smalls, der beskriver sig selv som »lunkent vand« mellem de to frontmænds »ild og is«.
Der er historien om, hvordan Spinal Tap først hed The Originals, så The New Originals, fordi der var et andet band, der allerede hed The Originals, der så skiftede navn til The Regulars, hvorefter Spinal Tap skiftede tilbage til The Originals. I en tyk Beatles-satirisk overgang gik de under The Thamesmen, hvor de hittede med ‘Gimme Some Money’. Hvorfor de endte med Spinal Tap vides ikke helt.
Der er det usagte vanvid i nummeret ‘Big Bottom’, hvor samtlige medlemmer i bandet spiller bas. Nogle alt for små stykker brød i en »lortesandwich« i backstagelokalet. En Stonehenge-kopi, der desværre er så lille, at den kan trampes ned af dværge.
Andre højdepunkter er, at der hersker en forbandelse over trommeslager-rollen, som ved filmens begyndelse allerede har kostet flere livet. Én i en »bizar havearbejdsulykke«, en anden er utroligt nok blevet kvalt i et andet menneskes bræk. Risikoen for spontan selvantændelse hænger som en sort sky over hovedet på deres nuværende Mick Shrimpton.
Potentialet i at få fysisk komik ud af datidens pyro- og scenografiglade glam- og heavy-scene udnyttes til fulde. Som da bassisten et helt nummer er låst inde i en gennemsigtig puppe.
Der er så mange guldkorn på replikplan, at det nærmest er umuligt at fatte, at nærmest al dialog er improviseret frem.
Latterliggør igen!
Men udover stadig at fortjene titlen som en af de sjoveste film nogensinde er det også det ægte midt i al latterligheden, der gør indtryk, når man ser ‘This Is Spinal Tap’ i dag.
Det virker måske absurd at fremhæve det sande i noget, der i hele sin form er en efterligning og latterliggørelse af dokumentarisme – men i lige netop Spinal Taps tilfælde kunne det opdigtede lige så godt være rigtigt. Og selv hvis man ikke orker at nærstudere inspirationskilder eller bandets metafærd med optrædener i den virkelige verden, er det den gnist, der stadig mærkes ved gensyn.
I nyere tid har film som Judd Apatows Johnny Cash-biopic-spoof ‘Walk Hard’ eller Lonely Island-kreationen ‘Popstar: Never Stop Never Stopping’ gjort Spinal Tap lidt af kunsten efter.
På seriefronten er oversete perler som ‘Girls5eva’ eller ‘Dave’ nogle af dem, der bevæger sig tættest på at udstille nutidens musiklandskab med samme pondus.
Til gengæld får man et paradoksalt savn efter komik og satire i den strøm af stjernedokumentarer, der bliver spyttet ud på streamingtjenesterne med stjernerne selv som kontrollerende medfortællere. Trods overdrivelsens kunst virker ‘This Is Spinal Tap’ nærmest som et stykke hårdkogt realisme sammenlignet med de manipulerede billeder, vi får hos folk som Christopher i ‘A Beautiful Real Life’.
Tiden kalder i den grad på nogen, der kan føre latterliggørelsens fakkel videre og skære dækkene op på nutidens mest elskede, men også opblæste og perfektionistiske stjerner og deres beretninger.
Mens musikindustrien bliver et mere og mere uigennemtrængeligt monster, venter jeg i spænding på, at der er nogen, der finder en lige så genial måde at skildre, latterliggøre og hylde nutidens ikoner som ‘This Is Spinal Tap’. Noget, der om over 40 år måske kan blive din mors yndlingsfilm om din mors yndlings-icons.
‘This Is Spinal Tap’ kan lejes på Blockbuster, Apple TV+, SF Anytime og Viaplay.