Fodboldagenter prøver at bestikke sig til bedre spillere i ‘Football Manager’

Fodboldagenter prøver at bestikke sig til bedre spillere i ‘Football Manager’
'Football Manager'.

Skal man nørde fodboldstatistik, kommer man ikke udenom managerspillet ‘Football Manager’.

Spillet underholder ikke kun fans, men også den professionelle fodboldverden med sportens måske største og mest omfattende samling af data.

Derfor kommer det måske ikke helt som det store chok, at virkelighedens fodboldagenter nu prøver at bestikke spillets udviklere, Sports Interactive, til at give deres spillere bedre statistik.

Afsløringen faldt i The Athletics The Football Manager Show (via Eurogamer), hvor spilstudiets direktør, Miles Jacobson, kunne fortælle, at flere agenter har kontaktet ham for at booste spillernes evner i ‘Football Manager’.

Jacobson uddybede senere på Twitter, at alle henvendelser naturligvis er blevet afvist. Men der er faktisk en oplagt årsag til, at agenterne i det hele taget prøver.

Databasen med spillere og deres attributter i ‘Football Manager’ er nemlig notorisk kendt for at kunne bedømme spillere – isår når det kommer til at spotte kommende stortalenter.

Derfor er der også mange klubber, trænere og talentspejdere, som ofte bruger spillet som en del af deres arbejde. Det giver direkte adgang til en database, der består af mere end 350.000 aktive spillere, som baseres på rapporter og analyser fra mere end 1.300 scouts på tværs af hele kloden.

Og stikker man som fodboldspiller frem med fordelagtige evner og eksemplarisk statistik i denne bunke af spillere, er der altså en større chance for, at man bliver opdaget af virkelighedens talentspejdere og dermed kan sikre sig en kontrakt med en professionel klub.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af