Spillet ’Lake’ lader dig fragte pakker som en anden Postmand Per i eksistentiel krise – og det er pissegodt
Der er en særlig bittersød melankoli i at vende tilbage til ens barndomshjem. Gamle, falmede minder bobler frem til overfladen. Man er på én og samme tid en voksen version af sig selv og samtidig et yngre, mere uskyldigt og sårbart barn.
Ens valg i livet bliver sat i relief, når erindringer om en mere simpel tid pludselig bliver håndgribelige i form af ens gamle fodboldbane og træerne, man klatrede i.
Det er i hvert fald tilfældet for Meredith Weiss, hovedpersonen i det hollandsk-udviklede ’Lake’.
Året er 1986. Det er 22 år siden, at Meredith, der nu er sidst i 30’erne og arbejder som programmør i en storby, har været hjemme i sin barndomsby Providence Oaks, Oregon.
Merediths forældre skal på ferie i Florida, og hendes far har derfor lokket den travle datter til at indløse to ugers ferie. Hun skal nemlig vikariere for ham som postmand. Og undervejs møde et ensemble af underholdende landsbyboere – nogle af dem endda med romantisk potentiale.
Man skulle tro, at et spil om at aflevere post ville være dødkedeligt. Men, som PlayStation-hittet ’Death Stranding’ beviste for to år siden, findes der en sælsom, dragende ro i at fragte pakker fra A til B.
Det er også tilfældet i ’Lake’, når man som Meredith tøffer rundt i postvognen. Hun har breve i sin postsæk, pakkerne findes bag i bilen. Til fods bevæger hun sig aldrig hurtigere end raskt trav.
Når hun kommer anstigende til forskelle adresser med frankerede papæsker, taler hun løst og fast med Providence Oaks’ indbyggere.
En gammel veninde, som Meredith har forsømt, er blevet gift, har fået børn og begravet sin onkel. Bør hun og Meredith finde hinanden igen?
En blomsterklædt, kvindelig videobutiksejer flirter skamløst ved at anbefale Meredith film. Men er skovhuggeren ikke også interessant?
Hver dag går i adstadig tempo, vejret skifter, og lokalkanalen spiller de samme seks sange (bilradioen er gået i stykker og kan kun tage den kanal).
Til at starte med var jeg ved at blive vanvittig over den ekstremt middelmådige country-kavalkade, der alle sammen lyder som introsangen til ’Gilmore Girls’.
Til sidst endte jeg – muligvis grundet Stockholmsyndrom – med at holde af dem (især sangen ’Witchcraft’) og den entreprenante kartoffelavler-dj, der sender fra sin lade og kun ejer én snoldet plade.
Den egentlige grund til det begrænsede musikudvalg er nok, at udviklerne har fået en billig licensaftale med muzakbureauet EpidemicSounds. Men whatever, det fungerer, og så er det altså svært at brokke sig.
Historien er velfortalt, rørende og troværdig, og så bliver den leveret i bidder efter den daglige postrute. I virkeligheden forsøger ’Lake’ det samme som spillet ’The Magnificent Truffle Pigs’.
Begge vil undersøge karrieremennesket, der vender tilbage til sin hjemstavn og tænker over sine valg i livet.
Men hvor engelske ’The Magificent Truffle Pigs’ snubler over sit dødkedelige gameplay og lidt søgte kammerspils-karakter-duo, lykkedes ’Lake’ på akrobatisk vis.
Man lærer Providence Oaks at kende, både som et landskab, der er nemt at finde rundt i (»til venstre ved skoven, og så til højre for at komme til Roberts savmølle«) og som et sted befolket af troværdige karakterer.
Og så er stemmeskuespillet i øvrigt lige så varieret, som musikken ikke er det. Det giver karaktererne liv og glød, som solen over søen, lige før man afleverer dagens sidste brev (ofte på Raven Street til den sære forfatter nede sydpå).
Til sidst må Meredith selvsagt træffe nogle valg. Både om sig selv og de mennesker hun har mødt. Og det er valg, man bruger lang tid på at tænke over, når man fragter bamser, regninger og festinvitationer frem og tilbage i Providence Oaks.
I samme ombæring kan man jo så som spiller selv reflektere lidt over sine egne valg her i tilværelsen.
Hvis det her er begyndelsen på en blomstrende genre, hvor man skal aflevere pakker og tale med folk om livet som en anden Postmand Per med en bachelor i eksistentialisme, skal jeg sgu ikke brokke mig.
Kort sagt:
’Lake’ er flot, velskrevet og overbevisende. En lille perle om at aflevere post og tænke sig om.