Her er 15 spil, vi glæder os helt vildt til i 2022

Året bugner med alt fra gys i Tjernobyl og græsk krigsgud på afveje til ’Game of Thrones’-skabers eventyrspil og to af PlayStations mest ventede efterfølgere.
Her er 15 spil, vi glæder os helt vildt til i 2022
'Elden Ring'. (Foto: Bandai Namco)

Efter et år, hvor alle spil blev forsinket på grund af coronavirus, var det meningen, at 2021 skulle være det helt store spilår.

Det skete aldrig helt, for i stedet blev vi mødt af endnu en omgang udskydelser, da pandemien stadig hærgede på tværs af branchen.

Men nu er tiden kommet til, at mange af de ventede spil står klar. Og der er altså lidt for enhver smag med flere ventede PlayStation-efterfølgere, stort anlagt sci-fi-epos, creepy gys og et hav af potentielle indieperler.

Og det bedste af det hele? Flere af de mest hypede udgivelser lander allerede i februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Dying Light 2: Stay Human’

Den menneskelige civilisation har tabt krigen mod en dødelig virus, der har sendt befolkningen tilbage til middelalderlige forhold i den ellers moderne verden. Og nu starter kampen så op igen med parkour i en tilgroet metropol, hvor zombier frådende venter på dig både dag og nat.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 4. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Horizon Forbidden West’

Heltinden Aloy vender endelig tilbage i et actionbrag af dimensioner, når hun endnu en gang skal tage kampen op mod korrupte robotdyr. Større, vildere og flottere – mere kan man ikke bede om i den længe ventede efterfølger til et af PlayStations bedste spil i nyere tid.

Udkommer til PlayStation 4 og 5 den 17. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Elden Ring’

‘A Game of Thrones’-forfatter George R.R. Martin har skabt det mytiske univers i dette brutale eventyrspil, der hverken lover guld eller grønne skove, men derimod bare gerne vil se dig dø om og om igen. Det er dystert, grotesk og så vanvittigt flot, at vi ikke har kunne tænke på andet, siden vi prøvede det i efteråret.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 25. februar.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chernobyl’

Rigdom venter dig i det radioaktive område omkring Tjernobyls nedsmeltede atomkraftværk i efterfølgeren til kultklassiker-skydespillet ’S.T.A.L.K.E.R.’. Der er skruet op for realismen og menneskets grusomme natur i de åbne omgivelser, som spillet byder på – hvis ellers du kan holde dig i live.

Spillet skulle oprindeligt udkomme til PC og Xbox den 28. april, men er siden artiklens publicering blevet udskudt til 8. december 2022.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Fabulous Fear Machine’

Velkommen til dit nye job, hvor du skal kultivere konspirationsteorier, gyserhistorier og groteske myter for at få folk til at dø af skræk. Jep, du skal simpelthen skræmme mennesker ihjel. Det kombineres med et strategisk aspekt og en skæv pulp-agtig grafik, hvilket lyder så tilpas underligt, at vi er nødt til at prøve det.

Udkommer til PC i foråret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Stray’

En herreløs kat, der er blevet efterladt i en cyberpunk-inspireret by fuld af afdankede robotter, skal løse et ældgammelt mysterium for at kunne vende hjem. Det lyder bizart, men vi spår mange følelser på spil her.

Udkommer til PC og PlayStation i foråret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Trek to Yomi’

En tragedie tvinger en samurai ud på en episk rejse, hvor han må stå ansigt til ansigt med sig selv og fjender af både menneskelig og overnaturlig karakter i krydsfeltet mellem liv og død. Hvis Akira Kurosawa lavede et spil, ville dette være resultatet.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox i foråret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Redfall’

Vampyrer indtager den lokale by på en lille ø, hvorefter du skal kæmpe for dit liv ved at samarbejde med tre andre spillere. Det lugter af humor, sjovt gys og så meget underholdning, at man liiige skal have en runde mere.

Udkommer til PC og Xbox til sommer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Saints Row’

‘Saints Row’ er kendt som den lalleglade udgave af ’Grand Theft Auto’ og med god grund. I stedet for at tage sig selv for seriøst, prøver serien konstant at overgå sig selv med smadder for alle pengene og en bevidst selvsatire. Nu genstartes det hele – forhåbentlig med et positivt resultat.

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox den 23. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Starfield’

Bethesda Softworks har etableret sig som rollespil-legender med den postapokalyptiske serie ’Fallout’ (som Amazon er ved at filmatisere), og nu skal de gentage succesen – bare ude i rummet. Et sci-fi-epos bliver nok ikke meget større end dette, hvis ellers ambitionerne indfries.

Udkommer til PC og Xbox den 11. november.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Somerville’

Det er ikke uden grund, at ‘Somerville’ ligner det danske indiehit ’Limbo’ og efterfølgeren ’Inside’, for bag den postapokalyptiske fortælling gemmer der sig nogle af de samme folk. Og det ser ud til, at de fortsætter i et lige så dystopisk og mystisk spor.

Udkommer til PC og Xbox i 2022.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild 2’

Det er ikke mange spil, Nintendo spytter ud om året. Netop derfor er der god grund til at spærre øjnene ekstra op ved udgivelsen af efterfølgeren til et af deres mest revolutionerende spil – et episk eventyr om den ikoniske duo Zelda og Link.

Udkommer til Nintendo Switch i 2022.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Callisto Protocol’

Vi elsker alle et godt gys i rummet, og det ser ikke ud til at blive mere skræmmende end med denne spirituelle efterfølger til sci-fi-gyser-klassikeren ‘Dead Space’. Her indtager du rollen som indsat i et fængsel på en af Jupiters måner, da alt går galt. Held og lykke med at overleve!

Udkommer til PC, PlayStation og Xbox i 2022.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Ghostwire: Tokyo’

Næsten hele befolkningen i Tokyo forsvinder, og med hjælp fra paranormale evner skal du finde ud, hvad der helt præcist er på færde. Lyser du op ved tanken om intens spøgelsesjagt i den neonoplyste japanske hovedstad, skal du skrive dette spil på ønskelisten.

Udkommer til PC og PlayStation i 2022.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’God of War: Ragnarök’

Det er efterfølgernes år for PlayStation. Imens ’Horizon Forbidden West’ lander i foråret, rammer historien om den græske krigergud Kratos, der er draget nordpå til det kolde vikingerige og den nordiske mytologi, i efteråret. Årets mest glædelige gensyn?

Udkommer til PlayStation i 2022.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af