Forestil dig, at du er i byen en fredag aften. Du hygger med vennerne, der bliver drukket tæt, og humøret er højt.
Da du går op i baren og bestiller en drink, kommer en fyr over. Han prøver ihærdigt på at sikre dig som nattens scoring, men du takker pænt nej.
Dagen efter har fyren sendt dig en Facebook-anmodning. Det samme på Instagram. Og efter et par dage tikker der en sms ind på trods af, du aldrig har givet ham dit telefonnummer.
Det stopper dog ikke der. For efter en uge, hvor du har ignoreret alle tilnærmelser, modtager du pludselig en buket blomster på din hjemmeadresse. Og da du dagen efter møder ind på arbejde, får du at vide, at en ung mand har været forbi for at spørge efter dig.
Det lader altså til, at din nye stalker ved alt om dig. Og han har lært det hele takket være et enkelt billede taget af dig i smug den aften i baren, og som han senere uploadede hos polske PimEyes.
PimEyes er en online tjeneste, hvor du – via kunstig intelligens, der sammenligner ansigtstræk og derefter matcher dem i en database – kan søge på billeder af dig selv og andre.
Du kan altså tage dit profilbillede fra Facebook, køre det igennem PimEyes og derefter se, hvor det og andre billeder af dig dukker op på tværs af internettet.
Resultaterne spænder vidt. Der er sikkert dit profilbillede fra dit arbejdes hjemmeside, hvis I har en slags ’Mød medarbejderne’-oversigt. Eller det kan være et portræt fra en artikel, hvis du som teenager blev interviewet af lokalavisen.
Men det kan også være tilfældige billeder fra Facebook, som du slet ikke anede eksisterede, fordi de blev taget for ti år siden til en tilfældig fest, og du aldrig blevet tagget i dem.
På kant med loven
Hvis du synes, det lyder suspekt, har du helt ret. Men det er ikke fordi, at denne form for billedsøgning er en ny tendens på internettet. Tjenester som Yandex, en populær, russisk søgemaskine, tilbyder samme funktion, som bruges ofte og med vidt forskellige formål.
Kunstnere kan bruge teknologien til at se, om andre kopierer eller misbruger deres ophavsret. Folk på Tinder kan bruge det til at se, om deres date catfisher dem. Og senest har civile brugt det til at identificere folk, der deltog i stormløbet på den amerikanske kongres i januar.
Der er altså nyttige og konstruktive aspekter af ansigtsgenkendelsesteknologi, når den bruges på denne måde. Men der er også grelle eksempler på, hvordan det misbruges.
For PimEyes er med sin massive billeddatabase enhver stalkers vildeste drøm. Når resultaterne popper op, kan man – mod en månedlig betaling på kun 180 kroner – få links til alle de steder, hvor billederne optræder.
PimEyes er tidligere blevet beskyldt for at være undermoderet, hvilket de har mødt heftig kritik for. Samtidig skal man som bruger anerkende, at man kun bruger tjenesten til at finde billeder af sig selv, hvilket potentielt kan bruges til at omgås regler mod misbrug.
Desuden er der eksempler på forvirrede brugere, der søger råd hos fællesskaber som Reddit om PimEyes’ brug af misvisende links under billeder.
Formålet er tilsyneladende at lokke folk til at købe abonnement, da der peges mod platforme for (hævn)porno, selvom billederne faktisk viser sig at ligge på ganske uskyldige sider.
Fra skurk til helt
PimEyes har altså ikke haft det bedste ry, og netop derfor kan det virke en anelse besynderligt, at de nu sælger sig selv som et værktøj for privatlivet.
»Med brug af de nyeste teknologier, kunstig intelligens og maskinlæring hjælper vi dig med at finde dine billeder på internettet og beskytte dig selv fra scammers, identitetstyveri og folk, der bruger dine billeder ulovligt«, skriver PimEyes på deres hjemmeside.
Med de kritiske briller på kan det fremstå som et forsøg på at hvidvaske det ellers beskidte ry, som PimEyes har opbygget. Men det indikerer også en langt mere bekymrende trend på tværs af ansigtsgenkendelsesteknologi, hvor firmaer prøver at forsvare deres brug af teknologien.
I øjeblikket er der nemlig stor debat om brugen af ansigtsgenkendelsesteknologi, især efter en massiv kontrovers om firmaet Clearview AI, der blev afsløret i at have adskillige myndigheder som kunder.
Debatten har ført til store diskussioner om forbud mod ansigtsgenkendelsesteknologi. Amazon, IBM og Microsoft har alle sat en stopper for salg af teknologien til myndigheder, og officiel lovgivning med bandlysning er netop nu undervejs i USA.
For hvis ansigtsgenkendelsesteknologi ikke reguleres, forbliver det lettilgængeligt for alle. Og når noget er nemt at få fat i, er det lige så nemt at misbruge.
Nu tænker du måske, at det ikke er dit problem. Eller at det ikke er noget, der rammer dig. Men tjenester som PimEyes indsamler data i hobevis, uden du har nogen garanti for, at de faktisk forvalter den ansvarligt.
Enhver kan gå ind på PimEyes og søge på dig, og du har i teorien ikke kontrol over, hvad de finder. Der er nemlig en vis sandhed i, at internettet aldrig glemmer. Især ikke de billeder, vi lagde online på diverse platforme og helt uden omtanke for 10-15 år siden.
Så hvis en potentiel ny arbejdsgiver vælger at benytte sig af PimEyes, kan du risikere, at gamle billeder af dig, som du slet ikke vidste eksisterede, ligger frit tilgængeligt.
Samtidig eksisterer der pludselig også et hav af billeder af dig, hvor man – hvis man betaler for PimEyes – kan følge links videre til endnu mere information om dig, hvilket er en guldgrube for internetkyndige stalkers.
Og selv hvis du vil have billeder fjernet fra tjenesten, koster det 630 kroner per måneder som del af et abonnement, der af PimEyes kaldes for en sikkerhedsforanstaltning.
Scenarierne kan virke diffuse eller meget teoretiske, men problemet er, at en stor del af skaden allerede er sket. PimEyes har ifølge tjenesten selv (via en nu slettet side) mere end 900 millioner unikke ansigter i deres database.
Hvis de lige pludselig vælger at lukke siden ned og sælge deres data videre, har du ingen kontrol over, hvor dit ansigt ender, eller hvad det bruges til. Heller ikke selvom de lige nu markedsfører deres produkt som et forsvar for dit privatliv.