Når Kesi ikke har travlt med at udgive et af årets bedste danske albums som del af B.O.C., kaster han sig ud i en af årets største trends, nemlig kryptokunst, der for alvor eksploderede i hype i foråret.
I et interview med CBS Wire har rapperen afsløret Beatoken, en ny dansk NFT-platform for musikere, som han har stablet på benene sammen med Yaw Owusu Ansah Gyamfi og Andrim Veliji fra CBS.
Går du ind på Beatoken lige nu, er der forholdsvist tomt, da projektet stadig er i opstartsfasen, men formålet med platformen er at sælge musik og merchandise direkte til fans:
»Vi vil skære unødige mellemmænd mellem kunstnere og fans væk. Det er ikke fordi, der som sådan er noget galt med musikbranchen, men der er altid plads til ændringer og forbedringer«, forklarer Kesi.
Magic-kort for dansk musik
Når man køber en NFT, køber man et digitalt værk. Det kan være et stykke musik, et billede eller sågar en video. Fælles er dog, at de eksisterer online, og at de er unikke.
Selv i kollektioner med identiske værker kan de nummeres, så man køber sin helt egen udgave, som man gøre med, som man vil – beholde, sælge eller (hvis man er den destruktive type) sågar helt slette dens eksistens.
Og det samme gør sig altså gældende på Beatoken, hvor NFT’er kan købes som samleobjekter, hvis deres sjældenhed rangeres ud fra Common, Gold, Platinum og Holo. Tænk på det som Magic-kort, men for dansk musik.
Køber man en NFT på Beatoken, vil man desuden have mulighed for at sælge den videre på platformens egen markedsplads, hvilket unægteligt kan åbne op for spekulanter, som man har set i resten af NFT-branchen.
I opstartsfasen hos Beatoken har der været eksklusive drops med B.O.C. X Cosy Rugz-merchandise, hvor belønningen var et digitalt tæppe.
Nogle få udvalgte var dog ekstra heldige og modtog sammen med deres digitale samleobjekt en ekstra præmie i form af et fysisk tæppe, hvilket viser den finurlige måde, hvorpå NFT’er kan bruges til at knytte tættere bånd mellem kunstnere og fans.
Mere på vej i 2022
Netop dette koncept går igennem Beatoken, der forbinder det digitale univers med den fysiske opbakning. For selvom man købe digitale værker, kan der altså kobles fysiske belønninger på.
Samtidig får kunstnere også mulighed for at tjene på deres værker, selvom de ikke længere ejer rettighederne til dem. Dette sker igennem et slags royalty-program, hvor skaberen modtager en procentdel af fremtidige salg.
Ifølge interviewet med CBS Wire er det planen, at Beatoken (som i øvrigt er baseret på Flow blockchain), skal skrue langsomt op for lanceringerne i december, hvorefter platformen for alvor tager fart i det nye år med flere kunstnere.