KOMMENTAR. »Hvordan har du det med, at navnet NASA er så tæt på nazi?« lyder det fra journalist Ellen Kirstine Jensen til astrofysiker Anja C. Andersen i DR-programmet ’Ellen Imellem’.
Man når knap nok at blinke to gange og fatte, hvor samtalen er på vej hen, før der følges op: »Hvad tænker du om, at NASA har været ledet af den tyske naziofficer Wernher von Braun?«
Spørgsmålene lyder så langt ude, at de taget ud af kontekst kunne lyde som satire. Og – afhængig af hvem du spørger – er der tale om satire, når programmet i en række afsnit lader en skjult person gå i flæsket på en uvidende modpart, der er ekspert inden for deres område, ved at diktere spørgsmål til en medierende journalists øresnegl.
En af duellerne byder på Enhedslistens ligestillingsordfører Pernille Skipper, der skal forsvare retten til fri abort over for en abortmodstander, imens sundhedsdebattør Morten Elsøe går i clinch med en tykaktivist.
Det er dog ét specifikt afsnit, hvor præmissen har skabt stort postyr på grund af de (manglende) etiske overvejelser ved at føre en forsker bag lyset, når Anja C. Andersen uden samtykke og direkte dialog skal svare på spørgsmål fra konspirationsteoretikeren Ole Lochmann.
Men én ting er den etiske diskussion. Noget andet er den moralske gråzone, man begiver sig ud i, når man giver ligeværdig taletid til en konspirationsteori på YouTube (hvor det P3-producerede program ligger tilgængeligt for det unge publikum), der allerede er befængt med misinformation, manglende kildekritik og radikaliserende kaninhuller.
Kaninhuller
Det er næsten umuligt at finde hoved og hale i den konstante frem og tilbage omkring ’Ellen Imellem’, og de etiske problematikker som programmet har kastet af sig.
Først blev programmet revset af Anja C. Andersen selv, som efter sigende ikke var informeret om, hvem det faktisk var, der interviewede hende, før dagen inden programmets lancering.
Derefter bredte kritikken sig i forskningsmiljøet, hvor flere profiler nu har valgt at boykotte DR.
Og i ’Presselogen’ blev redaktionschef Jonas Delf, som har ansvaret for programmet, angrebet fra stort set alle flanker, imens han insisterede på, at det var satire.
Det samme siger Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, børn og unge, der i en skriftlig kommentar til Journalisten udtaler, at ’Ellen Imellem’ »går til grænsen og skaber debat«, men ikke mere end dét.
Siden da har Dansk Magisterforening indgivet en officiel klage og vil have sagen for Pressenævnet, og DR fortsætter ufortrødent med seriens næste afsnit, der efter planen landede den 25. maj.
Det er altså noget af et minefelt, som både programmet og DR har begivet sig ud i, men imens det etiske dilemma lige nu fylder det store mediebillede, bør vi ikke glemme et andet potentielt sprængfarligt aspekt.
For når DR agerer nøje planlagt og afbalanceret talerør for en konspirationsteoretiker, som dermed kan udfritte en forsker under dække af, at det er journalistens egne spørgsmål, er der ikke tale om en udligning af et skævt magtforhold.
I den indledende voiceover lyder det ellers, at programmet »giver en stemme til en, der aldrig ville blive taget alvorligt af den etablerede videnskab«, men det er jo ganske overlagt, at den stemme indtil nu har været undertrykt.
For der er en god grund til, at det er forskere som Anja C. Andersen, vi lytter til, frem for hobbyforskere, der er så dybt nede i et kaninhul, at det er blevet centrum for hele deres måde at opfatte verden på.
Og netop her ligger et andet problem i debatten. For imens satiren er en smagssag, og det etiske morads fortsat er til diskussion, er det samtidig dybt problematisk, at DR dedikerer sendetid til en af internettets mest sejlivede konspirationsteorier.
Ikke mindst fordi de bevidst gør det med henblik på at fange en ung, ofte ukritisk, målgruppe, som ikke har erfaring med at forstå kompleksiteten i, hvordan misinformation og konspirationer undergraver de værdier, som et moderne samfund bygges på.
Radikalisering
Gennem det seneste årti har YouTube, der bruges af DR som alternativ til DRTV for at fange de unge seere på sociale medier, været en af de mest effektive platforme for at udbrede konspirationsteorier, og tjenesten har vist sig at være altafgørende for at udbrede netop fladjordsteorien.
Nu er det ikke fordi, at denne teori nødvendigvis er den mest skadelige. Tværtimod kunne man argumentere for, at den er en af internettets mest latterliggjorte konspirationsteorier, og at den derfor er oplagt at bruge i et satirisk indslag. Især da den heller ikke bæres af racistiske eller voldelige værdier.
Få tager den eller dens trofaste følgere seriøst. De bliver ofte fremstillet som en joke, fordi fakta og forskning tydeligvis afkræfter alle de påstande, som tilhængerne ellers fremhæver som bundsolide beviser.
Problemet er dog, at selvom nogle konspirationsteorier i sig selv ikke promoverer virkelighedsfjerne overbevisninger eller udgør nogen fysisk fare, så kan de have katastrofale bivirkninger og konsekvenser for dem, der falder ned i kaninhullet.
Disse folk kan isolere sig selv, imens de søger længere væk fra det sociale anker, som ellers fastholder os, når strømninger konstant trækker i os modsatte retninger, ikke mindst online.
Og når dét sker, når ankerkæden knækker, bliver det nemmere at identificere sig med andre udstødte grupper, hvor man i det mindste kan være sammen om at føle sig udenfor. Også selvom grupperingerne tror på mere ekstreme teorier som holocaust-benægtelse, QAnon og den store udskiftning.
Det er derfor, at terrorister bag nogle af de seneste års mest dødelige skyderier som Christchurch i høj grad er blevet kultiveret gennem en eskalerende algoritme, der kan have startet med noget så simpelt som en ’Minecraft’-video på YouTube.
Når først snebolden ruller, er det umuligt at lukke for sluserne af mistillid, som næres hos selv de mest harmløse konspirationsteorier.
Især når de anfægter autoriteter, som med deres faktabaserede viden udgør den største trussel mod konspirationsteoriernes grundlag.
Derfor er fladjordsteorien heller ikke bare en uskyldig teori, der dukker op som en underholdende hobby, som tilhængere kan bruge et par timer på i weekenden.
For nogle risikerer det at blive en gateway-konspirationsteori, der slår revner i selve deres livsfundament og hele den måde, de anskuer samfundets bærende værdier.
Et moralsk ansvar
Det er både en selvfølge og en nødvendighed, at landets største public service-kanal behandler emner, hvor den ene part udgør en bevidst overset minoritet, fordi deres overbevisninger baseres på faktuel forkert viden.
Det er vigtigt at give en stemme til de marginaliserede, så den demokratiske debat ikke fordrejes til blot at være den korrekte debat. Af samme årsag må vi simpelthen ikke tie misinformation ihjel.
Konspirationsteorier følger nemlig ikke satirens spilleregler. Når vi bevæger os ind på internettets territorie, er det bedst at dekonstruere de faktuelt forkerte antagelser ved at kaste et ærligt lys over dem fra første øjeblik og dermed fjerne alt uvished omkring dem.
Derfor er det heller ikke et spørgsmål om, hvad DR må, når de prøver at lave et underholdende tvist på konspirationsteorier. Det handler derimod om, hvad de bør.
Det handler om at tage et standpunkt og et moralsk ansvar ved at anspore en kollektiv enighed om, at nogle ting bare ikke er til diskussion.
For der er en grænse, der ikke må udviskes mellem forskningsbaseret viden og personlige holdninger. Ikke kun i den fysiske verden, men også online.