KOMMENTAR: Når Emma Stone skal forestille en kinesisk/hawaiiansk/svensk kvinde, når ’Zoolander 2’ gør grin med kønsneutrale individer og når Taylor Swift laver en video om Afrika og hun selv er videoens mest mørklødede indslag, er internettets dom lige så sikker som amen i kirken.
Listen af eksempler, der har gjort sig uheldigt bemærket er lang. ’Gods of Egypt’, ’The Martian’ og ’Dr. Strange’ bliver alle beskyldt for at hvidvaske karakterer. Ellen DeGeneres blev heftigt kritiseret for en sketch, hvor Nicki Minajs booty stjal billedet. Nickelodeon-stjernen Ariana Grande røg i stormvejr for at slikke på en donut i en butik og sige, at hun hader Amerika, Dr. Dre pyntede på sin voldelige fortid i sin ’Straight Outta Compton’-biopic og Justin Bieber har måttet gå bodsgang for snart sagt alt, han har foretaget sig uden for rampelyset i de sidste fem år. Du ser det endda også i tech-verdenen, hvor Apple smed en gruppe australske drenge ud af en butik udelukkende på grund af deres hudfarve. Det er altså bare et lille udpluk af eksempler fra i år.
Det er ikke noget nyt, at internettet har fordømt både det ene og andet, men det er noget nyt, at magten har manifesteret sig så reelt, at det fører til både indrømmelser og undskyldninger fra kunstnere. Tidligere har medierne dannet et filter, der vurderede, hvornår der var noget om snakken og hvornår kritikken er berettiget. Men i dag kan et massivt korstog på sociale medier og i internetfora spille samme rolle. Og det er i ni ud af ti tilfælde en positiv ting.
Emma Stone måtte beklage sig efter sin rolle i ’Aloha’, det samme har Taylor Swift gjort efter videoen til ’Wildest Dreams’ og Apple måtte også give sin uforbeholdne undskyldning efter vreden spredte sig på nettet. Det er forhåbentlig på sigt med til at give en mere homogen repræsentation af alle minoriteter, nationaliteter og køn i kunstens verden.
At internettet er blevet et parlamentarisk magtcentrum er måske en tilsnigelse, men det faktum, at minoriteter af enhver slags har mulighed for at komme til orde og blive hørt om uretfærdigheder de udsættes for, er et positivt skridt i en mere demokratisk retning. Det giver stemme til de, der før ikke havde nogen.
Men der er også tale om et tveægget sværd. For i sagens natur kan enhver magt også misbruges. Der er en reel risiko for, at frygten for en digital stening, vil afholde kunstnere fra at sige deres mening i det offentlige rum. I yderste konsekvens kan det føre til selvcensur.
Det er for eksempel umiddelbart tilfældet med ’Zoolander 2’-traileren, der kort efter sin premiere genererede over 10.000 underskrifter, der talte for en boykot af filmen, fordi Benedict Cumberbatchs androgyne modelkarakter All ifølge initiativtageren til underskriftindsamling latterliggjorde kønsneutrale individer. Det er vurderet ud fra knap halvanden replik i en trailer. Siden har manuskriptforfatter Justin Theroux måttet begræde reaktionen, fordi scenen er taget ud af kontekst. Men kontroverser som disse kan betyde, han en anden gang stikker piben ind og laver mere “forsigtig” satire uden bid.
Noget lignende er for eksempel sket for Adele, der ikke længere må tweete direkte til sine fans, før hendes pr-hold har godkendt indholdet på grund af »for meget drunk tweeting«, som hun fortalte til talkshowvært Graham Norton.
I sidste ende kan det betyde, at ingen kunstnere tør påtage sig en holdning, nogen er uenig i af frygt for at blive lynchet af vrede internethorder. Hvis kunstnere ikke må sige andet end at hjerte rimer på smerte af hensyn til deres PR og fordi internettet mener det, så er en del af deres rolle i samfundet udspillet.
Internettets parlament er over tid blevet en magtfaktor og med det følger også et stort ansvar, som Spiderman ville sige. Med magten følger også risikoen for at give kunstnere mundkurv på i jagten på en viral smædekampagne, der måske nok kan være politisk korrekt, men også frarøver kunstnere muligheden for at sige noget skarpt og kontroversielt. Så går fordelen ved internettet som talerør pludselig fløjten, hvis dem med de skingreste stemmer får lov at tale højest.