Test: ID1 er en forfriskende idé, men mangler at file nogle hjørner

Test: ID1 er en forfriskende idé, men mangler at file nogle hjørner

»Turn it round« er sloganet for den nye, danske smartphone ID1. Det er en reference til smartphonens cirkulære Android-interface, men også at de drømmer om at vende smartphonebranchen på hovedet.

Lykkes de så med det? Nej, de kommer ikke til at vende op og ned på hele branchen. Men de bringer en håndfuld gode idéer til bordet og forsøger at ruske lidt op i en branche, hvor alle vil se genkendelige ud og forsøge at skille sig ud på samme tid.

Vi har haft ID1 i hænderne en uge og har testet den med højere fokus på den egentlige brugeroplevelse, navigationen og kameraet end tech-specifikationer og geekbench-værdier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvad kan den?

ID1 er første skud på stammen fra den danske producent ID2ME, og lad det være sagt med det samme, at det ikke er en kraftfuld high end-smartphone – hvilket ID2ME heller ikke lancerer den som – men omvendt ligger den heller ikke øverst på pristavlen, så det kan forsvares. Der er ikke nogle specs, der stikker decideret ud, bortset fra muligheden for dual-sim, der er et die hard must for nogle.

Batteriet på 2.500 mAh burde jo på papiret ikke være imponerende, men ved almindelig brug holder det snildt to døgn på en opladning. ID1 kører på en 64-bit octa-core processor på 1,7 GHz og den har på intet tidspunkt virket sløv.

Den bliver temmelig varm, når den skal præstere, men det er den eneste større anke jeg har, til selve præstationen.

Styresystemet

ID1’s centrale salgsargument er dog noget helt andet, nemlig at den kører på et modificeret Android-styresystem, der gør det muligt at navigere til alle dine apps uden at løfte fingeren på noget tidspunkt.

Det gør den ved at man fra bunden af startskærmen kan navigere på en x/y-akse, hvor de horisontale bevægelser bladrer mellem kategorier, hvor ens apps ligger fordelt på et hjul. Når man har fundet den rette kategori, kan man uden at løfte fingeren vælge en app ved at bevæge fingeren vertikalt.

ID2ME_2809
Sådan er ikonerne fordelt på ID1. (Foto: Lasse Høgh)

 

Superbrugere vil mene, at enhver med evnerne selv ville kunne installere noget lignende, men det er første gang, jeg ser det på en kommercielt forhandlet smartphone. Den slags er måske netop, hvad Android-styresystemerne har brug for, hvis de skal skille sig ud fra hinanden – og fra Apple

Når det så er sagt, så er det ærligt talt lidt svært at vænne sig til. Det er stadig ikke helt intuitivt efter en uges brug og ofte går der et sekund, før den registrerer, at man skifter akse. ID2ME har arbejdet med muskelhukommelse, som skulle bevirke, at du skulle kunne åbne den rette app uden at se på skærmen, men ved at mærke efter vibrationerne. Men styresystemet er så fintfølende, at man ender med at skøjte lidt op og ned for at ramme den rette app.

Derudover er der også en hel masse ting, jeg savner fra det traditionelle Android-styresystem. For eksempel muligheden for åbne apps ved at trykke på ikonerne i hjulet. For eksempel muligheden for at dragge og droppe apps ind i kategorierne. For eksempel et par favoritapps på startskærmen, som man ikke behøver navigere efter.

For en smartphone, der slår sig så meget op på personliggørelse, kunne det være fedt at have valgfriheden omkring nogle af de centrale styre-funktioner.

ID2ME_2808
Et par smutveje på startsiden ville ikke skade (Foto: Lasse Høgh)

 

Hvordan ser den ud?

Hvad har ID2ME gjort for ikke bare at blive endnu en glasplade i skinnende rustning på elektronik-hylderne? Jeg vil ikke sige designet er unikt, men det er gennemført og det er mestendels afdæmpet dansk. Der er gjort noget ud af det og den ligger godt i hånden.

Hver model kommer med to covers. Standarden mat-sort med en glat, men skridsikker overflade. Det kan skiftes til et dybrødt, skinnende cover, der dog er alt for glat i grebet. Hvis man har behov for at gå tutti-frutti-amok findes der et hav af andre covers til ID1. Personligt synes jeg, det sorte cover klæder smartphonen bedst.

ID2ME har valgt at sætte deres logo på både forsiden og bagsiden og det giver desværre et lidt billigt look. Særligt på forsiden, hvor logoet fungerer som home-knap, kunne det sagtens have været undværet, ligesom ID1 havde været kønnere uden de to flankerende navigationsknapper.

ID2ME
Logoet i bunden forstyrrer et ellers pænt ydre.

 

Størrelsen og vægten er på ingen måde belastende i hånden eller i lommen. Også skærmstørrelsen vil please de fleste, selvom tastaturet nogle gange godt kunne bruge en my mere afstand mellem tasterne. Det fjerneste hjørne af skærmen på fem tommer kan med lidt anstrengelse nås med tommelfingeren, men det er sjældent bydende nødvendigt.

Kameraet

ID1 er udstyret med et 13 MP-kamera med Sony-sensor på bagsiden og et 5 MP-kamera på fronten. Det primære kamera er ganske udmærket og er udstyret med en række ret sjove funktioner. Udover selvfølgelig panorama-funktion, der fungerer både horisontalt og vertikalt, kan man lave såkaldte billedbobler, der svarer til et billede taget med et 360-graderskamera. Desuden kan det tage billeder med fokus-effekt, der opnåes ved at tilte smartphonen en anelse mens billedet tages. De to sidstnævnte funktioner kan være svære at få til at fungere fejlfrit, men om ikke andet er det underholdende at lege med.

Ved standardbilleder er lukketiden og stabilisatoren ganske acceptabel. Herunder er et billede taget med ID1. Zoomet ind er der en smule støj på billedet, men særligt i dagslys er billederne helt fine.

IMG_20160112_121513
Taget med ID1

 

Frontkameraet er en lidt anden sag. Særligt ved lav belysning tager det ret grynede og utydelige billeder. Det kunne være en idé for ID1 at opprioritere – dels for at skille sig ud, dels for at appellere mere til selfie-generationen.

Endelig vurdering

ID1 er ikke et fuldendt produkt, men rammer rigtigt på mange punkter: Fint kamera, god batterilevetid, stabilt design og ikke mindst lysten og modet til at prøve noget nyt. Og så har vi tilmed gemt det bedste til sidst:

Selvom der er mange frustrationer ved at bruge ID1, så rammer de én ting helt rigtigt: Dialogen med brugerne. En af virksomhedens hjørnesten er nemlig IDLAB, der er en slags åbent laboratorium, hvor det er tanken, ID2ME løbende skal få input til forbedringer fra brugerne. OnePlus har en lignende tankegang og faciliterer en ivrig debat med brugerne gennem deres fora, Twitter og Facebook. Det er en slags antitese til Apple, der er famøse for deres hermetiske lukkethed over for direkte og offentlig kontakt med brugere.

Alt i alt håber jeg, at ID1 bliver en rimelig succes, så vi får muligheden for at se endnu et skud fra ID2ME. Android-styresystemet har brug for nytænkning, hvis det skal kunne hamle op med iOS. De større Android-producenter kunne lære noget af ID2ME.

 


Køb den, hvis…

+ …andre Android-styresystemer frustrerer dig
+ …du vil have indflydelse på dit styresystem
+ …du kan lide farverige covers

 

Køb den ikke, hvis du…

– Har brug for en ultrakraftfuld smartphone
– Er et vanedyr

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af