‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’ er et overrumplende og befriende mesterværk
Det er efterhånden sjældent, at et spil fuldstændig tager pusten fra mig. Med årene er jeg blevet gammel, hærdet og en smule kynisk, men ‘Zelda: Breath of the Wild’ bragte det ti-årige, begejstrede barn frem i mig igen. Ved at tage chancer med sin måske bedste spilserie har Nintendo skabt et eventyrligt action/adventure-spil, der med stor succes udfordrer den gængse måde at tænke open world-design på.
En ægte åben verden
‘Breath of the Wild’ starter i en grotte. Som seriens evige protagonist, den altid tavse Link, vågner du i et mystisk bassin uden nogen hukommelse om tidligere begivenheder. To minutter senere er du ude af grotten og skuer ud over kongeriget Hyrule i al dets pragt. Efter et startområde, der introducerer dig til spillets centrale kræfter får du et item, der lader dig begynde udforskningen af resten af Hyrule.
Her viser ‘Breath of the Wild’ for første gang, hvor radikalt det designmæssigt er. Modsat nærmest alle andre spil kan du her storme direkte mod skurken Ganon og udfordre ham. Ikke at du på dette tidspunkt har den store chance for at besejre ham, men det kan lade sig gøre.
Denne åbne tilgang til spildesign gør sig gældende overalt i spillet. Vælger du for eksempel at følge spillets main quest (hvilket varmt kan anbefales), kan spillets fire centrale dungeons klares i valgfri rækkefølge. Intet sted i ‘Breath of the Wild’ er friheden dog mere svimlende, end når det gælder udforskningen af spilverdenen. Link kan klatre på alle overflader, og det er kun dit (opgraderbare) stamina-meter, der sætter grænser for, hvor du kan bevæge dig hen.
Det betyder i praksis, at du kan komme alle steder hen og heldigvis er ‘Breath of the Wild’s verden propfyldt med små og store hemmeligheder, der er værd at lede efter. Noget der yderligere tilskynder dig til at udforske, er den ekstremt nyttige hang glider, der gør enhver tur ned fra de mange bjerge og bakker til en leg.
Rundt omkring i Hyrule finder du tårne, der, når du har besteget dem, udfylder dit kort. Hvis det lyder bekendt, er det fordi, at featuren efterhånden er blevet et fast indslag i open world-spil lige fra ‘Assassin’s Creed’ til ‘Horizon: Zero Dawn’. Men hvor du som regel får udfyldt kortet med aktiviteter, nøjes Zelda med at tegne højdedrag og stednavne ind. Det er med til at holde dig i spilverdenen i stedet for at fedte rundt i dit kort og jage questmarkører i det uendelige, sådan som man desværre gør i rigtige mange open world-titler. Med til at understøtte dette er også den fortrinligt designede verden, der gennem visuelle cues henleder ens opmærksom til interessepunkter på elegant vis.
Det barske vejr
Når du rejser gennem Hyrule, skal der også tages højde for det barske vejr, for Nintendo har inkorporeret en del survival-elementer i ‘Breath of the Wild’. Link kan miste livet ved at fryse ihjel, brænde op af hede, og du gør klogt i at holde dig fra høje punkter og åbent hav, når det er tordenvejr. Der skal laves mad for at genopfylde dine hjerter, og våben og skjolde går i stykker, så du skal hele tiden afsøge verden for nyttige ting.
I det hele taget er ‘Breath of the Wild’ fyldt med små detaljer, der giver spillet liv. Hvis du for eksempel rammer et trævåben med en flammende pil, går der ild i det, hvilket medfører, at det pludselig giver elementær skade. Man kan også fodre hunde med råt kød og få sig en ven for livet. Spillet fortæller dig ikke alle disse ting, og netop derfor er de sjove at opdage og fordrer en nysgerrig spillestil.
Der skal naturligvis også kæmpes mod en lang række monstre med enten nærkampsvåben eller bue og pil. Kampsystemet er ikke specielt komplekst, men det er velfungerende, ganske udfordrende og føles godt. Jeg blev aldrig træt af at flyve ned mod en Moblin-lejr med min hang glider, tage sigte med en flammende pil i slow motion for derefter at sende den direkte mod en eksploderende tønde, slå hang glideren ud igen og flyve i sikkerhed.
Et klassisk eventyr
Spillets main quest tager dig til de fire hjørner af Hyrule for at få hjælp til kampen mod Ganon, der holder prinsesse Zelda indespærret og truer med Jordens undergang. Det er et klassisk eventyr, men Nintendo har heldigvis fyldt historien ud med en række mindeværdige karakterer og de quests, der hører til de fire steder Link rejser hen, byder på mindeværdige sidehistorier. Og så giver spillets main quest den helt rigtige episke følelse af at rejse igennem en fascinerende, farlig og fuldstændig enorm verden.
Der er naturligvis også en masse sideindhold i ‘Breath of the Wild’. Bedst er Shrines, der er mini-dungeons, som belønner dig med Spirit Orbs, du kan bruge til at få mere liv og stamina. De fleste er virkelig opfindsomme og veludførte, og så er de med deres korte længde perfekte til at klare, når man er på farten med sin Switch. Der er også deciderede side quests, men her skuffer ‘Breath of the Wild’ desværre med nogle meget basale fetch quests. Min lyst til at finde 20 svampe til en tilfældig mand, lå i hvert fald på et meget lille sted, når nu hele Hyrules skæbne var på spil.
En visuel perle
Man kan godt se på ‘Breath of the Wild’, at Nintendo Switch har begrænsede muskler at spille med, men hvad spillet mangler teknisk, har det til overflod kunstnerisk. Den lidt cel shadede (der fjerner skygger fra spillet og giver det en mat og let 2D-agtig æstetik) stil føles som en videreudvikling af udtrykket fra ‘Wind Waker’, og både karakterer og steder er vakt til live med et overskud og en eventyrlighed, der gav mig lyst til at udforske i det uendelige bare for at se, hvad Nintendo kunne diske op med.
Årets spil?
Selvom 2017 endnu kun er nogle få måneder gammel, er ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’ utvivlsomt en kandidat til årets spil. Nintendo har på modig vis taget store chancer med deres guldkalv og imponerende nok, lykkes de med næsten det hele.
‘Breath of the Wild’ sugede mig ind i dets fascinerende verden, og da jeg efter 40 timer havde besejret Ganon, kunne jeg ikke vente med at vende tilbage til Hyrule for at grave flere af spillets utallige hemmeligheder frem. ‘Breath of the Wild’ prikker til nysgerrigheden, opfindsomheden og eventyrlysten og mindede mig om, hvorfor spil som medie er helt unikt.
Godt
+ I sandhed en åben verden
+ Visuelt sublimt
+ Genskaber den rene begejstring ved spil
Skidt
– Ligegyldige side quests
– Ingen teknisk sværvægter