‘Little Nightmares’ er et fængslende mareridt i skyggen af sine forbilleder
Hvis imitation er den største smiger, har københavnske Playdead god grund til at rødme, for næsten-naboerne, det Malmø-baserede Tarsier Studios, har med deres første originale spil ‘Little Nightmares’ i den grad ladet sig inspirere af Playdeads to nyklassikere, ‘Limbo’ og ‘Inside’.
Ligesom disse spil er ‘Little Nightmares’ en dyster, side-scrollende, fysikbaseret puzzle-platformer med et på overfladen skrøbeligt barn i hovedrollen. Spillet har sine mangler og irritationsmomenter og når ikke inspirationskildernes niveau, men takket være en ofte sublim atmosfære er det alligevel et spil, som fans af Playdeads titler ikke bør snyde sig selv for.
En gul regnfrakke på udebane
I ‘Little Nightmares’ indtager du rollen som Six, et mystisk barn klædt i en distinkt gul regnfrakke. Six er en fange på den gådefulde, havbaserede konstruktion The Maw, som bestemt ikke kan siges at være et specielt børnevenligt sted. Farerne lurer overalt og særligt The Maws enorme og horribelt deforme ansatte og gæster har en ubehagelig tendens til at lave tartar ud af Six, hvis de får fingrene i hendes(?) spinkle krop.
Hvorfor Six er taget til fange, og hvad The Maws formål er bliver langsomt afsløret i løbet af spillets fem kapitler, men den ord- og tekstløse historie er dog stadig ret uklar og lægger op til en del fortolkning.
Det er en fortælleteknik som Playdead har benyttet med stor effekt, men hvor ‘Limbo’s og ‘Inside’s historier er tematiske skattekister propfyldt med rige symboler, er ‘Little Nightmares’ en mere ligefrem og overfladisk sag. Spillet kan sagtens læses som en kommentar på vores ukritiske (over)forbrugssamfund, men som samfundskritik mangler spillet den skarphed, der kendetegner for eksempel ‘Inside’.
Upræcis styring og manglende udfordring
Den lidt tyndbenede historie er desværre ikke det eneste problem, der tynger ‘Little Nightmares’. Selvom spillet er side-scrollende med et fast kamera styrer du faktisk Six i tre dimensioner, og selvom det åbner op for nogle gameplaymæssige finurligheder, medfører det en til tider lidt upræcis styring, der sammen med et lidt for nærigt checkpointsystem og et mærkeligt button layout (hvorfor sprinter jeg på firkant og ikke R2, når jeg croucher på L2 og hopper på kryds?), resulterer i en del unødvendig frustration som følge af trial and error.
Og nu jeg er ved kritikpunkterne, så mangler spillets gåder både opfindsomhed og reel udfordring. Det meste er set før, og de ellers særdeles intense kat og mus-dueller mod spillets fjender ville have nydt godt af, at begge parter havde lidt flere strenge at spille på.
Eminent atmosfære
På trods af ovenstående kritikpunkter greb ‘Little Nightmares’ mig fra første billede og holdt mig fanget helt indtil rulleteksterne. Det skyldes ikke mindst spillets fremragende audiovisuelle design. Billedsiden drager tankerne hen på den franske fantasyfilm ‘De Fortabte Børns By’, og den dystre og stemningsfulde lyssætning samt blikket for små detaljer som for eksempel malerierne på væggene gør, at The Maw føles som et på en gang surrealistisk og virkeligt sted.
Og så er der monstrene, hvis man ellers kan kalde dem det. Six’s dueller mod eksempelvis et par vanskabte og svært overvægtige tvillingekokke eller børnepasseren fra helvede, er som trukket ud af alle børns mareridt. Fjenderne er makabre, men stadig menneskelige, og de føles vitterligt som kæmper i forhold til den dimunitive Six.
Generelt er Tarsier dygtige til at sætte dig i et barns sko gennem brugen af skala. Alting er for stort til Six, som befinder sig et fremmed og særdeles fjendtligt sted, der bestemt ikke er indrettet til børn, og håbløsheden siver ud af ethvert billede.
Lydsiden er også smukt realiseret med et utroligt effektfuldt lyddesign, der både tør larme og dyrke uhyggen i stilheden. Min tur igennem The Maw gav associationer til barndomsminder om overnatninger fremmede steder, hvor de mange nye og ukendte lyde var en kilde til både nysgerrighed, ængstelse og decideret frygt. Musikken bakker fint op om den imponerende lydside med blandt andet den måske mest dystre brug af vuggeviser, jeg er stødt på i et spil.
Endelig dom
Da rulleteksterne efter 4-5 timer tonede frem på skærmen sad jeg med en lidt ambivalent følelse. På den ene side er ‘Little Nightmares’ et langt hen af vejen vellavet og uhyre stemningsfuldt spil, der havde min fulde opmærksomhed hele vejen igennem.
Men på den anden side har det nogle irriterende fejl og mangler noget tyngde og substans. I sidste ende får det dog en anbefaling herfra, især hvis du er tilhænger af Playdeads titler og har mod på verdens med garanti mest makabre cruise.
Godt
+ Flot visuelt udtryk
+ Glimrende lyddesign
+ Et godt fix for fans af Playdead
Skidt
– Læner sig lidt for meget op ad sine inspirationskilder…
– …uden at nå deres niveau
– Nærigt checkpointsystem