‘FIFA 18’ har fodboldhjertet på rette sted – også mellem kampene
Da jeg anmeldte ‘PES 2018’ her på siden, efterspurgte jeg en større sans for fodboldkultur i spillet. Det føltes en lille smule tomt, at spille et nok så udfordrende og velskabt fodboldspil, fordi alt det, der foregår uden for banen (og spiller en enorm rolle i fodboldkultur i virkelighedens verden) blev stærkt underprioriteret. Oplevelsen, selvom den var sjov, føltes løsrevet og en lille smule retningsløs.
Nuvel. Jeg har fået hvad jeg bad om. ‘FIFA 18’ – ‘PES’’ ærkerival – er et spil, der føles som om det tager fodbold alvorligt: Ikke bare som en sport med en bold og 22 spillere, som Tyskland altid vinder, men som en sport, der for nogen er en hel livsstil. En helhed, der er større end dets dele.
Direkte til 11 meter-pletten
Første gang man booter spillet op, bliver man uopfordret kastet direkte ud i at sparke frispark – en manøvre jeg også husker fra de gamle ‘Ringenes Herre’-spil til PlayStation 2, der dengang føltes som et friskt pust og en overrumplende oplevelse. Selvom kanten er gået lidt af det greb med tiden, var det alligevel en forfriskende og anderledes håndgribelig oplevelse, når man stiller det op overfor ‘PES’’ kluntede og svagt brugerfjendske mur af menuer, der møder en, når man starter det op.
Man opdager hurtigt at ‘FIFA 18’ lever op til dets ry som den mere tilgængelige og åbne af de to store fodboldspilserier. Gameplayet er betydeligt mere tilgivende end ‘PES’’ knaldhårde og finessefyldte gamepad-gymnastik. Spillerne holder bedre fast i bolden, og det er nemmere at løfte blikket og overskue banen i dens helhed. Spillerne gør lidt mere af arbejdet for en, så at sige.
Sammenlignet med ‘PES’ føles det godt nok heller ikke helt lige så meget som ens helt egen, svært tilkæmpede mesterpræstation, når man laver et godt indlæg eller placerer bolden helt oppe i målets hjørne.
En fodboldrejse
Til gengæld har ‘FIFA 18’ noget ‘PES’’ overhovedet ikke kan konkurrere med: The Journey, fortsættelsen på noget så aparte som en historiefyldt kampagne i et fodboldspil, der først blev eksperimenteret med i ‘FIFA 17’.
I rollen som det unge, britiske fodboldhåb, Alex Hunter, vælger man det hold, man har mest lyst til at spille for (en meget vigtig del af et fodboldspil) og gennemlever hans personlige og professionelle op- og nedture.
Det er en meget virkningsfuld oplevelse. Den første scene foregår i Brasilien, hvor Alex og en holdkammerat vader igennem favelaen, og Alex drømmer om de store stjerner, der startede deres karriere her. En gruppe knægte, der spiller gadefodbold, genkender ham, og inviterer de to spillere med til et hurtigt spil. Her tager man kontrollen med Alex, og spiller igennem et enormt sjovt spil gadefodbold – et tydeligt throwback til ‘FIFA Street’-serien, hvis seneste udgivelse var helt tilbage i 2012.
Resten af kampagnen går helt tæt på Alex, forholdet til hans fraværende far, interne spændinger i klubben og hans performance på banen. Og det er virkeligt dragende for spiloplevelsen, at man har mere investeret, end det umiddelbare kampresultat – selvom det naturligvis også spiller ind. Jeg vil særligt anbefale, at man vælger at spille udelukkende som Alex, i stedet for standardløsningen, hvor man skifter fra spiller til spiller. Dertil kan man vælge at kameraet skal befinde sig direkte bag Alex, i stedet for i fugleperspektiv over banen.
Når man er tæt på at score, vibrerer controlleren i ens hænder, og kombineret med de andre detaljer (samt det faktum at Alex’ fremtidige karriere står og falder med ens præstation), er det det tætteste jeg endnu har været i et fodboldspil, på den egentlige oplevelse af at spille fodbold. Der er også mulighed for at spille flere personer i kampagnen, hvilket bliver overraskende socialt både på banen og af banen og er lidt som at se en dramatisk serie i godt selskab, når cutscenerne ruller henover skærmen imellem kampene.
EA’s satning på The Journey er intet mindre end en fremragende idé, og den vekslen mellem personlige dramaer og professionelle fodboldkampe udmønter sig i noget så simpelt, som en sjov spiloplevelse. Derudover slår The Journey også et kærkomment slag for kvindefodbold, da man et stykke inde i The Journey indtager rollen som Alex’ halvsøster, der som 16-årigt stortalent spille landskamp for USA mod Tyskland.
Mere end et spil
Det er en god oplevelse, at ‘FIFA18’ også har blik for, at fodbold netop ikke bare er et spil, men også en personlig sag, og en levende kultur, noget der nærmest fylder alt i nogle menneskers liv. Suset fra publikum, når en bold bliver reddet i sidste øjeblik eller en grov tackling fælder en spiller. Hjertet der banker, når Alex spurter mod målfeltet, tæt forfulgt af forsvarsspillerne.
‘FIFA18’ har virkelig også spillet med musklerne, hvad angår celebre indslag i spillet – i en særligt memorabel scene i The Journey, møder Alex i en kamp mod Real Madrid Christano Ronaldo himself, hvis stemme også er indtalt af den portugisiske boldlegende.
At Ronaldo ikke ligefrem er den fødte skuespiller er mere et plus end noget andet, og smilebåndet bliver trukket helt op i panden, når han lidt brysk får fremstammet »h-you gott potensial kid«, idet han og Alex (til Alex’ grænseløse glæde) bytter trøjer efter kampen. Det er svært ikke at blive smittet af den begejstring ‘FIFA18’ har for fodboldspillet, samtidig med at alvoren også kommunikeres i The Journey. Muligheden for at udvikle Alex’ færdighed imellem kampene og tjekke de sociale medier (hvor en masse rigtige fodboldpodcasts og fodboldspillere medvirker) er sjov og relativt velimplementeret.
Endelig dom
Det er let at mærke, at ‘FIFA18’ har haft et vitterligt enormt budget – interfacet, kampagnen, de dyre rettigheder til at have virkelige spillere og klubber til at deltage, alt det bidrager til en imponerende oplevelse. Og som vanligt for ‘FIFA’ er soundtracket også on point.
Det er dog ikke til at komme udenom, at ‘PES’ har et stærkere og mere intuitivt gameplay på selve banen, når man uundgåeligt skal sammenligne de to. I ‘FIFA18’ kan man undertiden få fornemmelsen af, at spillet foregår lidt langsomt og omkring en, i stedet for centreret om en. Der er ‘PES’ mere heftigt og kan til tider være en mere involveret oplevelse i hvert fald på et teknisk plan.
Alligevel tror jeg, det er ‘FIFA18’, jeg vil være mest tilbøjelig til at vende tilbage til. Det er slet og ret en sjovere oplevelse at være involveret i Alex’ liv, end det er at spille ‘PES’’ lidt hjælpeløse myClub-mode, og selvom ‘PES’ er ‘FIFA18’ teknisk overlegent, så føles glæden ved fodbolden, ved kulturen og ‘FIFA18’s sans for drama mere tilfredsstilende. ‘FIFA18’ har hjertet med, selvom det er en ekstremt dyr og poleret AAA-produktion.
Godt
+ The Journey er en fremragende gamemode
+ Mere tilgængeligt for de uindviede
+ Formår at sige noget om fodbold, der rækker udover det, der foregår på banen
Skidt
– Undertiden kan gameplayet være lidt langsomt
– Man kan føle sig en kende uinvolveret, når det langsomme spil foregår omkring en
– Ikke så intens eller lige så teknisk, som ‘PES’