KOMMENTAR: Da Nike sidste år lancerede sit sneaker-collab med Off-White, var der lagt op til noget stort. En af tidens mest omtalte designere, endda før Louis Vuitton-udnævnelsen, skulle give sit bud på ti af Nikes (inklusiv søsterbrandet Converses Chuck Taylor ’70) mest velansete modeller.
Samarbejdet blev lanceret som noget eksklusivt og enkeltstående, og kombineret med en atypisk release-metode, hvor tre omgange med tre par landede forskudt (udgivelsen af Chuck Taylor blev udskudt grundet komplikationer), blev det hele til et selvforstærkende forløb. Og så har vi slet ikke rundet de efterfølgende talks, workshops og tekstbogen, der samlede op på det hele.
Enhver størrelse blev revet væk, og resell-priserne nåede efterfølgende absurde, dog langt fra overraskende højder.
Et designs kvaliteter eller mangler vil ofte være et subjektivt anliggende, men der synes at herske en bred enighed om, at ‘The Ten’ var yderst vellykket. Hvad end man havde den ene eller den anden som sin favorit, så var der noget for de fleste. Ablohs design delte de ti par i to, efter en henholdsvis dekonstrueret og gennemsigtig tilgang, og bar tilmed præg af en overordnet smagfuld bevarelse samt respekt for det pågældende pars oprindelse. Samarbejdet var også med til at etablere Ablohs overforklarende brug af citationstegn, som han siden har gjort til et af sine kendetegn.
»Så langt, så godt«, fristes man til at sige. Et særligt og begrænset samarbejde med en for alvor fremstormende Virgil Abloh, det kan ingen jo have noget imod. Det bør også nævnes, at ‘The Ten’ var et forfriskende collab, hvor designeren for en gangs skyld havde foretaget sig mere end blot at ændre farverne og påsætte sit navn på en ellers velkendt model. Ablohs succes er ham til fulde vel undt, og det er netop derfor, at det er en ærgerlig drejning, tingene siden har taget.
Efter de originale ti har Nike, i par af to, udgivet Air Jordan 1, Air VaporMax og senest Air Presto. Alle sammen blot i nye farvevarianter. Hertil kommer det, at endnu flere er på vej: Air Max 90 og 97, Blazer, Air Force 1 og Zoom Fly er alle rygtet, nogle endda bekræftet – endnu blot i nye colorways.
Uden at lyde naiv eller alt for fornærmet, så skulle man jo ellers mene, at titlen ‘The Ten’ i sig selv var udelukkende for flere versioner eller farvevarianter, men den har snarere vist sig selvmodsigende.
Marketingstrategien er selvfølgelig enkel: Start begrænset, skab undertryk og åbn så sluserne. Den bliver ofte brugt. For eksempel lukkede Adidas i 2011 for produktionen af Stan Smith og skabte derved et vakuum. Det begrænsede udbud skabte en ny efterspørgsel, som gjorde, at Stan Smith i 2014/2015 på ny eksploderede, da den blev relanceret. Det er basalt, men giver en forstærkende effekt, når det, man længe gerne har villet have, pludselig kan fås.
Det samme har gjort sig gældende med Adidas’ Yeezy-samarbejde med Kanye West. Det har dog længe været et erklæret mål fra Kanyes side, at alle, der var interesseret, skulle kunne få fat i et par Yeezy – og så er samarbejdet jo mere en reel underlinje hos Adidas, ikke et enkeltstående samarbejde Nike x Off-White, og det er netop heri problematikken reelt befinder sig.
Den hype, som opstår frem mod, på dagen af og i tiden efter en så stor release, manifesterer sig mentalt hos folk, som noget helt særligt. Det var jo netop disse ti unikke par, som man forelskede sig i, og ikke de efterfølgende modeller. Det er en anden snak, når Adidas lugter blod og producerer deres UltraBoost i enhver fysisk mulig farvesammensætning. Der er tale om en regulær sneaker tiltænkt alle og enhver. ‘The Ten’ skulle være noget unikt, med alt hvad det indebærer. Nu er det som succesfulde tv-serier, der bliver forlænget i det uendelige og udvandet, indtil folk falder fra.
Ingen af de efterfølgende, nye colorways har bragt noget nyt til bordet, ud over endnu en mulighed for at få et par, hvis man ikke fik i første omgang – en billet om bord på hypens tog. Et tog som for en stund holder ind på perronen, hvor de oprindelige ti, i sporet overfor, brager forbi så hurtigt, at man føler det er ens eget tog, der er i fremdrift mod noget originalt – en optisk illusion.
Æstetisk præference er individuelt, og at man synes, den ensfarvede Air Presto er pænere end den originale todelte, skal stå enhver frit for, men i forhold til ‘The Ten’ som værk undergraver alle senere udgivelser sig selv og ikke mindst sine forgængere.
Læs også: Ugens bedste sneaker-nyheder – danske opdateringer, Yeezy og Undercovers stærke Nike-look