KOMMENTAR. St. PigeoNation’s Institute er en skole for talentfulde og ekstra skarpe fugle. Du ved, dem der virkelig vil frem i verden med fjer, næb og kløer.
Men det er også en skole som alle andre. Fyldt med stræbere, ungdomsopgør og ikke mindst hormoner. Vilde, intense, liderlige hormoner.
Og jeg er – som eneste menneske – netop startet på skolen i håb om at finde mit livs kærlighed (eller i hvert fald bare en flirt eller to).
Er du forvirret, er det forståeligt. Det er ikke hver dag, man præsenteres for et setup, hvor man som menneske udlever det vilde Tinder-liv på en skole fyldt med bevingede dyr.
Men spillet ’Hatoful Boyfriend’, som St. PigeoNation’s Institute er en del af, matcher ikke ligefrem den traditionelle opfattelse af datingliv, hvor kærlighed og romantik holdes mellem to mennesker.
I stedet har ’Hatoful Boyfriend’ (der i øvrigt er en spilmatisering af en populær visuel novelle fra Japan), siden det udkom i 2014, været drivkraften, der fik datingspil til at gå mainstream i den vestlige verden.
For datingspil – eller otome som genren kaldes i Japan – har i lang tid været en kæmpe succes i det japanske hjemland, hvor de ofte udvikles som tekstbaserede spil rettet mod kvinder.
Formålet er ofte simpelt: at udforske en historie, imens man opbygger romantiske forhold ved at klikke sig igennem et hav af tekster og valgmuligheder. Vælger du rigtigt, vinder du stort i kærligheden (eller får i det mindste et knald).
Det er en legesyg tilgang til kærlighed, som vi i den vestlige verden ikke altid er vant til eller nødvendigvis trygge ved.
Og det er da heller ikke så underligt, at konceptet bag datingspil er svært at forstå, for de har ofte et bizart ry. Går man ind på genren for ’datingsimulator’ på Steam, verdens største platform for PC-spil, ender man hurtigt i et broget udvalg af seksuelle oplevelser.
Der er indhold »for voksne«, som Steam kategoriserer det, og så er der klassikeren hentai, som mange sikkert vil forbinde med tentakler og bestialsk sex, men som egentlig dækker over manga og anime af en særdeles eksplicit natur.
Her adskiller spil som ’Hatoful Boyfriend’ sig ved at leve højt på den meget bevidste humor, hvor underholdningen trumfer enhver form for tilbageholdenhed, man måtte have ved at date duer.
Det er nemlig ikke udseendet, som er vigtigt, men derimod handlingen bag spillenes romantik. Det er en fantasi, som ikke har en dybere mening end blot fornøjelse.
Duerne kunne lige så godt være mennesker (og man kan faktisk vælge at give dem et menneskeligt udseende ved første øjekast), for budskabet er det samme: Vi ikke bør skamme os over nysgerrighed, når det kommer til kærlighedens mange aspekter.
At datingspil ikke længere er tabu ser vi især med en stigende tendens hos vestlige udviklere, hvor flere spilfirmaer, der ellers ikke er kendt i genren, tør satse på genren.
Lige nu har det anerkendte indiefirma Failbetter Games, som stod bag det kritikerroste ’Sunless Sea’, et datingspil undervejs sat i det victorianske London. Og Rocket Adrift kaster sig over teenageromantik og grungestemning i det kommende ’Raptor Boyfriend: A High School Romance’.
Selvom spillene klædes ind i en mere vestlig æstetik, er det ikke svært at se, at de bygger videre på det koncept, som de japanske datingspil fokuserer på, nemlig at servere en uskyldig og romantisk fantasi, som samtidig er sjov at udforske.
Tag bare ’Dream Daddy: A Dad Dating Simulator’, der kækt spiller på den seksualiserede del af daddy-begrebet, men alligevel transformerer det til en humoristisk oplevelse, hvor alle er indforstået med joken.
Med moderne datingspil bliver det dermed en ganske ærlig sag at hoppe ud i den virtuelle romantik og de uskyldige fornøjelser, som datingspillene byder på – om det så er en due, en dinosaur eller en dad bod, der fanger din opmærksomhed.