’FIFA 22’ cementerer sin rolle som kongen af fodbold med en overlegen fuldtræffer
Der findes to slags fodboldfans i denne verden: Dem, der spiller ’FIFA’, og dem, der spiller ’PES’. Jeg har tilhørt den sidste lejr.
For hvor sidstnævnte byder på velplacerede afleveringer og langsomt opspil, hvor man ikke bare kan spurte forbi modstanderen, har ’FIFA’ haft en tendens til det stik modsatte.
Serien har budt på det, kritikere vil kalde arkadefodbold, hvor man spurter op ad flanken med en hurtig fløjspiller, sender bolden indover og scorer – for så at gentage det hele få minutter efter.
Men i år skifter jeg lejr. For nu har ’FIFA’ endelig en form, jeg bryder mig om. En form, der er så imponerende, at jeg allerede har glemt alt om ’PES’.
Mere realistisk fodbold
Det er en ordentlig mundfuld, når årets ’FIFA’ skal bedømmes, for det er ikke bare en tynd udvidelse af selve spillets indhold, som vi fik sidste år.
I stedet har EA taget sig sammen og givet spillet en grundig gennemarbejdning, som især gør sig gældende, når du træder ind på grønsværen – hvis altså du spiller på enten PlayStation 5, Xbox Series X/S eller Google Stadia (ellers går du glip af spillets mest markante fornyelse).
De nyeste konsoller får nemlig glæde af HyperMotion-teknologien, hvor bevægelserne fra 22 professionelle fodboldspillere er blevet optaget under en kamp for derefter at blive inkorporeret i spillet.
Det kunne lyde som tom pr-snak, men det har en markant effekt på spilfølelsen, når kampene først fløjtes i gang.
Spillerne bevæger sig mere dynamisk, og med en klogere kunstig intelligens flyder deres bevægelser mere realistisk.
Det gælder dog primært for spillerne ude i marken, for målmændene har (stadig, fristes man til at sige) en tendens til enten at lave helt tåbelige drop eller agere en urealistisk uigennemtrængelig mur.
Ifølge spillets officielle noter skulle målmændene ellers nyde godt af en ny kunstig intelligens, og selvom der diskes op med fænomenale redninger, som bestemt er en forbedring fra tidligere år, er der altså stadig skæve positioneringer og bizarre reaktioner.
Jovist, Alisson er da en fremragende shot-stopper, men en redningsprocent på 100 ved seks friløbere på fem minutter er altså endnu mere usandsynligt, end at målmanden holder liv i Liverpools Champions League-drømme med et hovedstødsmål i 95. minut.
Fysik der kan mærkes
Men tilbage til pasningsspillet, for det minder endelig mere om ’PES’. Nu tonser du ikke længere bare af sted, men slår i stedet diagonale afleveringer på tværs af banen som en tro kopi af samspillet mellem Liverpools Andy Robertson og Trent Alexander-Arnold.
Det er svært at understrege, hvor markant en forskel de gennemarbejdede afleveringer har for glæden ved ’FIFA 22’, og især de følte indlæg og dybe stikninger er en fornøjelse, der næsten kan omvende en tiki-taka-tilhænger til det direkte spil fremad.
Og sådan gennemsyres spillet grundlæggende af en realisme, der bare gør alt på grønsværen mere naturligt.
Hovedstødsdueller emmer nu af fysik helt ud i fingrene, der klamrer sig til controlleren, og timingen af alle indgreb – fra tacklinger til bolde i dybden, der falder på det forkerte tidspunkt – føles bare langt mere afgørende.
Derfor er det også ærgerligt, at forsvarsspillet på besynderlig vis lider netop under realismen. Fordi det hele flyder nemmere med mere præcise afleveringer, fanges forsvarsspillerne oftere på det forkerte ben, fordi de har travlt med at holde deres linje.
Det er som om, der er et eller andet off i den underliggende spilmotor. Heldigvis virker det som en mindre fejl, der formentlig kan opdateres væk, men det er ikke desto mindre frustrerende, indtil man får føling for at håndtere det i kampsituationer.
En overflod af muligheder
Og så træder vi bort fra banen, for selvom selve spillet er det vigtigste, så har resten af ’FIFA 22’ ligeledes fået en markant opgradering.
Karrieredelen er blevet udvidet, så du nu kan skabe din egen klub helt fra bunden med alt, hvad det indebærer af at designe stadion og trøjer og sammensætningen af din trup.
Du kan køre Saudi-stilen med milliarder på bankkontoen og hoppe direkte ind blandt stjernerne. Eller du kan starte i det små og kæmpe dig hele vejen op fra divisionsfodbold på pløjemarken med drømme om europæisk topfodbold.
Der er blevet mere plads til de nørklede, tidskrævende detaljer, og uanset om du starter din egen klub eller kaster dig ud i den velkendte karriere som stjerneskud eller træner, er spillet nu mere omfangsrigt.
Der er næsten en rollespilsagtig tilgang til hele opsætningen, hvor du – hvis altså dit temperament er til det – skal have fingrene dybere nede i materien.
Det betyder til gengæld, at spildelen Volta Football kan føles næsten overflødig. Jeg var faktisk tilhænger af det lalleglade aspekt, som gadefodbolden bød på i ’FIFA 21’, men i år har jeg ikke skænket det en tanke.
Det skal nok tilfredsstille de spillere, der elsker tricks i overflod, men det er svært at se, hvordan det kan konkurrere med resten af spillets tilbud, når der er så meget andet (af så høj kvalitet) at kaste sig over.
En sikker sejr
Den helt store tidssluger er stadig Ultimate Team. Grunddelene i Rivals og FUT Champions er blevet optimeret, og det er nu knap så uoverskueligt – i hvert fald for nye spillere – at følge med uden at skulle nærstudere hver eneste detalje.
Der er stadig tidsgrænser for, hvornår du skal deltage i kampe, men setuppet er mere løst og dynamisk, så du avancerer i rangering (og dermed nærmer dig bedre belønninger) i et tempo, der føles mere tilforladeligt, end det føles som tvangsarbejde.
Er man dedikeret FUT-spiller, kan den nye opsætning måske virke afskrækkende og for nemt, men for os, der holder os mere på sidelinjen, er det et tiltrængt afbræk fra den ellers intimiderende platform, som Ultimate Team har vokset sig til.
Når man tænker på, at sidste års ’FIFA 21’ mest af alt virkede som en udvidet opdatering af spillet, er det glædeligt, at ’FIFA 22’ formår at rykke sig så meget, som det gør.
Det føles som et kvantespring for serien, hvor især HyperMotion-teknologien gør en markant forskel. De følte afleveringer, de kloge løb – det hele spiller bare.
Kort sagt:
’FIFA 22’ er den komplette pakke for enhver fodboldfan – både på og uden for banen.