’Evil Dead: The Game’: Et fremragende comeback til Ash Williams i topform
Jeg elsker kiksede horror-film, der er så dårlige, at de er gode.
Fra ’Død Snø’ til ’Troll 2’ og hele vejen ud til de obskure titler som ’Rock’n’Roll Nightmare’.
Alle klassikerne står på skuldrene af den ikoniske ’Evil Dead’-film fra 1981, som over de sidste par år har fået en ny film, en tv-serie og et par fine tegneserie-udgaver – for slet ikke nævne, at der er endnu en film på vej.
Nu er turen så kommet til spilmarkedet, hvor horror-historiens mest ikoniske kæbeparti vender tilbage på skærmen.
Heldigvis står både Ash Williams og stort set alle de andre nævneværdige roller fra serien stadig knivskarpt
Stilsikker splatterfest
Præmissen for ’Evil Dead’ er et asynkront multiplayer-orienteret spil, hvor du enten indtager rollen som en af de legendariske monsterjægere (også kendt som de uheldige helte) eller et blodsplattet monster.
Spillet er delt op i to måder at spille på, hvor du enten kører alene igennem en række (som lige nu kun tæller fem) missioner eller via online mulitplayer.
Multiplayer-delen, hvor man er del af et hold på fire spillere imod én dæmon, er klart i fokus, og den har i høj grad fået den største mængde kærlighed i programmeringslokalerne.
Solo-missionerne er derimod mindre udforskninger af horror-troper og historier fra filmene, der fungerer fint som en introduktion til stilen og selve formålet med spillet.
Her skal der indsamles noget grej, der skal opspores nogle kortstumper, der skal scores lidt opgraderingspoint, og til sidst skal en dæmonportal lukkes – alt sammen smurt ind i den humor og de absurde fortællinger, som gør filmene til nogle af de bedste i genren.
Samtidig er både soundtrack og lydeffekter helt igennem sublime, og man fornemmer, at folkene bag har både set og elsket de største 80’er-klassiker, der fornemt skifter fra porøse blade, som forsigtigt trædes ned i den sumpede skovbund, til brølende motorsave og dødsrallen fra shotgun-sønderskudte dæmoner.
Trods den gennemførte stemning kan man frygte, at det hurtigt vil blive ensformigt at slagte horder af knap så mindeværdige zombier, men selv her overraskes man.
For når de udøde står i vejen for, at man kan finde en skovl, så man kan begrave sin udøde forlovedes hoved ude i redskabsskuret, giver det hele pludselig mening.
Det bliver kun bedre af, at hun skiftevis trygler om at blive reddet på den stereotype kvinde-i-knibe-facon for sekundet efter at skifte til den ondeste dæmonstemme og svine både dig og din mor til.
Det er ’Evil Dead’, når det er bedst.
Mageløs multiplayer
Helt som i de efterhånden klassiske socialt anlagte gyserspil ’Dead By Daylight’ og ’Friday The 13th’ skal man med et hold af fire spillere gøre favntag med én dæmon.
De ulige hold retfærdiggøres ved, at dæmonen har fordelagtig adgang til helvedesportaler og læssevis af modbydelige tricks.
Det er klart sjovest at spille som dæmon, hvis man ikke er i selskab med venner, for ligesom mange andre spil lider ’Evil Dead: The Game’ under, at det sjældent er sjovt at samarbejde med vildtfremmede mennesker.
For at få det fulde udbytte kræver spillet nemlig, at man taler sammen og planlægger sin spillestil.
Det er muligt at opgradere sin karakter med hver deres unikke attributter, og det giver altså en fed følelse af specialisering at have en forbedret Ash-karakter eller en toptunet Lord Arthur, hvis holdet mangler en leder.
Dog skal man være varsom med, hvor tit man forelsker sig i at kunne aflive zombier, skeletter og monstre fra distancen med rifler og shotguns, for ammunitionen er sparsom, og ét misset magasin kan nemt være starten til enden for heltene.
Det føles strategisk lækkert, at man skal holde øje med, om ammo’en er ligeligt fordelt, og om support-spilleren er klar til at hjælpe gruppens hunter eller heale ens warrior.
Lækkerbisken for fans
Desværre er træerne i den uhyggelige skov ikke vokset ind i himlen, for selvom spillet er afsindigt godt på mange punkter, er der simpelthen ikke nok af det.
De to spilbare kort, de tre dæmoner og kun fem nødtørftigt sammensatte solo-missioner er ikke nørde-kalorier nok til meget mere end en enkelt weekend foran skærmen.
Der er lovet nye baner, flere helte og læssevis af dæmoner, hvilket boder rigtig fint (særligt hvis det er gratis), men det er også nødvendigt for, at ’Evil Dead: The Game’ ikke bare bliver et 15 timers let glemt horror-måltid.
Til gengæld er det artwork, der fylder spillets menuer, baner og mellemsekvenser, fantastisk, og det vil være en kilde til fryd og blodig fornøjelse for alle fans af genren.
Det er svært at sætte en finger på, om det er 80’er æstetikken, kitch-niveauet eller soundtracket i baggrunden, der gør udslaget.
Men ’Evil Dead: The Game’ føles som en nostalgisk tur ned i nørdekælderen, hvor der lugter af gulnede tegneserier, og hvor neon-farverne ikke er gået af mode.
Kort sagt:
Det er en skam, at ’Evil Dead’ er – i hvert fald indtil videre – magert på indhold, for stilen og den æstetiske oplevelse er tæt på perfekt.