ANBEFALING. Du kender sikkert både dit og din kærestes kærlighedssprog. Nok også reglen om, at det tager 10.000 timers øvelse at blive ekspert. Måske har du også haft en samfundsfagslærer, der har introduceret dig til idéen om, at verdenshistorien er slut.
Den slags småkrummer af viden er i deres enkelthed ret nemme at huske, og de kan hurtigt blive spredt vidt uden reference til de bøger, hvori de er beskrevet.
Men de kommer fra bøger. Bøger der er meget populære, men skrevet på et tyndt grundlag, og som lover at forklare meget mere, end de har belæg for. Det er de bøger, som den amerikanske podcast ’If Books Could Kill’ nådesløst dissekerer.
Hver episode skiftes værterne Peter Shamshiri, advokat fra den amerikanske højesteretspodcast ’5-4’, og Michael Hobbes, medstifter af ’You’re Wrong About’, til at hadelæse en storsælgende, faglitterær bog.
Værterne har styr på deres research og gennemgår bøgerne minutiøst i afsnit, der for det meste er omkring en time, men som holder tonen løs og livlig – med bandeord og det hele.
Med et koncept, der går ud på at rive dårlige bøger fra hinanden, risikerer man nemt at komme til at lyde bedrevidende eller arrogant, og det læner ’If Books Could Kill’ sig 100 procent ind i. Værterne griner hånligt og sukker dybt, når de skal etablere en forfatters ikke-eksisterende grundlag for uholdbare pointer.
Det kunne godt have været for meget, hvis de udelukkende baghåndssmashede på dovne selvhjælpsbøger, men de perspektiverer, giver vigtig kontekst og fremhæver de mest skadelige virkninger af værkerne.
Allerbedst er podcasten, når den sætter tænderne i de bøger, hvis pointer er sivet ud i samfundet og har slået rod som almen viden.
De fem kærlighedssprog er et eksempel herpå, og de har optrådt i den ene artikel efter den anden. Danske medier interviewer gerne terapeuter om brugbarheden af ’Kærlighedens 5 sprog’ uden at deklarere, hvor gennemsyret det originale bogforlæg af Gary Chapman er af gammeldags forestillinger om køn og ufuldstændig videnskab.
Et andet afsnit af podcasten handler om den kendte journalist og forfatter Malcolm Gladwells tredje bog ‘Afvigerne’, der også får en hård medfart. Især kapitlet »Den etniske teori om flystyrt«, hvori Gladwell påstår, at den største faktor for, hvorvidt et fly styrter ned, er pilotens nationalitet.
‘If Books Could Kill’ gør heldigvis op med den slags popvidenskabelige misforståelser. Og den gør det underholdende og med brændende passion.
‘If Books Could Kill’ udkommer hver anden uge på diverse podcastplatforme.