Det Kongelige Teaters ’Et drømmespil’ anno 2024 er en storslået, magisk oplevelse

TEATER. Du har en doktorgrad, men pludselig er du tilbage i skolen.

Foran den sorte tavle står lærerinden. Hvad er to gange to, spørger hun, imens hun holder på en kridtholder med et hvidt stykke kridt i. Hun er utålmodig, og du skammer dig. For selvom du for længst er gået ud af skolen, selvom du er en voksen mand, så kan du ikke svare.

»Du har ikke læst på dine lektier«, siger lærerinden med en streng mine.

Men måske kender hun ikke engang svaret selv.

Det er ét af de scenarier, der udspiller sig for karaktererne i ’Et drømmespil’, August Strindbergs smukke og syrede skuespil fra 1901, som er blevet bearbejdet og iscenesat af Anna Balslev og sat op på den store scene i Skuespilhuset.

Lige hvor den hører hjemme. For ’Et drømmespil’ anno 2024 er en storslået oplevelse.

Det handler om gudedatteren Agnes (Asta Kamma August), der bliver sendt ned på jorden for at føle, hvordan det er at være menneske.

Her møder hun menneskene i en verden, der fungerer på drømmenes præmisser; i fortættede scenarier, hvor tiden kan sidde fast, slå om eller fare af sted.

En verden, hvor ting ikke giver mening, og hvor ting sker ud af det blå. En verden, hvor man er kommet tilbage på skolebænken. Ena Spottag spiller (blandt andet) den skrækindjagende lærerinde, og Mikkel Arndt er manden, der pludselig ikke kan svare, og som straks efter løber rundt på scenen på rulleskøjter.

Det er en verden, hvor Vagten står foran en port i 26 år. Hvor Officeren leder efter sin elskede. Hvor Digteren fletter drøm og virkelighed sammen.

Hvor man bliver sat i karantæne, hvor folk er fattige, hvor man bliver skuffet, hvor man bliver forladt, hvor man sidder fast, hvor man slider sig op, og hvor man bliver splittet ad. Hvor »det er synd for menneskene«.

Det er i hvert fald, hvad Agnes siger. Det er forestillingens åbne spørgsmål, om hun har ret.

Laura Løwe har lavet scenografi og kostumer, og jeg er på røven over det. I åbningsbilledet ser vi Agnes i et outfit, der er spejderdreng møder office-sirenen. Det er helt simpelt og skarpt, shorts og hvide knæstrømper. Scenegulvet er beklædt med totter af græs, der samtidigt ligner lidt et ryatæppe.

Udtrykket er køligt. Det er Wes Anderson uden pastellerne. Det er eventyret efter, at der er blevet bidt i det giftige æble. Det er mørke og sceneteknikere med refleksveste på. Det er en cementblander og en lang, hvid kjole med flæser, hvis høje krave pludselig føles alt for tæt om halsen. Det er en ekstremt charmerende advarselstrekant.

Et ægtepar er fanget på et lille værelse uden vindue, hvor sengetøj og tapet går i ét. Laura Løwes stramme og tydeligt kommunikerende æstetik bliver holdeplads i den uforudsigelige drømmeverden, hvor scenerne væves sammen af Marie Kildebæks stemme, der synger på Viktor Dahls dvælende kompositioner.

På min blok skrev jeg »teatrets magi«.

Hvilket jo er fjollet. Men sådan følte jeg det, helt ærligt, når snart et tårn, så en mur, et lille bitte værelse, nogle både og en facade blev hejst ned på scenen. Jeg blev henført, simpelthen. Når scenografien hang og dinglede og gav efter for skuespillernes bevægelser. Det var smukt.

I flere billeder er skuespillerne spredt omkring på scenen, fortabt i hver deres eget. De er adskilte, sover måske, hviler hovedet på en attachemappe. I det melankolske lysdesign ligner de næsten påklædningsdukker eller udklip i en collage. I øjeblikke kunne man glemme, at de var kroppe.

Men selvfølgelig er de det. Skuespiller Mikkel Lund har cerebral parase og sidder i kørestol. I sine roller rejser han sædet, danser på hjul.

Oven i skuespil, musik og scenografi er ’Et drømmespil’ koreograferet af Sebastian Kloborg, som også danser på scenen i rollen som Han. Maria Kochetkova danser som både Viktoria, som Hun og som politibetjent. I dansene er det besværede og det kontrollerede, det forelskede og det fortabte. Skuespillere og dansere efterligner hinandens bevægelser, fordobler dem. Der er styrke og skrøbelighed. En kort lykke, en stor sorg.

Det er store temaer. Derfor er det så godt, at forestillingen er mangetydig. Man sidder ikke tilbage med en følelse af, at nogen har været på en pædagogisk mission. Livet skal ikke nødvendigvis give mere mening, når vi forlader teatersalen.

Det er dejligt at opleve noget mærkeligt. Som livet jo er.