Der lugter vidunderligt af hestelort, når hjerteveninderne øver snaveteknikker i ‘Kirstens hævn’
TEATER. Hendes navn er Kirsten. Hun er 14 år gammel. Hestepige. Hun er Ginger Spice, og hun fucking hader sin stedfar.
Siddende i skrædderstilling på gulvet i sit pigeværelse lægger Kirsten ambitiøse planer for, hvordan hun skal skaffe sig af med ham. Steen. Dæmonen. Hun planlægger sirligt sin hævn og betror sig kun til sin dagbog. Planer, der involverer alt fra psykedelisk svamperisotto til udnyttelse af sin alkoholiserede onkel med pyromaniske tendenser.
Og så er ‘Kirstens Hævn’ på Aarhus Teater ligesom i gang.
Bjørn Rasmussens roman af samme navn udkom i sommeren sidste år og høstede (også) dengang fem stjerner i Soundvenue. Og roser som »et punkrocket dressurridt i en teenagepiges flammende følelsesliv, som er umulig ikke at holde af« kunne lige så godt beskrive den aktuelle forestilling, som Carolin Oredsson har iscenesat.
Studio Scenen på teatret ligner endda en hestestald og lugter af mødding.
Scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe har indrammet scenen i en kant af lyserødt plys, der matcher omslaget på Kirstens dagbog, og smurt det hele ind i hestepærer og halm.
Det her er Kirstens verden, og vi er bare på besøg. Navlepiercinger, klumpet mascara, vodkasjatter i rytterstuen og blowjobs ved møddingen bag laden er de bærende søjler i det univers, hun sammen med veninderne styrer med hård pisk.
»De piercede hopper styrer lortet« runger som det vestjyske svar på »you can’t sit with us«.
Teenagepoesi
’Kirsten Hævn’ føles nærmest som skrevet til scenen. Og måske er det ikke helt tilfældigt.
Bogen er i hvert fald på ægte teatermanér inddelt i tre akter, og replikkerne er nærmest scene for scene taget fra bogforlægget bortset fra et par darlings, der med nådig omtanke har fået en kugle for panden.
Skrevet til scenen eller ej: Det virker!
Med brændende øjne og dirrende selvretfærdighed fortæller Kirsten sin historie direkte til os. Som har vi fisket dagbogen frem fra gemmestedet i bunden af hendes klædeskab og nu ser dens hovedpersoner materialisere sig fra de tætskrevne sider. Kirsten, Karina, Anita og Hvepsen. Ginger, Scary, Sporty og Baby. Spice Girls minus en.
Den allerede konfrontatoriske roman bliver ikke mindre flabet af at blive fremført i 4D på teaterscenen.
En ting er at læse om pubertære piger, der klimakser overskrævs på en hestesaddel og øver snaveteknik med deres hjerteveninder – som de nyder det lidt mere end de er villige til at indrømme. Det er noget helt andet at se det live.
Ikke mindst løftet til skyhøjde af scenens real-life Spice Girls: Skuepillerne Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen, Solvej Sonne Horn og Alberte Riis Alexis Nielsen er perfekt umodne. Intense og flabede. Akkurat som de piger, de portrætterer.
Laura Kjær Jensen er lige så overbevisende som Scary Spice-Karina med den fordrukne mor og den hårde attitude, som når hun bag en gustengul halvmaske spiller Kirstens perfide stedfar med sine homofobiske kommentarer ved spisebordet og borderline psykopatiske forkærlighed for mad uden krydderier.
Stykkets klareste stjerne er dog stortalentet Clara Sophia Phillipson. Den perfekte Kirsten. En besnærende fortællerinde med sine teenagepoetiske og navlepillende floskler, som hun med selvtilfredshed smager på, mens hun udtaler dem.
Ligesom hun forfører drengene fra 10. klasse til at sælge hende sort nepal og ketamin, forfører hun os med ind i sine voldsfantasier og indædte had til dæmon-stedfaren Steen. Men langsomt krakelerer facaden, og tvivlen kommer krybende. For er det virkelig stedfaren, der er dæmonen, eller er det Kirsten selv?
Hun skulle nok have sat en lås på den dagbog.
Ridt gennem et pigesind
Hævnen er sød, siger man, men uden at afsløre for meget, tør jeg godt sige, at ‘Kirstens Hævn’ ender med en temmelig bitter bismag.
Efter et hæsblæsende enakters ridt igennem et fjortenårigt pigesind sidder publikum tilbage, stakåndede og utilpasse. Vi har set ting i Kirstens dagbog, vi ikke skulle have set, og det har hendes veninder også.
I den alder føltes alt, der hændte en, som det vigtigste i hele verden, og forestillingsevnen rakte sjældent længere end til ens egen næsetip. Den inderlighed og egocentriske verdensopfattelse kommer formfuldent til udtryk i teaterudgaven af Bjørn Rasmussens bog, der i et sjældent lykketræf fungerer lige så godt på scenen som på siden.
Det er langt fra altid en fordel at have forfatteren med i prøvelokalet, når man skal omdanne en historie fra tekst til scene. Men Bjørn Rasmussens indblanding og det øvrige holds tydelige respekt for materialet er netop det, der gør teaterversionen af ‘Kirstens Hævn’ så vellykket.
Kort sagt:
Det er stærke følelser tilsat en stærk lugt af stald, når hestepigen Kirsten udfolder sine hævnfantasier i en dramatisering, der er lige så liderlig og flabet som romanforlægget.