‘Desertør’ er en æstetisk smerterejse, der får hårene til at rejse sig
TEATER. »Alle dør. Alle dør. Alle dør«.
To ord, en simpel konstatering, der sætter sig i én som et dystert mantra til årets første forestilling på Blaagaard Teater: ‘Desertør’, der efter en aflysning på grund af corona-pandemien i 2020 endelig har fundet sin vej til scenen.
Lørdag aften var det ikke den isnende februarvind, men de stærke scener fra premieren, der fik gåsehuden til at rejse sig som en stående klapsalve på mine arme.
Forestillingen er en stærk fortolkning af første bind i tegneseriekunstner og forfatter Halfdan Piskets prisbelønnede Dansker-trilogi, der baserer sig på interviews med Piskets egen far, som deserterede fra den tyrkiske hær og kom til Danmark.
I et monokromt univers ligger desertøren fanget i en kold fængselscelle. Lyset falder smukt ind ad et vindue i scenerummet, der er opbygget af firkanter og ganske underspillet giver associationer til den grafiske novelles kantede, sort-hvide æstetik.
Herfra begynder fortællingen om et menneske i opløsning, opvokset i en by og en familie i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien. Konflikten, der hersker mellem de to lande, lever også i hovedpersonen, der uden at give sig selv et navn leder os gennem sin hjerteskærende historie i flashbacks og intense epileptiske anfald.
Selvom selve historien qua dens biografiske ophav er særegen, bliver det hurtigt tydeligt, at den også er utroligt universel. For det er også en fortælling om kriges ofre (inklusive dem, der lever videre), fælles hukommelse og intergenerationelle traumer.
Det er umuligt ikke at lade tankerne falde på alle de mennesker, der er kommet til Danmark med lignende historier.
Bevægelser i stive led
Lige så minimalistisk scenerummet fremstår, lige så ekspansiv er historien, dramatiker Sargun Oshana ønsker at formidle. Jeg trådte ind til premieren med skepsis – kan dukketeater virkelig løfte en så tung fortælling?
For ja, den navnløse hovedperson, desertøren, spilles af en dukke, som løftes og lever i kraft af de tre spillere på scenen.
Men der gik ikke mere end et par minutter, før det stod klart, at jeg godt kunne pakke min mistro langt væk.
Dukken var magisk.
Bevægelserne flød med den allerstørste naturlighed gennem dukkens ellers stive led. Flere gange syntes jeg at se fingrene bevæge sig af sig selv, selvom det ganske enkelt ikke er muligt.
Idet spillerne agerer dukkeførere, bliver hovedpersonen helt bogstaveligt båret af sin egen og forældrenes historie gennem forestillingen. Haesam Jakir i rollen som den tyrkiske faderfigur, Ellaha Lack legemliggør overbevisende den armenske mor, og Kasper Krassimir giver desertøren liv.
At få noget livløst til at virke så fyldt af liv er utroligt imponerende. Det kræver noget særligt af spillerne ikke blot at løfte deres egne roller så overbevisende, men dertil også at skulle tage en ekstra (dukke-)krop på sig.
Fælles krop
Hele forestillingen forløber sig i én lang transformation. Dukken, spillerne og scenerummet transformerede sig gang efter gang til de smukkeste billeder.
Et så enkelt et greb som at kunne fratage dukken sine arme og ben gjorde det muligt at skabe en fælles krop. I en scene om minotaurus-myten forvandles spillerne og dukken til et menneskedyr drevet af vrede, der bevæger sig hvileløst i labyrinten efter sit offer.
Det er inspirerende at se, hvordan man med ‘Desertør’ har formået at skabe et smukt afbalanceret værk. Den får ikke for lidt, men heller ikke for meget.
Halfdan Piskets oprindelige illustrationer glider hen over bagvæggens grå fliser som minder, der strømmer gennem hovedpersonens erindring.
Generelt er det et vanvittigt æstetisk univers, som udgør en formfuldendt og anbefalelsesværdig oplevelse i sig selv. Spillerne falder i ét med det grå, men er malet med hvide ansigter og mørke øjenhuler, der mimer ’de ansigtsløses’ gruopvækkende hætter, som man kender, hvis man har læst Piskets oprindelige værk.
En respektfuld fortolkning
Det er nærmest blevet mere reglen end undtagelsen, at de forestillinger, der bliver sat op på de danske teatre, er fortolkninger af litteratur. Sommetider lykkes det, men ofte har jeg krummet tæer på vegne af forfattere, der må se deres værker blive slagtet på scenen.
Det er heldigvis ikke tilfældet her. ‘Desertør’ er en smuk, grufuld og veleksekveret fortolkning, der er tro mod det originale værk og emmer af respekt for Halfdan Piskets fortælling og streg.
Allerstærkest er forestillingen, når scenerne får lov til at strække sig længe nok til, at oplevelsen transcenderer selve fortællingen og bliver til en kollektiv tilstand. Vi får lov at dvæle i ubehaget, afmagten, vreden, og det er både frygteligt og forløsende og gør alting utroligt levende.
»Det er som teater, uvirkeligt«, lyder en replik der går igen.
Jeg ved ikke, om den skal være morsom. Men jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. For hvis der er noget, denne forestilling viser, så er det, at teater er virkeligt.
Kort sagt:
‘Desertøren’ er en æstetisk og følelsesmæssig tour de force, der gør en særegen oplevelse så universel, at det kan mærkes helt nede på bagerste række hos Blaagaard Teater.