Gud ske tak og lov for, at ‘Barn med den forkerte’ havnede hos Kristoffer Eriksen

PODCAST. For cirka et halvt år siden stod journalist Kristoffer Eriksen på en bar og talte med en ven, der fortalte, at han havde hørt den vildeste skilsmissehistorie nogensinde. Det viste sig ikke at være en overdrivelse. 

Lidt mere end et halvt år senere er sidste afsnit af ‘Barn med den forkerte’ netop udkommet på Podimo. Og den vil formentlig blive husket som en af de mest opsigtsvækkende dokumentarer om familieopbrud i nyere tid.

Podcasten er nemlig ikke bare en dybt chokerende fortælling om de anonymiserede “Jesper” og “Julies” ekstreme, bedrageriske og uproportionelt dramatiske skilsmisse, men også en historie om, hvor let kampen om forældremyndigheden kan udnyttes til kvindens fordel. I historiens centrum befinder sig nemlig en lille pige, der ender som kastebold mellem en far og en mor, der i podcasten bliver fremstillet som ekstremt psykisk syg. 

Det er vigtigt at understrege, at Julie aldrig selv kommer til orde i podcasten. Hun har fået mulighed for at kommentere på indholdet og rette eventuelle faktuelle fejl, men har takket nej. Jespers version bliver dog grundigt dokumenteret og bekræftet af flere kilder. Kristoffer Eriksen har fået adgang til tusindvis af mails og sms’er mellem de involverede, der ligeledes tegner et billede af en kvinde, som mildest talt har et lemfældigt forhold til virkeligheden.

Og midt i alt det ulykkelige, er det eneste lykkelige netop det: At historien er havnet i Kristoffer Eriksens kyndige hænder.

Podcasten er nemlig ikke journalistens første rodeo ud i true crime-genren. Han står blandt andet bag Ekstra Bladets kæmpesucces ‘Bandeland’ om den kriminelle underverden i København, hvis første par sæsoner er noget af det mest toneangivende og velproducerede danske true crime.

Nu er hans rolige hånd havnet over denne mere konkrete historie, som dog på sin vis overgår meget af det, han tidligere har dækket.

Falske trusler

I første episode bliver vi blot introduceret for Julie og Jesper, og hvordan de to ender som par. Særligt fylder den aften, hvor Jesper træffer det skæbnesvangre valg at tage på spillestedet Rust og feste i stedet for at tage hjem – en beslutning, han i dag ser tilbage på med dyb fortrydelse.

Det er nemlig den aften, han møder og forelsker sig i Julie, som han egentlig ikke kan forstå, også er interesseret i ham.

Og i begyndelsen er det mildest talt umuligt at forestille sig det mareridt, Jesper senere skal gennemgå. Den information har Kristoffer Eriksen og resten af holdet gjort klogt i bevidst at tilbageholde for lytteren. Et klassisk, men effektivt dramaturgisk greb, som elegant bliver taget ud i ekstremerne i podcasten.

Som når vi allerede i første afsnit får at vide, at der har været en retssag mod Julie. Den spøger effektivt gennem resten af serien, som hendes afsindige adfærd udvikler sig, indtil det næsten er umuligt at forstå eller finde det retfærdigt, at hun bliver frifundet.

Således er det nødvendigt at lytte til hele podcasten. Heldigvis snyder den ikke med indholdsfattige afsnit før den store juridiske finale. Samtlige episoder er nemlig struktureret med en snilde, der gemmer på hver sit vanvittige aspekt af historien.

Et af dem er afsnit fire, hvor Jespers kontakt til sin datter bliver afbrudt fra den ene dag til den anden på bagkant af skilsmissen, fordi Julie er taget på krisecenter for at skabe et narrativ, som udpeger Jesper som skurk. En helt og aldeles vanvidsagtig manøvre, der næsten fremkalder en fysisk reaktion hos lytteren.

Eller afsnit seks, hvor Vestegnens Politi ringer for at oplyse Jesper om et polititilhold, som Julie har bedt om mod ham. Hun påstår, at han har truet familien på livet via en note, der var pakket ind i en fødselsdagsgave til datteren. Det viser sig bare, at det er Julie selv, der har plantet den trussel.

Som lytter er man fuldstændig målløs over, at det er en virkelig historie fra den virkelige verden, mens podcasten fortsætter med at udvikle sig i en gradvist mere og mere vanvittig retning.

Julie beskylder Jesper for at true familien på livet og for generelt at være voldelig, upassende og utilregnelig, og hun beskylder Jespers assistent “Anna” for at handle med narko i ledtog med bandemiljøet. Jespers forklaring – bakket op af al den dokumentation, der fremlægges i podcasten – tegner et helt andet billede.

Presseetisk hovedpine

Podcastens styrke ligger uden tvivl i, at historien overgår fantasien. Men det er også vigtigt at fremhæve, hvor fremragende den er fortalt, og hvor professionelt holdet bag har behandlet kilderne.

Et godt eksempel er Julies tidligere veninde “Louise”, der havde et nært forhold til familien og ofte hentede parrets datter fra institution.

Hun giver en dybdegående beskrivelse af Julies psykiske tilstand, løgne og vrangforestillinger. Men selvom Louise bekræfter Jespers version af historien, sørger Kristoffer Eriksen for at stille kritiske spørgsmål om, hvordan hun kan være sikker på, at Julies beskyldninger mod Jesper ikke er sande.

Det er også værd at fremhæve Anton Færchs glimrende lyddesign. I nogle af de mest intense øjeblikke er podcasten kløgtigt arrangeret med en mere minimalistisk tilgang til musikken, hvor tørre, jazzede trommer skaber en overraskende perfekt klangbund til historien. Trommernes uforudsigelighed spejler historiens kaotiske natur – og det fungerer eminent.

Historien rejser naturligt nok en række presseetiske dilemmaer, og det er både rart og betryggende, at Kristoffer Eriksen deler dem med lytteren undervejs.

I sidste afsnit får vi også et tiltrængt øjeblik til at komme lidt ind i hovedet på journalisten, hvor han blandt andet involverer lytteren i, at han ærgrer sig over aldrig at have fået svar fra Julie, fordi serien, på trods af den omfattende dokumentation Jesper har givet adgang til, er ensporet og udelukkende understøtter den ene side af historien.

Når serien også omhandler en konkret families traumer, er det redaktionelle refleksioner som disse, der giver den endnu mere tyngde og troværdighed.

Serien har affødt mange lytterhenvendelser og beretninger om andre fædres oplevelser med, hvad de ser som et skævvredet system, der nemt kan udnyttes til mødrenes fordel. Det leder frem til en teaser om, at de aktuelle ni afsnit kun er de foreløbige.

Det er svært at forestille sig, at lignende historier findes derude. Men hvis de gør, er det betryggende, at det er Kristoffer Eriksen, som skal fortælle dem.

---

Kort sagt:
Lykkeligvis er en uproportionelt dramatisk skilsmissehistorie havnet i kyndige hænder hos Kristoffer Eriksen. For når man lytter til ‘Barn med den forkerte’ er det ikke til at tro, at det er en historie fra den virkelige verden.