’Normaliseret’ er et langt digt om alt. Det gør bogen til et digt om intet
DIGTE. Hvad sker der, når en tidligere lige-ved-og-næsten-morder kommer ud af fængslet og bliver en landskendt digter, der skal finde sin plads i parnasset?
Det forsøger Haidar Ansari at sætte ord på i sit nye langdigt, ‘Normaliseret’, der aldrig føles langt, for der sker så meget, at man er fuldstændig omtumlet, inden man har læst ti sider.
Præcis tre år efter debutsamlingen ‘Institutionaliseret’ har den unge digter nemlig ikke kun bevæget sig fra fængslet til friheden. Han er også blevet inviteret ind i kulturlivets saloner og blevet gjort til et sandhedsvidne fra en del af samfundet, hvor voldsparathed er den væsentligste kapital.
Og det er af samme grund svært ikke at spænde Haidar Ansaris digte for en politisk vogn. Han er resultatet af 20 års benhård udlændingepolitik og bandepakker. Han er en af de stemmer, al den lovgivning gik ud over.
Den indignation løber tydeligt gennem digtet. Digterjeget er blevet gjort fortræd.
»danmark har aldrig været et yndigt land / danmark har altid været et syndigt land«.
Så kunne man jo tro, at Haidar Ansari bare syntes, at det hele var frygtelig synd for ham og de andres skyld. Men så ensporet er digtet heldigvis ikke.
Poetisk udråbstegn
Haidar Ansari har i stedet gjort sit langdigt tvetydigt og flerstemmigt. For eksempel når han skriver om en barndomsvens forulykkede livsbane.
»DET ER IKKE MOGENS GLISTRUPS SKYLD / at han droppede ud af skolen«.
Flere passager opfordrer til – som en afspejling af digterens virke som debattør – at tage ansvar for eget liv og straffen for den kriminalitet, man begår. Samtidig er der passager om Vestens privilegieblindhed og konsekvenserne af krigen i Irak.
Haidar Ansari skriver altså både om kollektivt og individuelt ansvar og krydrer det hele med autofiktive passager fra fængsler, institutioner og livet på den anden side af fængslet som digter, der kan blåstemples af parnasset.
Og det bliver det store problem for langdigtet. Listen over emner hober sig op på de få sider:
At vokse op i en ghetto.
Vestens undertrykkelse.
At eliten er brun.
Hvad man onanerer til i et fængsel uden porno.
At bruge alle sine forlagsforskudspenge på stoffer.
At tage ansvar for egne handlinger.
At tæve sine pædagoger.
At søge trøst i religion.
Overforbrug.
Toksisk maskulinitet.
Klasseforskelle.
At blive omfavnet af den kulturelle elite selvom man altid har stået udenfor.
Hvad fattigdom i virkeligheden er.
De alt for mange temaer giver indtryk af, at Haidar Ansari har villet udgive et digt, der slynger alt det kogende, brændende sammenrod af indignation og krænket retfærdighed inden i ham ud som et endegyldigt poetisk udråbstegn.
Det lykkes bare ikke.
Særegent storhedsvanvid
Hver gang poesien begynder at få rigtig fat i et emne, tordner den videre til det næste.
Samtidig er det også som om, forlaget har været bange for at skuffe ”fansene” – alle dem der forventede mere af den afstumpede antisociale verden, Haidar Ansari introducerede i sin debutdigtsamling. I hvert fald går overraskende meget af stoffet fra disse digte igen.
‘Normaliseret’ giver overordnet et indtryk af at være et kampskrift, men det forsvinder flere gange ind i lange prosapassager, der mest af alt virker som genudsendelser fra ’Institutionaliseret’: historier fra kvarteret, institutionsliv, fængselsliv.
Passagerne er fine, men de bidrager ikke med det nye, som ’Normaliseret’ lover i sine salgstekster. Perspektivet fra den anden side af murene fylder mindre, og fortiden fylder mere end forventet.
Og det er lidt ærgerligt, for digtet bliver allermest interessant i sine sidste strofer, hvor det bryder med fængselsfortællingerne. Her kommer de passager, der nok vil vække størst forargelse og blive debatteret mest lystigt:
»ELITEN ER BRUN/BRUN ER DANSK/LYT IKKE TIL DEM/HVIS DE VIL SÆTTE DIG PÅ PLADS (…) /OS VI OPLØSES IKKE LÆNGERE«.
Her udfordrer digteren hele sin egen fortælling og stiller sig som bannerfører i en regulær kulturel revolution. Det har sit særegne storhedsvanvid, der passer godt til den passionerede digter.
Associationsleg
’Normaliseret’ er ikke et synderligt lyrisk digt. Det er præget af prosa uden de store vidtløftigheder. Det er ofte klinisk råt, men Haidar Ansari har villet fremstå mere digterisk end han var i ‘Institutionaliseret’.
Det har ført til flere passager, der er helt off i forhold til digtets overordnede tone og stil.
»jeg modtog mit forskud/undlod at betale b-skat/for jeg er ikke længere b-spiller/jeg er rykket op på a-holdet/men min skat er ikke a/og skattestyrelsen aer ikke«, lyder en af dem.
Det hele bliver en frit fabulerende associationsleg, hvor det at et ord lyder lidt som et andet, bliver det bærende princip for digtet. Det fungerer ikke. Det føles mest som onkelagtige ordspil.
Haidar Ansari virker så præcis og målrettet resten af tiden, så det skurrer forfærdeligt, når han skriver:
»så bare blæs på guldhornene/vi har taget tyren ved hornene«
Det skaber bare en masse sprog, der ikke vil noget andet end at pege på sig selv. Og det er ærgerligt, for Haidar Ansari vil helt sikkert mere end bare lege med sproget.
Det lykkes ikke hele tiden i ’Normaliseret’, men i glimt er langdigtet særdeles læseværdigt. Haidar Ansari er nemlig alt andet lige en unik stemme på den danske litteraturscene lige nu.
Kort sagt:
‘Normaliseret’ er et balstyrisk digt, der vil så meget på en gang, at det falder over sine egne ben. Indimellem stråler det dog klart og vidner om, at Haidar Ansari er en uundværlig stemme.