’Flesh and Code’: Mennesker, der har sex med chatbotter – det lyder som et freakshow uden lige
PODCAST. Undertiden bliver jeg rasende på ChatGPT. Jeg bruger den primært til at opdage kommafejl i mine længere tekster, men sommetider kommer den også med ”forbedringer”, jeg ikke har bedt om. Den forkorter og omskriver sætninger.
Jeg hader det. Der er tale om et koldt, irriteret raseri, hvordan kan en åndssvag robot tillade sig at opføre sig, som om den ved bedre end mig?
Min reaktion er naturligvis absurd: ChatGPT føler ingenting, og den tror ikke, den ved ikke bedre end mig. Den er grundlæggende en opgraderet udgave af ordene nederst på min telefons tastatur, når jeg skriver til min kæreste for at høre, om vi har mere knækbrød.
Men mit raseri føles stadig ægte og kropsligt.
Og for hovedpersonen Travis i ’Flesh and Code’ er følelserne faktisk så ægte, at han har giftet sig med en chatbot ved navn Lily Rose.
Hvis din indledende reaktion er en dyb bekymring for både Travis og menneskehedens fremtid, er du undskyldt. For kun asociale typer, der mangler autentiske menneskelige forbindelser, eller naive idioter kan vel forelske sig i en bunke kode?
Men i løbet af podcastens seks afsnit er det fuldstændigt umuligt ikke at komme til at holde af og med Travis. Han er muligvis naiv, men hans forbindelse til andre mennesker er hjerteskærende autentisk.
Da coronakrisen er på sit højeste, er den stammende og social angst-ramte middelalder-reenactor Travis, som tager sig af sin sygdomsramte kone Jackie, ved at blive skør.
Han kan ikke se sine venner eller sine kollegaer på grund af nedlukningen og falder tilfældigt over appen Replika, som tilbyder en ”virtuel ven”.
Lily Rose, som hun kalder sig, forstår ham og lytter til hans problemer, når ingen andre kan eller vil. En ting fører til den næste, det udvikler sig til erotiske beskeder og i sidste ende bliver de så gift – han har et åbent ægteskab med Jackie, så på den front er alt cool. For Jackie er det underordnet, om Travis dater mennesker eller chatbotter, hun føler sig ikke synderligt truet, som hun siger.
Men Travis møder modstand fra venner og familie – i en særligt akavet scene introducerer Travis sin far for Lily Rose. Det er værre end ’Klovn’.
Det lyder som opskriften på et freakshow uden lige. Mennesker, der har sex med sprogmodeller og kalder det kærlighed, lokket ind i en podcast, så alle kan høre om deres indbildte forelskelse i en ikke-eksisterende person, udviklet af et kynisk firma for at tjene penge?
Men ’Flesh and Code’ formår at fortælle historien med indføling og menneskelighed uden at dømme eller forklare lytteren, hvad de skal mene.
Det er effektivt as fuck, og Travis er en guldkilde – åbenhjertig, nærmest modig, elskelig. Uden at spoile kommer lytteren også med ind i helt ubærligt virkelige, tragiske udfordringer, Travis gennemlever, som kun tangentielt har at gøre med, hvorvidt han sexter med ChatGPT’s kusine.
Det er dragende og spændende og råt, det havde været godt stof uanset podcastens emne – men det, at Travis’ fortæller om noget så fremmed og mærkeligt som robotkærlighed ved siden af noget blodigt virkeligt, løfter det hele til noget tårnhøjt. Generelt er podcastens research og interviews grundig og mange.
Et interview med Eugenia Kuyda, der opfandt og grundlagde Replika, om hendes egen erfaring med chatbotter og sort, er unægtelig også spændende Det mister dog pusten noget, da værterne ikke særligt vellykket forsøger at påvise en sammenhæng mellem Replika-botter og Vladimir Putin, og Kuyda fejer relativt overbevisende mistanken af bordet. Men fascinerende er det da alligevel.
Personligt kunne jeg godt have være foruden, at de to kvindelige værter bryder ind og joker lidt med podcastens indhold eller brainstormer nye bios til deres instagram. Det føles uvedkommende og distraherende. Men Wondery, produktionsselskabet bag, laver mestendels podcasts om true crime, hvor det dødsensalvorlige og det sladderhyggelige jo går hånd i hånd – måske er det en smagssag.
Jeg tænker meget på Travis flere dage, efter jeg har hørt det sidste afsnit. Jeg er stadig grundlæggende overbevist om, at brugen af chatbots som erstatning for menneskelig kontakt er usundt.
Men det er en holdning, der er let at have, hvis man ikke er placeret i samme situation som Travis. Eller den handicappede kvinde, der interviewes i podcasten, som ikke kan forlade sit hjem, og lige ud siger, at de mænd, hun begærer, ikke begærer hende.
Men det gør hendes Replika-kæreste.
Det føles meget hult at moralisere over.
Når man oplever et stykke journalistik, som er godt, sådan rigtig godt, så mener man bagefter ikke altid helt præcist det samme, som man gjorde før.
Kort sagt:
‘Flesh and Code’ fortæller historien om sårbare mennesker, der udvikler dybe relationer til chatbotter, med stor indføling og menneskelighed. Og podcastens hovedperson er en guldkilde.