Den gik fra irriterende til medrivende på ét taktslag. Jeg faldt pladask for musikromanen ‘Deep Cuts’

ROMAN. Jeg var knapt kommet i gang med ‘Deep Cuts’, før jeg noterede i marginen, at den var irriterende.

Romanen, der er skrevet af canadiske Holly Brickley, handler om den unge universitetsstuderende Percy. Hun er en kæmpe musiknørd, men spiller ikke selv på noget instrument.

I hvert kapitel optræder et musiknummer, som kapitlet har fået sin titel efter, og som indgår på romanens officielle Spotify-playliste.

Men i mine øjne gør det altså ikke en liste over kapitler til en »tracklist«, som man har valgt at skrive over kapiteloverskrifterne.

Og at jeg tænker sådan, gør mig nok cirka lige så pernitten som Percy.

Hun ville uden tvivl også kunne se sig sur på en lille sjov detalje, fordi det føltes fortænkt og for meget. Og lige netop derfor er jeg faldet pladask for hende.

Percy er bedrevidende, passioneret og aldeles uimponeret; en ung studerende på Berkeley, der hænger sin personlighed op på sin musiksmag, imens hun finder ud af, hvem hun skal være.

Historien, som hun fortæller, begynder i år 2000 i Californien.

Percy møder Joe på en bar. Han er også Berkeley-studerende, og så er han en talentfuld musiker.

De ender i en rap replikudveksling, om hvad forskellen på en perfekt sang og en perfekt indspilning er … Jeg sagde jo, at hun var musiknørd. Men altså: Det slår gnister, som antænder et musikalsk samarbejde. Og en forelskelse. Og så har vi balladen i den her will-they-won’t-they-perle af en roman.

A roman of one’s own

Efter aftenen på baren afleverer Joe en hjemmebrændt cd i Percys postkasse med en sang, han arbejder på. »Den var ikke elendig, hvilket var et mirakel«, beskriver Percy. Sjovt! Men hun ser plads til forbedring og giver Joe en ret så direkte feedback, som han også ender med at synes, gør sangen meget bedre.

Handlingen følger Percy og Joe op gennem nullerne, hvor andre kærester, ambitioner og dårlig timing gør det besværligt for den talentfulde musiker og hans »musikalske sidekick« at få hinanden.

I vejen står blandt andet Zoe, Joes seje kæreste, som er besudler af patriarkatet og med sin slip-nu-de-selvbebrejdelser-attitude bliver en vigtig relation for den over-analyserende Percy og tilføjer en skøn portion cut-the-crap-feminisme til læseoplevelsen.

Zoe er redaktør for et feministisk zine, som Percy begynder at skrive for, men hun slider for at finde sin egen stemme i nogle essays om musik, som man kan læse udkast til i romanen.

Med tiden begynder Percy at studere skrivning i New York, mens Joe får gang i den musikkarriere, som hun som hjælpende producer-agtig fe jo har en vis aktie i. Er der plads til hendes egne ambitioner i deres samarbejde, endsige i deres relation?

Med Percy får Holly Brickley indkapslet den der særlige følelse af, at en sang er skrevet lige netop til dig og til det, du gennemgår nu og her. Den der: Ingen forstår mig, undtagen [indsæt kunstnernavn].

Og det gør hun med så tilpas meget humor, sårbarhed og selvbevidsthed, at det ikke bliver et rent nostalgitrip. Det er en historie om at finde sin egen stemme og modet til at udtrykke sig ikke bare med musik, men gennem musik. Ikke at gemme sig bag andres sangtekster, men at turde stå frem og dele det, man skaber med omverdenen.

Musiknørdesnak

‘Deep Cuts’ er det, jeg kalder en tv-serieroman. Den er let at få læst og har høj jeg-skal-lige-vide-hvad-der-sker-værdi. I ‘Deep Cuts’ er det særligt dialogen, som gør læsningen herlig.

Det er jeg ikke den eneste, som har oplevet, for der er en filmatisering på vej med Saoirse Ronan og Austin Butler i hovedrollerne.

Passionen for musik løbet igennem ‘Deep Cuts’, som bliver et dejligt detaljerigt portræt af nullerne som kulturhistorisk epoke, hvor man går fra at høre musik på cd til på en iPod, og hvor indie sleaze opstår med artister som Yeah Yeah Yeahs, M.I.A. og CSS.

‘Deep Cuts’ er nemlig fortalt som et tilbageblik, der gør fortæller-Percy i stand til både at beskrive scener i nuet og at placere dem i den alternative musiks nyere historie.

Det kan blive leksikalsk, fordi fortæller-Percy bare må indvie læseren i sin store viden om musik. Men i en tid, hvor så meget af hverdagens musiksnak handler om stemninger, vibes, nød jeg, at der i ‘Deep Cuts’ bare bliver yappet af sted om musik på en teknisk og kontekstualiserende måde. 

Det er også dér, historien er mest medrivende: Når den tilbageskuende fortællerstemme viger tilbage og giver os adgang til et ungt menneske, hvis hjerte står på vid gab og bruger musikken til at formidle, hvad der gemmer sig derinde. For Percy er et deep cut ikke det, man opstøver i en musikers bagkatalog – men de sange, som rammer én dybest.

‘Deep Cuts’ er nemlig ikke bare et portræt af en svunden tid, men en tidløs kærlighedserklæring til musik som udtryksform. Og derfor vil jeg til slut gerne komme med en indrømmelse:

Godt nok har jeg ikke Spotify, men jeg endte med at skrive den her anmeldelse til sangene fra romanens ‘tracklist’. Så nu kan jeg ikke kun takke Holly Brickley for en god læseoplevelse. Men også for, at jeg har taget hul på en ny Fiona Apple-fase.

---

Kort sagt:
Hvis dit hjerte banker for musik, vil det banke endnu hårdere, efter du har læst ‘Deep Cuts’: En fejlbarlig, selvbevidst og vittig hovedkarakter, dialoger med fart på og et detaljerigt portræt af nullernes indiescene.