Glenn Bechs ‘Jeg er ikke færdig med dig’ dyrker den uhellige alliance mellem det sjove og det triste
ROMAN. Efter at have debuteret med den poetiske, genrebrydende og rørende roman ’Farskibet’ blev Glenn Bech lagt mærke til.
Efter sin seneste bog, ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, strøg han lige op i den litterære stratosfære og salonfæhighed med dertilhørende kulturel kapital.
Nu udkommer hans tredje bog, og den adskiller sig markant fra de forrige. I stil, men også i kvalitet.
Både ’Farskibet’ og ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ føltes, som om de var skrevet af nødvendighed. ’Jeg er ikke færdig med dig’ føles, som om den er skrevet med en forventning om, at nu måtte der snart komme noget mere. Nu må han følge op på succesen – mens han stadig har opmærksomheden.
Glenn Bech har valgt at bevæge sig væk fra sig selv. De tidligere bøger tog udgangspunkt i hans eget liv, men nu flytter han over i fiktionen. Sort of.
Bogen handler om Lasse. Han er psykolog (ligesom Glenn Bech). Han er bøsse (ligesom Glenn Bech). Han er mønsterbryder fra underklassen (kæmpe Glenn Bech-tjek).
Men han er trods alt ikke forfatter. Han er en selvstændig romankarakter, der tilfældigvis bare har forbløffende mange overlap med sin skaber.
I det hele taget er ’Jeg er ikke færdig med dig’ en langt mere klassisk roman end forfatterens tidligere kreationer med deres små begyndelsesbogstaver og lempelige forhold til linjeafstand. Her er alt skrevet i helsætninger. Ægte prosa med tegnsætning og en fortløbende historie og alt muligt.
Det handler om Lasse, der sidder lidt fast i det med sin kæreste Emil, så de åbner deres forhold op. Det betyder Grindr-hookups og gonorétests. Spørgsmålet er bare, om deres forhold kan holde til at blive åbnet, eller om det faktisk er ved at gå i opløsning? For de kan ikke helt holde sig til aftalerne: Om hvem de må bolle, hvor de må bolle, og hvor meget beskyttelse de skal bruge.
Lasse er måske også selv ved at gå i opløsning. Han kommer i hvert fald jævnligt i selvdestruktivt humør, og hans forhold til alkohol hjælper ikke på det.
Og så er der klassetvivlen og klasseskammen. Er Lasse god nok, når nu han kommer fra en underklassebaggrund, men er blevet overbooket psykologstjerne?
Quick fix briks
Man bliver hurtigt færdig med ’Jeg er ikke færdig med dig’, dels fordi den ser langt større ud, end den egentlig er. De 240 siders omfang er hjulpet godt på vej af, at man har valgt at trykke bogen på den tykke papirkvalitet, der normalvis er forbeholdt officielle dokumenter som vielsesattester og eksamenspapirer. Samtidig er margenen så gavmild som Moder Theresa.
Den anden og langt væsentligere grund er romanens lethed. Den er ovre i traumedy-genren, den uhellige alliance mellem det sjove og det triste. Det er en hårfin balance at ramme det, der kan holde sig lige mellem seriøsitetens afgrund og fjolleriets faldgruber. Det lykkes ikke hele tiden her – men i ny og næ sidder den i skabet.
Generelt er ’Jeg er ikke færdig med dig’ lidt for trist til at være sjov og lidt for sjov til at være trist. Der er lidt for meget overgreb, utroskab og alkoholisme til, at det er lattervækkende, når Lasse bliver inviteret med på telttur af overklassebøsse-pseudo-spejdergruppen »Skovdrengene« (en eksklusiv klub der føles taget direkte fra et afsnit af ’Klovn’).
En gang imellem er der dog enkelte sætninger, der lyser skønt manisk energiske, som:
»Hvad så, Herning, er I klar til en eftermiddag i samfundsoplysningens tjeneste?«
Og særligt romanens behandling af psykologsamtaler er glimrende. Her hører vi Lasse fordømme sine klienter, zone ud og gribe til lommefilosofiske floskler. Alle de quick fixes en professionel psykolog selvfølgelig ikke burde bruge.
Det er herligt, når psykologen indrømmer, at han bare gerne ville være venner med klienterne: »Anders er underholdende. Fortæl mere! Hvis vi var venner og sad på en bar, hentede jeg en omgang mere.«
Den indre klassekamp
Et af de mest fremtrædende temaer i romanen er rådvildhed. Lasse ved ikke helt, hvad han skal stille op med sig selv og sine omgivelser.
Det kommer primært til udtryk i overvejelser om hans status som opkomling. Han er foredragsholdende succespsykolog, men han lider af galoperende imposter-syndrom, fordi han kommer fra underklassen. Han frygter konsekvent at blive afsløret og opfører sig afsindigt – måske for at demonstrere, at han grundlæggende ikke magter at foretage klassehoppet, at han bare er en fidusmager, der har snydt sig til tops.
Glenn Bech har tegnet portrættet relativt komplekst her. Det er ikke bare guld og grønne skove, når man er mønsterbryder. Der følger noget af den gamle klasse med – man er for fin til underklassen, men samtidig for prollet til overklassen. Desværre falder nuancerne i klasseskildringerne fuldstændig fra hinanden i den sidste del af bogen, hvor der går rigmandsbashing i den.
Lasse og Emil er i Vedbæk for at se lidt på overklassen til et Sankt Hans-arrangement. »De fleste af drengene på stranden ligner en slankere, mere nedtonet version af Kronprins Christian«.
Det er lidt mobbende skrevet, særligt fordi blikket kun er udefra. Helt uden nuancer. Uden kompleksitet og rådvildhed – her skal der bare skrives ironiske iagttagelser om de riges arrogance og selvhøjtidelighed. Det er heller ikke så spot-on og vredt, at det på samme måde som spydighederne i ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ kan fungere som en øjenoperation mod privilegieblindhed.
Kort sagt:
‘Jeg er ikke færdig med dig’ er en roman om klasse, psykologsessioner og hvad åbne parforhold gør for kærligheden. Den er sjov og trist, men lykkes ikke rigtig med at være begge dele på samme tid, så det går aldrig op i en højere enhed.