OPPENHEIMER: The Artems – så er der budt op til dans!

Lad det være sagt med det samme: The Artems er så eftertrykkeligt sin egen. Den bizarre, sprælske, anarkistiske og frem for alt utroligt underholdende mikstur af dansabelt polkamusik med et strejf af punk, sunget/skreget på henholdsvis russisk, fransk og engelsk er af helt naturlige årsager aldrig hørt lignende før, for The Artems musik er slet og ret unik.

Derfor skal jeg også ærligt erkende at overraskelsen i særdeleshed var stor hos mig, da det syvmands store orkester entrerede Oppenheimerscenen fredag aften omkring midnat. Indtil da talte mit kendskab til The Artems kun en par presseomtaler, der nok havde vækket min interesse for bandet, men ikke havde forberedt mig det fjerneste på hvad jeg kunne vente af aftenens koncert.

Så overrasket, det blev jeg. Ikke mindst fordi at bandet – foruden at besidde en enorm spilleglæde – også er i besiddelse af et besynderligt, men morsomt persongalleri, der tæller alt fra en forsanger med rigtig indvandrerattitude og påklædning til en fransklignende og harmonikaspillende troubadour, der bejlede til sit publikum, som stod han under en balkon og forsøgte at charmere sig ind på en smuk madame. Jo, de enkelte bandmedlemmer var ikke sådan til at tage fejl af.

Skønt underholdningen var til topkarakter, savnede man dog til tider noget afveksling i The Artems hyperenergiske sæt. Men den kom desværre aldrig rigtig. Desuden gik der lidt for meget råb og folkeligt hujen i det til sidst i koncerten, og man stod lidt med følelsen af at lidt over den halve spilletid havde været mere passende.

Men det til trods var budskabet i musikken nu ikke til at tage fejl af. Så på vegne af The Artems: Kridt danseskoene, find harmonikaen frem, inviter til fest med rigeligt af Jeltsin-vodka, og fyr den så ellers af til den lyse morgen med folkesang, råb og hujen og hvad der ellers dertil hører.