Elvis Costello

Tekster til sangene på fire sprog og et ekstranummer der kan downloades fra Costellos hjemmeside. ‘K-R-Æ-S’, blinker straks i strålende neon på den indre lysavis. Bag det genstridige cellofan undrer det lille gule mærke med “Deutsche Grammofon” godt nok lidt. Er Elvis Costellos 90’er forelskelse i jazz og klassisk musik gået hen og blevet af mere permanent karakter? Svaret er tilsyneladende ja.

‘North’ er 12 stille sange, som Costello crooner sig i gennem uden at gøre større indtryk. Han er på udebane og spiller uafgjort, men heller ikke mere. Den 48-årige sanger og komponist synger sine sange rimeligt nok. Elvis fraserer rutineret, men mangler den honning på stemmebåndet der kan få de ret banale kærlighedstekster – “Eyes are blue-ue-ue-ue, skies are grey-ey-ey-ey” – til at glide ugenstridigt ned. Gode melodier kan spilles af en mand ved et piano, såvel som af et heavy metal orkester uden at miste deres kraft, men de skiftevis desillusionerede og håbefulde kærlighedssange virker ikke slidstærke og er ofte alt for stillestående.

Modet til at prøve nyt skal Costello have al mulig ros for, men hvorfor denne maniske lyst til at viske tavlen helt ren hver gang – frem for at udvikle sig lidt mere stille og roligt? På “North” mangler Costello en anelse kompositorisk varme og variation til at smelte isen. Temperaturen stiger først på pladens tolvte og sidste nummer, ‘Impatience’, hvor en skødesløs bossa nova skitse får den engelske kamæleon til at genvinde lidt af sin oprindelige farve i kinderne.