Karthage

Lange skurrende guitarpassager og en generel melankolsk undertone skabt af et band, der har lyttet til Radiohead de første tusinde gange. Lyder det bekendt? Sådan et band er Karthage – men heldigvis er det også en del mere. De fem drenge i bandet har til den velkendte formel tilsat en række virkemidler, der for det meste virker på deres ep ‘Anti-social Headphone’.

Med åbningsnummeret ‘Nancy’ er Radiohead-formlen mest tydelig med seks minutters støjende guitarpassager og et nummer, der stille og roligt bygges op for at kulminere i det storladne mod slutningen. Allerede på anden skæring ‘Bend in Neon’ får keyboardet lov at spille en central rolle i en god melodi med en rytme, der slæber sig tunger afsted.

‘Rebel’ er fjerde af de i alt syv numre og lever glimrende op til navnet med forfriskende larmende rock i højere tempo end på resten af ep’en. På den næste ‘Coffee can Kill’ er det næsten overkill med mere end otte minutters guitarpassager, der ikke varierer meget. På de to sidste numre er bandet helt ovre i det mørke med dystert keyboard og lavmælt sang.

Karthage forvrænger ofte vokalen eller forsøger sig med små forskelligheder i lydkollagen, og det virker som om, de kan udvikle det til mere. Men det bliver indimellem for tungt og fantasiløst, og den ‘alternative indie’, som bandet selv betegner musikken, er hørt bedre og mere raffineret. Den fyldige lyd er fed, men den lægger sig som en dominerende ensformig hinde oven på de numrene, der rent faktisk virker i opbygningen.

Karthage. 'Anti-social Headphone'. Ep.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af