Primal Scream

Blandt alle de bløde og ubrugelige opsamlinger, der oversvømmer os i denne tid, findes heldigvis også udgivelser, der rent faktisk har en vis lødig- og brugbarhed. I den sidste kategori finder man Primal Scream’s opsamling ‘Dirty Hits’, hvor man finder en god gennemgang af den sidste halvdel af de snart 20 års eskapader fra de skotske syrehoveder.

Bandet vakte stor opsigt, da de i 1991 udgav albummet ‘Screamadelica’, der vel bedst kan betegnes som en fusion mellem funky brit-pop og alternativ dance, og i dag står albummet stadig som en solid milepæl, man ikke kommer forbi uden at bemærke den.

Primal Scream blev dannet i Glasgow i 1984, mens forsanger Bobby Gillespie stadig spillede trommer i Jesus & Mary Chain, og siden da har bandet udgivet henved to håndfulde albums, der efter sigende skulle være inspireret af hver deres narkotikum. Udviklingen gennem ‘Dirty Hits’ er også ganske hørbar. Der lægges ud med start-90’ernes særprægede funky rytmer a la Happy Mondays, Black Grape og Stone Roses, og det bevæger sig hen mod det mere filmiske omkring ‘Vanishing Point’ – dog afbrudt af ‘Cry Myself Blind’, der altid har undret mig og ligger midt i det hele som et clean nummer blandt alle de mærkelige og udsyrede. Rejsen forsætter mod det mere elektroniske, støjende og hårdtslående fra ‘Exterminator’, hvor ens trommehinder på nogle tidspunkter er ved at blive flænset i kombinationen af stærkt forvrængede guitarer og dunkende beats, inden de igen slår et sving og slutter af i mere tilbagelænet stil.

Har man ikke i forvejen et rundhåndet udvalg af Primal Scream i pladesamlingen er ‘Dirty Hits’ et godt sted at starte, ellers kan den måske virke som lidt afveksling, når man ikke kan finde ud af hvilken man skal sætte på.