Rammstein

Det kræver en sikker blære at være i selskab med de tolv musikvideoer og seks koncertoptagelser med Rammstein. Har man tendens til at væde lagnerne under englesøvnen, så er ‘Lichtspielhaus’ ikke sagen, men har man pyromaniske lyster, så indeholder Rammsteins hjemmebiograf så megen ild, at selv de værste lyster stilles.

Ja, ild, ild og mere ild er det visuelle kick for de bredskuldrede tyskere. Hvor andre bands krydrer billederne med magre pigebørn, sætter Rammstein hellere ild til sig selv. Her forstår man Rammsteins baggrund i DDR’s teaterverden i et visuelt udtryk, der konstant er på grænsen af det over-teatralske.

Men før Rammstein afskrives som et fortænkt forsøg på at tjene penge på drengerøve med bundesligahår, er det værd at bemærke en dybere tankegang bag den slagkraftige musik og de tilhørende videoer.

Der er tænkt over farveføringen i hver en scene, og mange af videoerne bæres af flot æstetik og forståelse for den tyske tradition for kunstnerisk enkelthed. Bedst set i bandets første video, ‘Du Riechst So Gut’, (du lugter så godt), der vitterligt oser af sved og dufter af blomster i en verden så hvid som sne.

‘Lichtspielhaus’ kan naturligvis ikke anbefales til andre end elskere – og pyromaner – af dette overgearede bundesliga-orkester, der bag flammerne spiller med et varmt glimt i øjet.