Teitur – fra den færøske kilde til succes

Hvilken besynderlig kraft er det, der findes på Færøerne, som gang på gang fylder musikken derfra med denne subtile energi? Er luften anderledes deroppe, er den pænere? Springer deres grundvand fra en vanvittig kilde af smød inspiration? I dunno … men uanset hvad, så har denne kraft gjort det igen. Givet liv til endnu en vindblæst troubadour.

Det er personligt. I absolut indre øjenhøjde med publikum. Singer/songwriteren Teitur agerer ensom ulv gennem de tre første numre – en salig opvarming af både stemmen og Voxhalls forventningsfulde ører. Et sted i periferien sidder et par REM-agtige riffs og smiler lejlighedsvis, mens flager af Sophias dramatik drysser ned fra oven. Det er fint, og det fungerer. Især de steder, hvor det nordiske folklore-udtryk viser sig.

For kun femte gang har Teitur sit tomands-band med. En stilfærdig trommeslager, som på listepoter leger med de beskårede beatstrukturer og lægger en behagelig tyngde i lyden. Og en multifunktionel strengespiller, som leverer en eftertænksom bas-varieté.

Teiturs tømmer sin sjæl på engelsk, hvilket han mestrer fint. Hans vokal kravler både op og ned, og den fungerer begge steder med sin stærke, men porøse skal. Alligevel bliver den til tider for doven, for sløv, hvilket i øvrigt også beskriver Teiturs attitude på scenen ganske godt. I sin vanvittigt tilbagelænede stil opnår han total coolnes, men det er lige før, at stolen vælter. Og når den helst skal stå oprejst under 18 numre, kræver det balance. Også selvom teksterne er helt igennem fede (og kommer omkring alt – fra indbrudstyve til astronomer, der venter på Mars).

Desværre svigter præcisionen ind imellem, og Teitur mangler grundlæggende kontrol med afstanden mellem mund og mikrofon. Nogle ville måske kalde det en del af charmen, men det forstyrrer alligevel til en ellers god koncert.

Koncert.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af