Ghostface Killah

Godt pakket ind mellem tøjreklamer og guldkæder, gemmer der sig 18 tracks, og næsten lige så mange gæstestjerner. De mest kendte er Missy Elliott, Jadakiss og superproducer RZA, som er hjernen bag Wu-Tangs unikke lyd. Og RZA står da også som producer for de to bedste tracks på skiven. Hans Kung-fu-jeg-står-i-en-kælder-og-gi’r-dig-noia stil holder stadig efter alle disse år, og det er gode nyheder, at han tager med Wu-Tang på Roskilde, hvis de altså dukker op denne gang. Den mand ER Wu-Tang.

På Ghostface’s tamme album fyrer RZA den først af på nummeret “Kunta Fly Shit”, og så på albummets bedste nummer “Run”, hvor Jadakiss dominerer med et flow, som må have gjort Ghostface bleg i ansigtet. Det lykkes aldrig for gespenstet at sige noget fornuftigt, på et album, som er præget af påtaget gadeattitude.

Udover RZA’s produktioner, er det kun numrene “Beat The Clock”, “It’s Over” og slagsangen “Ghostface”, der formår at holde opmærksomheden rettet mod højtalerne. Og det er til dels fordi man er ved at dø af grin over lyrikken, i “Ghostface”. Resten er forfærdeligt. Især nummeret “Tush”, hvor Missy Elliott synger, er så ringe, at denne anmelder overvejede sagsanlæg for voldtægt af øregangene.

Nogle vil nok kalde “The Pretty Toney Album” for legende og varieret. Jeg kalder det stilforvirret og ligegyldigt. Ghostface har aldrig haft en solo-single på US top-40, og det her bliver ikke vendepunktet.