Det amerikanske ni-mands metalmonster Slipknot, der i onsdags gæstede Parken, har netop udgivet et forrygende nyt album. Soundvenue benyttede besøget til at få en lille sludder om det nye album med en niendedel af bandet.
Jeg må indrømme, at jeg sidder med en lille paranoid mistanke om, at Slipknots management har taget røven på mig og bænket mig overfor en tilfældig roadie istedet for Chris, den ene percussionist i Slipknot. For det første fordi jeg som de fleste i verden på forhånd ikke har den fjerneste ide om, hvordan Chris fra Slipknot ser ud under den “Pinocchio på et dårligt syretrip”-maske, han altid bærer på scene og pressefotos. For det andet fordi den mand, der sidder over for mig, simpelthen virker så glad, engageret og velfungerende, at det er svært at se ham som en del af den velsmurte sadistiske lydmaskine, som Slipknot gennem årene har udviklet sig til.
Men på den anden side så har Slipknot også meget at være glad for i øjeblikket. Aftenens koncert i Parken er den første af en lang række opvarmningsgigs for Metallica, hvilket Chris betegner som en “dream come true”. Samtidig har Slipknot netop udgivet deres hidtil bedste album, ‘Vol. 3: (The Subliminal Verses)’, et album der viser nye melodiske og progressive sider af bandet.
Manden med skægget og de gode idéer
Det nye album er skabt i samarbejde med producer Rick Rubin. En mand, der gennem sin gloværdige karriere har plejet et formidabelt fuldskæg, mens han har skabt klassiske album sammen med så forskellige kunstnere som Beastie Boys, Slayer, Public Enemy, Red Hot Chili Peppers, Johnny Cash og System of a Down, for at nævne et par stykker. Og som Chris fortæller, så har Rick Rubin også haft en stor indflydelse på ‘Vol 3…’
– Han formåede virkelig at bringe nye ting frem og få os til at bevæge os i nogle nye retninger, retninger som vi helt sikkert har overvejet tidligere, men som vi ikke nødvendigvis har haft nosserne til at bevæge os ud af. Dette album afslører virkelig mange af de talenter, der er i dette band, som måske ikke har fået plads på de tidligere album.
‘Vol. 3…’ Er optaget i Rick Rubins efter sigende hjemsøgte “mansion” i L.A., hvor Slipknot boede og arbejdede sammen, en situation, der var perfekt for bandet, der skulle finde sammen igen oven på en lang pause.
– Det smukke ved det var, at vi alle var samlet igen og levede under samme tag. Bare det at spise sammen igen var fedt. Vi havde brug for at blive en tæt enhed igen ovenpå pausen. Vi havde mange ting, vi havde brug for at arbejde med, så det var helt sikkert en velsignelse at vi alle kom til at bo og optage der. Samtidig var der ingen tidsbegrænsning, og alt var til vores rådighed. Enhver form for percussion, forstærkere – alt hvad vi havde brug for, var inden for rækkevidde.
At løfte sig over presset
Denne frihed afspejles også på albummet. Slipknot lyder på Vol. 3…’ som et band, der har løftet sig over presset, kastet alle fordomme over bord, og givet sig selv frihed til at redefinere, hvad deres band er og kan være, en udvikling, der ifølge Chris skete helt naturligt
– Vi gik ikke i gang med arbejdet med en fastlagt plan for, hvilken plade vi ville lave, hvilket var cool. Pladen er bare et udtryk for, hvordan alting udviklede sig i dette Rick Rubin/Slipknot-univers. Alle i det her band er så talentfulde, at der egentligt ikke er noget pres, fordi alle har så mange ideer. Du har ni personer med ni forskellige musikalske baggrunde, og vi kunne udgive et album om ugen med alle de mennesker i bandet.
Som percussionist var Chris også opsat på at prøve nye ting på Vol. 3…’, hvilket resulterede i nogle lidt alternative instrumenteringer for et metalband.
– Vi havde et ønske om at vise en anden side af percussion-verdenen. Du kan høre triangler og timbale på nogle sange. Vi bruger meget alternativ percussion, som vi havde lyst til at sætte fokus på.
Metallens svar på ‘Dark Side of the Moon’?
En af de største overraskelser på ‘Vol. 3…’ er de fire afdæmpede numre, der viser, at Slipknot også mestrer mere melodiske og tilbageholdende arrangementer. Men spørgsmålet er, om de til tider meget konservative metalfans vil tage imod denne udvikling, eller om de vil føle sig forrådt, som Metallica bl.a. oplevede det med ‘The Black Album’? Denne problemstilling virker dog ikke til at give Chris søvnløse nætter.
– Vi er egentligt ret ligeglade med det. Vores fans modnes også sammen med os, og vi havde brug for at få de her sange ud. Men hvis der kommer en negativ reaktion, så kan vi klare det, for der er ting på det her album, der er tungere end noget på de tidligere album. Man kunne måske kalde det for et metallens svar på Pink Floyds ‘Dark Side of the Moon’, filosoferer han.
Om Slipknot har skabt metallens svar på ‘Dark Side Of The Moon’ er nok lidt for tidligt at sige. Men under alle omstændigheder er Vol. 3..’ et godt bud på årets metalalbum 2004. Det er samtidig en triumferende tilbagevenden fra et band, som visse medier havde dømt til at være fortid, da de ni medlemmer i 2002 valgte at holde pause og spille i andre sammenhænge. Men ifølge Chris var et brud aldrig en egentlig mulighed.
– I mit hoved var der aldrig tvivl om, at vi ville fortsætte. Der var måske en periode, hvor det så lidt usikkert ud i nogles øjne, og rygterne kørte i medierne. Men det her band er os ni, og det ville ikke kunne fungere på nogen anden måde. Vi ved, at vi betyder meget for hinanden, og vi havde bare brug for at tage den pause for at genfinde kærligheden til det her band.
Danske metalhoveder, der ikke fik nok i Parken, vil få mulighed for at se, om Slipknot stadigvæk er fuld af kærlighed sidst i september, når bandet ifølge Chris kommer til Danmark med deres egen headlining tour.