Alicia Keys – stor stemme i for meget indpakning

Åbningsnummeret på Alicia Keys’ debutalbum fra 2001 hedder ‘Piano & I’, og de to ting klæder også hinanden så smukt og fint, at de burde have mange flere sange sammen… Alene!

Alicia er nemlig faldet i fusionsfælden, hvor man tapetserer alle sange med seks-strenget karatebas, fræsende guitarsoloer, trommesæt på størrelse med et lille land, og smørsaxofon. Det er svulstigt, det er imponerende, og ikke mindst er det er voldsomt irriterende.

Rammerne var jo naturligvis fortryllende, og den unge sangerinde var vist ægte rørt over at få lov at spille på så fantastisk et sted som det Kongelige Teater. Konceptet skabt af TDCs Blå Tone, der for nogle måneder siden sendte Kashmir op i luften, er absolut et interessant tiltag, der forhåbentlig kan finde på mange flere unikke og interessante måder at præsentere musik på i fremtiden.

Ikke siden The Who opførte deres ‘Tommy’-musical i 1970, har der været en egentlig rytmisk koncert på Danmarks nationalscene, og det er sgu forbandet synd! Der er så også virkelig få kunstnere, der ville kunne bære at gøre det, men Miss Keys har nu bevist, at hun er en af dem der kan: Hun brænder igennem med sin udstråling, sin stemme, sin charme sit smil, og de seancer hvor Alicia og hendes flygel var i fokus, var da også nærmest fortryllende.

‘A Womans Worth’, ‘Diary’, ‘You Don’t Know My Name’ og naturligvis megahittet ‘Fallin” var blandt disse, hvorimod numre som ‘How Come You Dont Call Me’ og ‘Heartburn’ røg ud i otte-ni minutters muskelspilleri, hvor der skulle citeres fra alt hvad der kan kravle og gå af soulklassikere; James Browns ‘Get Up’ og Stevie Wonders ‘Living For the City’ var i blandt, og hvis man spiller den slags numre i en flødefunket udgave med tenorsaxsoli en mass kombineret med slagbas og synthflader, ja så har man altså pludselig den umiskendelige lyd af et røvballeband… dog i dette tilfælde med en forbandet god sanger.

Og det er hun! En forbandet god sanger altså. I den time og 45 som koncerten varede, var der desværre bare slet ikke nok plads til at høre hende bevise dette. For meget kravlen op på flygelet, simulere fiktive mobilsamtaler, råben “I love you”, agere dirigent på podium og en masse andet pjat, der bare er så aldeles unødvendigt. For når Alicia bare spiller, synger, danser, klapper og griner, fungerer hun 100 %, som en ægte og talentfuld stjerne.

Når man til gengæld får hende på den måde, kan man kun blive imponeret over hendes organ, og hendes dejligt afslappede måde at bruge det på, uden nødvendigvis at skulle vise hele registeret i hver frasering. Hendes pingpong med de tre korsangere var også lige i skabet og viste et godt og fint overskud til at få plads til improvisationer i et ellers meget stramt show.

‘Call me’, Alicia!!. Så skal jeg give dig et par numre på et par musikere, der slet ikke behøver at slå kolbøtter for at vise hvad de kan. Dem fortjener du, og dit store talent. Så lover jeg at drysse mange flere stjerner ud over dig.