Barra Head

Den københavnske trio Barra Head har siden de tidlige halvfemsere eksperimenteret med den progressive side af rockens korpus, og selvom konstellationen blot består af guitar/bas/trommer, formår den lille gruppe at servere nogle ret massive lunser kød. Endda på en alsidig og gennemtænkt måde, som vidner om et helt igennem rutineret samspil hos gruppens medlemmer Jacob Hvitnov, Arvid
Gregersen og Mikkel Jes Hansen.

Deres nye ep ‘Arrival’ er et fint eksempel på ovenstående. Med kun fire numre understreger Barra Head både gruppens kreative varitation og tekniske snilde, og på grund af de mange år på bagen sker det helt uden den krampagtige iver, man hører så tit hos undergrunden. Der er med andre ord tale om et band, hvis skelet virker stabilt og hvis energi er modnet på en fornuftig måde.

Guitaren springer legelystent rundt i de tunge rifs, hånd i hånd med trommernes skævvredne bølgegang og bassens, dog noget traditionelle, lusken omkring. Udtrykket bliver tungt og personligt, og det melodiøse er tilsidesat til fordel for en gedigen gang slam-dance.

Det virker fint, og man kommer ind imellem til at tænke på Rage Againts The Machine – på en velklædt dag, vel at mærke. For selvom Barra Head forsøger sig med visse politiske strejf og dertil hørende
løftede næver, fremstår det stadig lidt tamt. Det hænger mest sammen med vokalen, der ikke er ulig Zack De La Rocks tynde revolte-ramaskrig. Den fortællende indædte stemme er der, men den fremstår en anelse for vagt i forhold til resten af musikken.

Især når den ryger op i de højere luftlag – det er lige før den slår en fatal kolbøtte. I de mere melankolske og afdæmpede sekvenser fungerer dens spæde grundvold dog glimrende. Og det er egentlig også her, Barra Head virker bedst – når der er ro følelserne.